Annonce
Sport

Angriber fungerer ikke som angriber: Er ketchuppen størknet?

FC Helsingørs Callum McCowatt har endnu ikke scoret som angriber i FC Helsingør. Foto: Claus Birch

Når Callum McCowatt uge efter uge bliver udpeget som FC Helsingørs enlige angriber, er det at gøre newzealænderen en bjørnetjeneste. Altså i den gammeldags negative betydning.

I 16 kampe for FC Helsingør har han ikke scoret et eneste mål, og det selvom cirka halvdelen af disse optrædener har været som spydspids i et 4-2-3-1-system. Den talentfulde offensiv-spiller har helt tydeligt spidskompetencer, der til fulde retfærdiggør hans faste plads i startopstillingen, men med så mange minutter uden mål giver det god mening at forsøge noget nyt.

Callum McCowatt kommer for sjældent i situationer, hvor han bliver rigtig farlig, og det er det største problem. Det handler ikke om, at han brænder chancer, for det kan ske for enhver. Det er mønstrene for, hvor han skal agere på banen, der ikke ser ud til at fungere. Og det er synd, for med hans råstyrke, fine teknik og arbejdsvillighed er der slet ikke tvivl om, at han kan blive en stor profil i 1. division i almindelighed og for FC Helsingør i særdeleshed.


Det kunne formentlig give mening at sætte McCowatt ud på en kant, hvor han kan udfordre og sætte spillet op med sidelinjen som sin ven.


Til træning river han målene ind om ørerne på keeperne i en konstant strøm, og afslutningsfoden fejler bestemt ikke noget. Den kommer bare for sjældent i svingninger i kampene.

Dette skal ikke være en opfordring til at give ham en pause på bænken, for det kunne meget vel blive endnu en bjørnetjeneste. Det kunne formentlig give mening at sætte McCowatt ud på en kant, hvor han kan udfordre og sætte spillet op med sidelinjen som sin ven, eller placere ham på 10'eren bag en angriber, hvor hans løbepensum og store arbejdsradius bliver en fordel i stedet for en ulempe, som det til tider ser ud til at være i det nuværende setup.

Holdkammerater og trænere har hele tiden holdt fast i, at det med Callums mål var et spørgsmål om tid og ketchup-effekt. Det er bare som om, at den ketchup er størknet, og at der skal åbnes en ny flaske.

Man skulle overveje at slippe Callum McCowatt fri for en tid og lade ham støbe kuglerne for holdkammeraterne, mens han færdiggør sin tilvænning til dansk fodbold, der helt naturligt tager noget tid for ung spiller, der er kommet til fra den anden side af jordkloden.

Det er ikke nemt for Morten Eskesen at finde en ny "ketchup" på hylden, idet både Jeppe Kjær og Sebastian Czajkowski sidder ude med skader og Oliver Drost først kommer til fra Kolding til sommer.

Men noget bør prøves, og det kunne for eksempel være Liam Jordan, der byttede plads med Callum McCowatt i forhold til Silkeborg-kampen. Jordan virker mere kynisk i boksen, og offensiv-kollegaen ville kunne bruge kræfter på mere af det, han er bedst til, og når det konstante mål-åg, som altid hænger over angribere, forsvinder, vil det måske skabe bedre mulighed for at få ketchuppen til at komme ud af flasken, så den kan smøres ud over Viborg, Esbjerg, Silkeborg mfl. Og skal FC Helsingør følge med i det hårde slutspil, skal der angribermål til i et vist omfang.

Potentialet til en vældig solid offensiv i FC Helsingør er bestemt til stede, hvilket holdet viste meget fint i en time i Silkeborg. Der er en masse fart og teknisk kunne at bygge på, men der er nødt til at være en afslutter, der i boksen kan konkurrere med de fysiske store og stærke forsvarsspillere i 1. division.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Hvad har vi lært af corona?

Annonce