Annonce
Sport

Bagom Bolden: Så mange point skal der til for at komme med i det fine selskab

De store smil er fundet frem i FC Helsingør. Oprykkerne er godt på vej til at indfri sæson-målsætningen. Foto: Claus Birch

FODBOLD: Den nye struktur i 1. division med op- og nedrykningsspil får en helt forrygende ilddåb i denne sæson. Sjældent har en kamp i runde 19 mellem nummer fem og seks haft så meget på spil, som det var tilfældet i fredags, da FC Helsingør tog imod FC Fredericia.

Spændingen er maksimal i toppen, hvor tre traditionsklubber kæmper om to oprykningspladser. Der bliver formentlig også bidt negle i den anden ende, hvor Skive, Kolding og Vendsyssel kæmper mod nedrykningsstregen, mens Hvidovres lange nederlagsrække også skal stoppes, hvis forstadsklubben ikke skal trækkes ned i dyndet i løbet af de kommende måneder. Og så er der midterfeltet med fem klubber, som slås om top 6-pladserne efter Viborg, Esbjerg og Silkeborg. Vi står derfor med en liga, hvor alle kampe i grundspillets tre sidste runder er ultravigtige, og hvor hvert eneste point kan blive sæsondefinerende.

Sejren i fredags sikrede FC Helsingør førerpositionen i midterfeltet, mens de gæstende jyder tiltede helt ud af den øverste halvdel. Morten Eskesens troppers forrygende forårs-start med ni point samt Fremad Amager og HB Køges næsten lige så fine begyndelse med syv point i tre samme runder har samlet midterfeltet, fordi FC Fredericia og Hobro pointmæssigt er faldet sammen med henholdsvis nul og to forårspoint indtil videre.

Får FC Helsingør fire point i de sidste tre kampe af grundspillet, så er det min vurdering, at holdet vil være med i oprykningsspillet.

Med den pointhøst vil Hobro med sikkerhed ikke kunne nå op til FCH, og FC Fredericia, der i årets tre første runder, har fået nul point og scoret nul mål, skal vinde to af tre kampe, hvor to af dem er direkte konkurrenter til top 6. Det er ikke umuligt, for FC Fredericia har et godt hold, men med den nuværende form virker det ikke som det mest sandsynlige scenarie.

Mens FC Fredericia lider under manglende selvtillid, så flyder FCH ovenpå i øjeblikket. Spillerne er helt tydeligt proppet med selvtillid, hvilket det fantastiske sejrsmål i fredags bevidnede. Efter to fejlslagne vip lykkedes det i tredje forsøg for Anders Holst at finde Oliver Kjærgaard, der pludselig foldede sig ud som fodboldens svar på en ballet-danser og nærmest tryllede bolden i mål. Imponerende, men helt bestemt også detaljer, som hører sig til på et hold med sportstasken fuld af selvtillid, gejst og gode resultater. Dertil er forsvaret som tidligere beskrevet i Bagom Bolden virkeligt godt skruet sammen i øjeblikket, og det er den mest markante grund til, at det er blevet til ni point i tre kampe.

Resultaterne kommer med sikkerhed ikke af sig selv, og der venter meget hårdt arbejde i de sidste runder mod mandskaber, som nok har underpræsteret i sæsonen, men på deres bedste dage kan både Vendsyssel, Hvidovre og Skive drille hvem som helst i 1. division. Det viser empirien.

Med den samme dedikation og en forlængelse af det momentum, som FCH er kommet ud til 2021 med, så stopper ingen af de tre mandskaber slutspils-kursen for FC Helsingør, der har kaptajn Nikolaj Hansen på broen. Derfor ser jeg det som overvejende sandsynligt, at FC Helsingør kommer til at stå efter kampen i Skive den 19. marts med god grund til at finde champagnen frem, for som Morten Eskesen indledte sæsonen med at sige: "Top 6 er vores mesterskab".

Slaget om top 6

De tre tophold Viborg, Esbjerg og Silkeborg er sikre på en plads i opryknings-slutspillet, mens de fire nederste; Skive, Kolding, Vendsyssel og Hvidovre, kommer ikke med i 1. divisions fine selskab i denne sæson. Det efterlader tre top 6-pladser til de sidste fem hold. De fire af dem -  med FC Helsingør i spidsen - har kun to point imellem sig, mens Hobro halter noget efter.

Stillingen for midterfeltet i 1. division. Der mangler tre runder af grundspillet. I slutspillet mødes top 6 og bund 6 indbyrdes to gange - altså 10 runder.

Nr. 4: FC Helsingør, 29 point, +1 i målscore

Nr. 5: Fremad Amager, 28 point, +16 i målscore

Nr. 6: HB Køge, 28 point, 0 i måldifference

Nr. 7: FC Fredericia, 27 point, + 1 i målscore

Nr. 8: Hobro, 23 point, -6 i målscore

Restprogram:

FC Helsingør: Vendsyssel (ude), Hvidovre (hjemme), Skive (ude)

Fremad Amager: Esbjerg (ude), FC Fredericia (hjemme), Silkeborg (ude)

HB Køge: Silkeborg (ude), Kolding (hjemme), Hvidovre ude)

FC Fredericia: Hobro (hjemme), Fremad Amager (ude), Vendsyssel (hjemme)

Hobro: FC Fredericia (ude), Silkeborg (hjemme), Esbjerg (ude)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Hvad har vi lært af corona?

Annonce