HORNBÆK: - Han sank ned i sandet, helt ned til midt på låret. Og så sad han uhjælpeligt fast. Så han skreg naturligvis og råbte på hjælp. Jeg forsøgte at komme hen til ham, men jeg sank også bare ned i sandet.
Sådan fortæller 71-årige Mariann Hartwig til Helsingør Dagblad om en ubehagelig situation med barnebarnet Viggo på syv år. Forleden gik Hartwig tur med blandt andet Viggo ved Hornbæk Havn, hvor store bjerge af sand på østsiden af havnen lokkede legeglade unger.
Mariann HartwigHvis små børn leger alene, så kan det være farligt
Vandet samler sig
Den årlige sandflytning er i gang ved havnen, og høje bakker af sand på stranden øst for havnen ligner en lækker legeplads for børn i alle aldre. Men det er ikke et helt ufarligt sted - i hvert fald ved bunden af sandbjergene, hvor vand samler sig og gør underlaget ustabilt.
- Det er ved foden af sandbunkerne, at der nærmest opstår underjordiske søer. Og sådan en faldt Viggo i. Jeg kunne ikke hjælpe, men heldigvis gik der en mand oppe på bjerget, og han kom ned og fik hevet Viggo op uden problemer. Mere dramatisk var det ikke, siger Mariann Hartwig og fortsætter:
- Men dagen efter var jeg forbi og så mange mennesker, der legede i det område. Og hvis små børn leger alene, så kan det være farligt. Så jeg forstod ikke, at Helsingør Kommune ikke havde sat skilte op.
Skilte er oppe
Kommunen har dog reageret hurtigt efter Hartwigs grimme oplevelse. Morten Brask Lauridsen, der er skov- og landskabsingeniør i Helsingør Kommune, har forklaret til TV 2 Lorry, at nu er der kommet skilte op.
"Vi har ikke været godt nok klar over, der kunne opstå det her problem, og det er selvfølgelig ærgerligt, det er endt i en dårlig oplevelse. Der er fast grund et stykke ned, så selvom det kan virke meget skræmmende at sidde fast, så har der ikke været en større fare", har skov- og landskabsingeniøren sagt til TV 2 Lorry.