Annonce
Helsingør

Borgmester vil fange de skjulte smittede: Helsingør Kommune skal have mange flere tests

Køen var meget lang, hvis man den 18. november ville coronatestes på Vapnagård. Foto: Lars Johannessen.
Region Hovedstadens testcentre burde besøge Helsingør Kommune mere regelmæssigt, mener borgmester Benedikte Kiær. Hun vil allerhelst have et permanent, lokalt center og mener, at den seneste uges tal giver hende gode argumenter på hånden.
Annonce

Corona: - Test, test, test, det skal vi have mere af, slår borgmester Benedikte Kiær fast.

Helsingørs konservative borgmester ser den seneste uges lokale tests som et rigtigt godt argument for at opgradere muligheden for at tage lokale prøver. For resultaterne viser klart, at der er gode grunde til at gøre det, påpeger hun.

Annonce

2.230 testet

Køerne var meget lange på Vapnagård. Man måtte vente længe foran fælleshuset ved Abildvænget, og også på Toldkammeret var der brug for tålmodighed.

Tålmodigheden, eller måske netop snarere utålmodigheden, har været stor i Helsingør Kommune i denne uge, hvor flere end normalt fik chancen for at lade sig coronateste uden at skulle forlade kommunen.

Den chance greb 2.230 da Region Hovedstadens mobile testcenter hele ugen var i Helsingør Kommune.

Benedikte Kiær mener at der burde være langt flere lokale coronatests. Foto: Lars Johannessen.

De 2.230 er en del af de godt 5.000 lokale tests, der blev foretaget i den forløbne uge. Sammenlagt tegner testresultaterne et lidt mørkt billede, set med Helsingør-briller. Dels er Helsingør nu nået over 100 nye smittede på en uge, dels er de tal de højeste i Nordsjælland lige nu. Og endelig, så er andelen af testede, der faktisk er positive, lidt højere end landsgennemsnittet.

Annonce

"Vi ramte rigtigt"

For Benedikte Kiær bekræfter tallene det, man troede, da man bad Region Hovedstaden om at få et testcenter til rådighed hele ugen. Det var oprindeligt et udbrud på Nordvej for godt en måned siden, der for længst er under kontrol, der var en væsentlig årsag til anmodningen. I mellemtiden har der blandt andet været coronaudbrud på Vapnagård og allersenest på skolen ved Rønnebær Allé .

De lokale testcentre afslørede mange nye smittede, og det havde Benedikte Kiær også forventet.

- Det viser, at vi har ramt meget rigtigt med de steder, vi har valgt. Jeg tror også, at vi har fået testet mange, som vi ellers ikke ville have fået fat i, siger hun.

Mange af dem, der måske ikke normalt bliver testet, var netop positive. Det sidste er et nøglepunkt, for de usynlige smittebærere er et stort problem.

- Der er forbløffende mange, der er coronasmittede, uden at de ved det, og uden at de kan mærke det. Dem finder vi kun, hvis vi tester meget mere, og så kan vi måske forhindre dem i at bliver superspredere, siger Benedikte Kiær.


Vi har allerede bedt regionen om at sende testcenteret igen, og det må gerne blive igen og igen, så vi regelmæssigt får besøg.

Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune


Annonce

Mange flere tests

På fredag får Helsingør Kommunes særlige coronakrisestab nye tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der går mere bag om de lokale smittede.

- Hvis de tal viser, at de nye smittede viser sig at være fra de områder, vi tror, så synes jeg, at vi skal have mange flere lokale tests, siger Benedikte Kiær.

Allerhelst ville Helsingørs borgmester have et permanent lokalt testcenter. Det midlertidige, der to dage om ugen tester ved færgeterminalen har sine begrænsninger. Og egentlig har Benedikte Kiær svært ved at forstå, hvordan de permanente centre er placeret.

- Jeg har altid haft svært ved at forstå, og forstår stadig ikke, at der skal være to permanente centre i Hillerød, siger Benedikte Kiær, med henvisning til, at der både er et testcenter ved Hillerød Hospital samt det, der ligger på Milnersvej.

Annonce

Igen, igen og ..

De mange, der benyttede chancen for at blive testet, er et argument for, at der også kunne ligge et center permanent i Helsingør, påpeger borgmesteren, der også mener, at man på den måde kunne tage hensyn til en del af befolkningen, der ikke har nemt ved at tage til Hillerød og lade sig teste.

Det er ikke sikkert at et permanent testcenter ligger lige om hjørnet, men der skal testes mere i kommunen, fastslår borgmesteren.

- Vi har allerede bedt regionen om at sende testcenteret igen, og det må gerne blive igen og igen, så vi regelmæssigt får besøg, siger hun.

Så mange blev testet

I  sidste uge blev der testet 2230 personer af Region Hovedstadens mobile teststeder.

Mandag: 376

Onsdag: 613

Fredag: 579

Lørdag: 310

Søndag: 352

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce