Annonce
Øresund

Øresundsakvariet udlover dusør: Danmarks giftigste fisk er kommet til Nordsjælland

Denne lille fjæsing blev fanget ved Gilleleje Havn. Privatfoto: Markus Rubin
Lille Fjæsing er Danmarks giftigste fisk og ekspert mener, at den nu kan træffes langs hele den nordsjællandske kyst. Akvariechef ved Øresundsakvariet er ærgerlig over, at akvariet ikke fik fingre i fangsten.
Annonce

Danmarks giftigste fisk er nu kommet til Øresund.

Man har længe vidst, at den lille fjæsing har været i Skagerak og Kattegat. Sidste år blev fisken så fundet ved Sjællands Odde, og nu er den også konstateret ved Gilleleje, hvor en lystfisker fik den på krogen sent søndag aften.

Det skriver TV 2 Lorry.

Andreas Sørensen var til stede, da fisken blev fanget på molen i Gilleleje Havn, hvor han stod og fiskede med et par venner.

- Så var der en medfisker - vi ved ikke, hvem han var. Han kom hen med en fisk, han havde fanget. Først tænkte vi, at det var en lille torsk, men det var det ikke. Vi vidste heller ikke, hvad det var for én, men vi tog nogle billeder af den og satte den fri. Jeg tænkte, at den mindede om en fjæsing, og da jeg så googlede det og så en artikel hos TV 2 Lorry om, at man skulle kontakte Naturhistorisk Museum, så gjorde vi det, fortæller Andreas Sørensen til TV 2 Lorry.

Annonce

Øresundsakvariet udlover dusør

Hos Øresundsakvariet i Helsingør ærgrer akvariechef Jens Peder Jeppesen sig over, at hans akvarium ikke fik fingre i den lille fjæsing, der blev fanget i Gilleleje.

Han udlover derfor en dusør til den person, der fanger en levende lille fjæsing og leverer den til Øresundsakvariet.

For mens akvariet har masser af almindelige fjæsinger, så mangler de stadig lille fjæsing i akvariets samling af levende fisk.

- Så jeg vil da godt - her og nu - udlove en dusør på 1.000 kroner, hvis man fanger en, og vi får den indleveret levende. Den ligner lidt en almindelig fjæsing - som bare er lille og alt for tyk, efter at have spist for meget, siger Jens Peder Jeppesen til TV 2 Lorry.

Annonce

Kan nu træffes i hele Nordsjælland

På Naturhistorisk Museum sidder Henrik Carl og arbejder med Fiskeatlas, der er en kortlægning af fiskearter i de danske farvande.

Han har længe været opmærksom på, at den lille fjæsing formentlig ville blive en fast beboer i danske farvande, og han var ikke i tvivl, da han så de billeder, Andreas Sørensen havde taget.

- Det er lille fjæsing, og selv om det er en usædvanlig fangst, så må vi jo konstatere, at når den først er i Gilleleje, så kan den træffes langs hele den nordsjællandske kyst, siger han til TV 2 Lorry.

Henrik Carl er overbevist om, at det er klimaændringer, der får den til at brede sig ved de danske kyster.

- Den findes jo normalt mere sydligt, og det siger noget om de ændringer, der foregår i vores natur. Hvis den havde været i Nordsjælland hele tiden, så havde vi hørt om det, for der er jo mange mennesker ved strandene, siger han.

Fisken holder af at færdes på lavt vand, og den graver sig gerne ned i sandet. Her ligger den, så kun piggene på ryggen stikker op - og dermed kan en uheldig badegæst træde på fisken. Det fører omgående til en smertefuld reaktion, som typisk breder sig til hele den del af kroppen, stikket sidder på.

Selv om man bliver stukket, er der dog ikke grund til at gå i panik.

- Det er ikke dødeligt, men det gør ondt. Man får hævelser, og det er jo alvorligt nok. Hvis man er overfølsom, så skal man tage på skadestuen, siger Henrik Carl.

Denne lille fjæsing blev fanget ved Gilleleje Havn. Privatfoto: Markus Rubin
Annonce
Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce