ERHVERV: Søndag den 15. maj er det lige præcis ét år siden, at Jossan Persson, Louise Skovborg og Lea Hügge Larsen slog dørene op til deres 733 kvadratmeter store genbrugsbiks, Børneloppen.
Og kæden, som også har butikker i blandt andet Vanløse, Valby og Holbæk, har fået en bragende god start på livet i det nordsjællandske.
Børneloppens koncept går på, at privatpersoner kan leje en stand i det enorme butikslokale, hvorfra man selv sælger og prissætter sine varer. Det har flere end 200 mennesker gjort brug af, og det har kastet en stor millionomsætning af sig.
- Vores standlejere har omsat for ni millioner kroner i løbet af vores første år. Det er fordelt ud på 240 stande og flere end 215.000 forskellige varer. Det var faktisk det niveau, som vi håbede på at nå, så det er virkelig dejligt, fortæller den ene af de tre indehavere, Louise Skovborg.
- Vi har simpelthen mødt så stor en opbakning fra både kunder og standlejere. Og det er alle typer, som kommer ned i butikken. Dem med små budgetter, dem som vil gøre noget godt for miljøet, og dem som jagter lækkert mærketøj. Der er noget for alle, slår hun fast.
De fleste varer henvender sig - som butikkens navn måske afslører - til børn. Louise Skovborg er selv småbørnsmor, og hun indrømmer da også, at man ikke kan undgå at bruge penge i egen biks, når man hver dag går rundt mellem et væld af muligheder.
- Nej, er du sindssyg. Jeg tror, at jeg handler for et par tusinde kroner om måneden hernede. Og det er måske endda lavt sat. Det vil jeg helst ikke holde regnskab med, griner hun.
Vil åbne endnu en biks
Børneloppen har sprunget så højt i Helsingør, at de tre kvinder bag nu går med overvejelser om endnu en butiksåbning.
Den her gang bliver det dog ikke på Helsingør-egnen, afslører Louise Skovborg.
- Nej, det gør det ikke. Vi skal længere sydpå. Men vi vil gerne åbne endnu en Børneloppen inden for et års tid. Vi begynder at kigge på lokaler efter sommerferien, lyder det.
De tre indehavere arbejder godt sammen i det daglige, og rollerne er hårdt skåret op. Én tager sig af økonomien, en anden står for sociale medier, mens en tredje har det primære ansvar for personalet.
Og selvom coronavirusset på et tidspunkt hærgede, var det ikke noget, som slog trioen ud af kurs.
- Vi skulle selvfølgelig overholde en masse restriktioner. Det var en udfordring, at vi skulle holde afstand til vores kunder, da vi som koncept har en meget nær kundekontakt. Men vi blev faktisk ikke ramt på omsætningen, fortæller Louise Skovborg.
Nu glæder de tre indehavere sig til at fejre hinanden, forretningen og dets loyale kunder og standlejere. Der bliver gang i den hele søndagen på Rønnebær Allé: Kaffe, kage, ballondamer, en stor maskot og et væld af konkurrencer.
Og sidder man derhjemme med ting og sager, som kan gøre nytte andetsteds, opfordrer Louise Skovborg til, at man lejer en stand.
På trods af, at flere end 200 personer har taget del i Børneloppens koncept, er der nemlig plads til mange flere.
- Der er mange mennesker, som har fede lommepenge liggende på loftet. Ting, som kan glæde andre.