Boligpriser: Der er noget naturstridigt over det. En smittefarlig virus har haft lukket landet ned og truer økonomien i rigtig mange virksomheder i hele Danmark. Alligevel har rigtig mange lige i denne tid besluttet sig for at købe et sommerhus, en ny lejlighed eller drømmehuset - og det får boligpriserne til at stige.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer, ejerlejligheder og sommerhuse var i juni på det højeste niveau i ti år. Det viser tal fra Boligsiden.dk, som en række ejendomsmæglerkæder løbende indberetter direkte til.
Søren V. Kristensen, SydbankDenne krise er ikke en normal krise - eller også har boligmarkedet bare ikke hørt om den.
- Denne krise er ikke en normal krise - eller også har boligmarkedet bare ikke hørt om den, konstaterer cheføkonom Søren V. Kristensen fra Sydbank.
For stigende arbejdsløshed, som ledighedstallene netop nu vidner om i kølvandet på coronakrisen, er ellers noget af det, der kan få boligmarkedet til at gå i stå og priserne til at falde. Men altså ikke nu.
- Der kan være flere årsager. Men jeg tror, at hjælpepakkerne er helt centrale Rigtig mange er blevet i arbejde og er ikke så bange for at blive ledige, som de ellers kunne have været, siger han om de offentlige støtteordninger med lønkompensation og hjælp til fasteudgifter for virksomhederne.
- Det gør, at mange har mod på at realisere en boligdrøm. Samtidig kan vi se, at udbuddet er lavt, så måske er der nogle sælgere, der holder lidt igen. Det er selvfølgelig også med til at holde hånden lidt under priserne, siger Søren V. Kristensen.
Overraskende
Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea, kalder det overraskende, at priserne er steget, når vi står midt i en krise.
Hun vurderer, at det kan skyldes, at de grupper på arbejdsmarkedet, der har været særligt udsatte, har været inden for restaurationsbranchen og nattelivet.
- De har traditionelt en lidt lavere tilknytning til boligmarkedet end mange andre. Det tror vi er en af de store forklaringer på, at boligmarkedet har klaret sig forholdsvis godt under krisen, siger Lise Nytoft Bergmann.
Gang i salget
Det høje niveau skyldes ifølge Boligsiden.dk en stigning i boligsalget den seneste tid.
- Da Danmark lukkede ned i midten af marts, havde ingen forudset, at vi lidt over tre måneder senere ville se rekordhøje salgspriser. Tværtimod var vi mange, der forventede et fald i priserne, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
- Men indtil videre er det store fald udeblevet, og det skyldes i høj grad den forrygende stigning i boligsalget, som vi har set på det seneste, tilføjer hun.
Der var heller ikke langt til rekordniveauet, for salgspriserne kom fra et højt niveau inden corona, lyder det.
Fra flere boligøkonomer lyder det dog samtidig, at de overraskende prisstigninger hurtigt kan afløses af fald i de kommende måneder.
- Jeg tror desværre, at vi vil se, at flere mister deres arbejde, i takt med at man udfaser hjælpepakkerne. Priserne vil måske falde lidt i andet halvår af 2020, siger Søren V. Kristensen fra Sydbank.
- Men de seneste tal er måske vidnesbyrd om, at det nok ikke bliver et voldsomt slag, boligmarkedet vil få, siger han.
Boligpriserne er på højeste niveau i ti år
- Villaer og rækkehuse
For villaer og rækkehuse er salgspriserne steget med 1,6 procent i løbet af den seneste måned. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er stigningen på 2,3 procent. Det bringer den gennemsnitlige kvadratmeterpris op på 14.637 kroner i juni. - Ejerlejligheder
For ejerlejligheder er salgspriserne steget med 0,9 procent i løbet af den seneste måned. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er stigningen på 2,3 procent. Dermed lander den gennemsnitlige kvadratmeterpris på 28.712 kroner i juni. - Sommerhuse
For sommerhuse er salgspriserne steget med 0,9 procent i løbet af den seneste måned. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er priserne steget 5,2 procent. Dermed lander den gennemsnitlige kvadratmeterpris på 17.156 kroner i juni.
Priserne for alle kategorier er det højeste niveau i ti år. Boligsiden har ikke taget højde for inflation.