Annonce
Udland

545 migrantbørn mangler forældre efter tvangsadskillelse i USA

Jose Luis Gonzalez/Reuters
Mange af forældrene til 545 migrantbørn er formentlig blevet deporteret under et kontroversielt grænseprogram.
Annonce

USA kan ikke finde forældrene til 545 migrantbørn, efter at familierne blev adskilt som del af en gammel amerikansk grænsepolitik.

Det viser et retsdokument indgivet af rettighedsgruppen American Civil Liberties Union.

Forældrene blev tvangsadskilt fra deres børn, i forbindelse med at præsident Donald Trump i maj 2018 indførte en "nultolerance"-politik over for illegale migranter.

Den indebar blandt andet, at alle, der krydsede grænsen på ulovlig vis, skulle fængsles og retsforfølges.

Det førte til, at et stort antal børn blev adskilt fra deres forældre, fordi børnene ikke måtte komme med i fængsel.

"Nultolerance"-politikken blev mødt af fordømmelse i både USA og resten af verden.

Det forventes, at to tredjedele af de forældre, som myndighederne ikke kan finde, er blevet deporteret til andre lande. Det viser et andet retsdokument, som CNN har offentliggjort.

Ifølge NBC News blev forældrene adskilt fra deres børn og deporteret i forbindelse med et pilotprogram i 2017, der fungerede som en slags testprogram for "nultolerance"-politikken.

- Det er kritisk at finde ud af så meget som muligt om, hvem der var ansvarlig for denne forfærdelige praksis. Samtidig må vi ikke tabe synet af det faktum, at hundredvis af familier stadig er adskilt, siger vicedirektør i American Civil Liberties Union, Lee Gelernt.

- Der er så meget arbejde forbundet med at finde de her familier, tilføjer han.

Arbejdet med at finde migrantbørnenes forældre blev tidligere på året stoppet på grund af coronapandemien. Det er siden blevet genoptaget i begrænset omfang i de lande, hvor det kan lade sig gøre.

En amerikansk domstol beordrede i 2018 den amerikanske regering til at genforene alle de adskilte familier.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce