Annonce
Danmark

Hvad blev vedtaget og hvad blev skrottet? Sådan er det gået de 18 borgerforslag

Foto: Lars Juul, Michael Bager & Colourbox.
Borgerforslaget med flest støtter blev afvist af et flertal i Folketinget - men tankerne bag seks andre forslag har ført til ny lovgivning.

Se i listen herunder, hvordan det er gået de 18 borgerforslag, som til dato har samlet mindst 50.000 støtter.

1 Uddannelsesloftet

Arkivfoto: Kristian Djurhuus/Scanpix

Forslaget om at afskaffe uddannelsesloftet blev stillet 26. januar 2018 og opnåede 54.191 støtter. Uddannelsesloftet blev afskaffet 20. februar 2020.

2 Omskæring

Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Forslaget om at indføre 18-års-mindstealder for omskæring af raske børn blev stillet 1. februar 2018 og opnåede 53.371 støtter. Beslutningsforslaget blev førstebehandlet i Folketinget 19. november sidste år.

3 Organdonor

Arkivfoto: Morten Stricker

Forslaget om, at man automatisk er organdonor, fra man fylder 18 år, blev stillet 2. marts 2018 og fik 61.348 støtter. Beslutningsforslaget blev andenbehandlet i Folketinget 12. marts 2019, hvor et flertal stemte imod.

4 Politikerpensioner

Arkivfoto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Forslaget om afskaffelse af ministerpension og pension til ministerbørn samt afskaffelse af særlige pensionsvilkår for folketingsmedlemmer blev stillet 23. marts 2018 og fik 68.975 støtter. Beslutningsforslaget blev andenbehandlet i Folketinget 4. juni 2018, hvor ingen stemte for forslaget.

5 Afviste asylbørn

Arkivfoto: Annelene Petersen

Forslaget om at tildele afviste asylbørn bedre vilkår i hjem- og udrejsecentre og midlertidig opholdstilladelse senest 18 måneder efter endeligt afslag blev stillet 10. december 2018 og fik 56.129 støtter. Det blev andenbehandlet i Folketinget 30. januar 2020, hvor et flertal stemte imod.

6 Klimalov

Arkivfoto: Chresten Bergh

Forslaget om en dansk klimalov nu blev stillet 16. januar 2019 og fik 68.670 støtter. Det blev andenbehandlet i Folketinget 14. maj 2020, hvor det blev vedtaget - som det første borgerforslag.

7 Roundup

Foto: Regis Duvignau/Ritzau Scanpix

Forslaget om et øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre bekæmpelsesmidler til privat brug i haver og på offentlige fællesarealer blev stillet 11. juni 2019 og fik 53.613 støtter. Det blev andenbehandlet i Folketinget 19. maj 2020, hvor et flertal stemte imod.

8 Gensidig forsørgerpligt

Arkivfoto: Rune Evensen

Forslaget om fjernelse af gensidig forsørgerpligt for alle blev stillet 28. august 2019 og fik 70.338 støtter. Det blev andenbehandlet i Folketinget 26. maj 2020, hvor et flertal stemte imod.

9 Feriepenge

Arkivfoto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Forslaget om at ændre ferieloven og udbetale indefrosne feriepenge blev stillet 4. september 2019 og fik 61.227 støtter. Det blev andenbehandlet i Folketinget 26. maj 2020, hvor et flertal stemte imod. Tre uger senere besluttede et flertal i Folketinget imidlertid at udbetale tre af fem ugers indefrosne feriepenge for at hjælpe den coronaramte danske økonomi. Til marts bliver det muligt at få udbetalt de resterende to ugers indefrosne feriepenge.

10 Sorgorlov

Genrefoto: Colourbox

Forslaget om at give alle forældre ret til sorgorlov, hvis man mister et barn under 18 år, blev stillet 20. december 2019 og fik 67.088 støtter. Et beslutningsforslag blev vedtaget af Folketinget 23. juni 2020.

11 Statsborgerskab

Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Forslaget om at tildele automatisk statsborgerskab efter 10 år blev stillet 6. januar 2020 og fik 57.204 støtter. Det blev andenbehandlet i Folketinget 21. december 2020, hvor et flertal stemte imod.

12 Nedfrosne æg

Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Forslaget om forlængelse af nedfrysning af befrugtede og ubefrugtede æg blev stillet 5. maj 2020 og fik 56.600 støtter. Det blev førstebehandlet i Folketinget 2. december 2020, men allerede 18. oktober sidste år enedes regeringen med resten af Folketingets partier om at ophæve tidsgrænsen på fem år.

13 Tandlægebehandling

Arkivfoto: Katrine Emilie Andersen/Scanpix

Forslaget om skattebetalt tandlægebehandling blev stillet 29. maj 2020 og fik 64.314 støtter. Det blev førstebehandlet i Folketinget 18. november 2020, og der er planlagt andenbehandling og afstemning om forslaget 23. februar i år.

14 Nedrivning og ghettoliste

Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Sacnpix

Forslaget om at ophæve loven om nedrivning og salg af almene boliger og afskaffe de såkaldte "ghettolister" blev stillet 16. juni 2020 og har opnået 55.250 støtter. Det er endnu ikke blevet fremsat i Folketinget.

15 Vanvidsbilister

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forslaget om strengere straf til vanvidsbilister, som dræber, blev stillet 3. august 2020 og har opnået 59.144 støtter. Det er foreløbig planlagt til førstebehandling i Folketinget 26. januar i år. Den 11. december 2020 vedtog et flertal i Folketinget imidlertid at skærpe straffene for vanvidskørsel.

16 Handicappede

Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Forslaget om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne blev stillet 10. august 2020 og har opnået 51.919 støtter. Det er endnu ikke blevet fremsat i Folketinget.

17 Fyrværkeri

Arkivfoto: Johnny Pedersen

Forslaget om at forbyde salg af fyrværkeri til privat brug blev stillet 22. september 2020 og har opnået 51.388 støtter. Det er endnu ikke blevet fremsat i Folketinget.

18 Eksamen

Arkivfoto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Forslaget om en god afslutning til 3. g'erne blev stillet 4. januar 2021 og opnåede på 17 dage 50.052 støtter. Det er endnu ikke blevet fremsat i Folketinget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce