Annonce
Sport

Suveræne Bayern München: Tysk mester for ottende sæson i træk

Pool/Reuters
En sejr på 1-0 over bundklubben Werder Bremen sikrede Bayern München mesterskabet for ottende sæson i træk.
Annonce

Der er ingen over og ingen ved siden af Bayern München i tysk fodbold i disse år.

For ottende sæson i træk kan den sydtyske storklub bryste sig af et tysk mesterskab, efter at det tirsdag aften blev til en sejr på 1-0 ude over Werder Bremen i Bundesligaen.

Sejren sender Bayern op på 76 point, og med tre kampe igen kan det ikke lade sig gøre for Borussia Dortmund at hente ligaens suveræne tophold. Dortmund har 66 point på andenpladsen.

Mens Bayern igen kan finde champagnen frem, ser det anderledes kritisk ud for Werder Bremen i bunden.

Den tyske traditionsklub ligger næstsidst i ligaen med 28 point. Der er tre point op til Mainz på den rigtige side af nedrykningsstregen, men Mainz og flere af de øvrige bundrivaler har spillet en kamp mindre.

Werder bed ellers fra sig i begyndelsen af tirsdagens opgør mod Bayern. Otte minutter var spillet, da Theodor Gebre Selassie strøg med frem i højre side og hamrede bolden i sidenettet.

Men Bayern-offensiven var som så ofte før svær at hamle op med, og det var tæt på 1-0 til gæsterne, da Joshua Kimmich midtvejs i første halvleg lossede bolden på overliggeren.

Med udsigt til pause gik det galt for Werder Bremens defensiv. En perfekt aflevering fra Jérôme Boateng blev taget ned af målslugeren Robert Lewandowski, der forbedrede sin formidable statistik for sæsonen med vanlig koldblodighed.

Den 31-årige ligatopscorer har scoret 31 mål i 29 bundesligakampe i denne sæson.

Werder fik en sidste livline ti minutter før tid, da stortalentet Alphonso Davies så rødt efter advarsel nummer to.

På trods af udvisningen og et hårdt Werder-pres holdt Bayern nullet og kan glæde sig over mesterskab nummer 30 i klubbens historie.

Borussia Mönchengladbach erobrede tidligere tirsdag fjerdepladsen, der i sidste ende giver adgang til Champions League.

Det skete med en sejr på 3-0 over Wolfsburg, som fortsat er placeret på sjettepladsen.

Danske Marcus Ingvartsen var med fra start hos Union Berlin, der slog Paderborn 1-0 på hjemmebane. Paderborn har udspillet sin rolle i denne sæson og rykker ned i 2. Bundesligaen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Annonce