Annonce
Helsingør

Borgmesteren med dybfølt appel: Pas på for børnenes skyld

Alle skal lade sig teste, isolere sig hvis man er smittet og overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer, for smittetallet i Helsingør skal ned, så børn og unge kan komme tilbage i skole, lyder appellen fra borgmester Benedikte Kiær. Arkivfoto: Lars Johannessen

CORONA: Helsingør har et højt smittetal – så højt, at kommunen kan risikere, at børn og unge ikke må komme tilbage i skole efter påske. Og det må ikke ske, mener borgmester Benedikte Kiær (C).

- Jeg vil gerne sende en meget dybfølt appel om, at vi alle sammen skal passe på, for jeg kan ikke bære, hvis børnene ikke kan få lov til at komme tilbage i skole, siger hun til Helsingør Dagblad.


Annonce

Vores børn og unge trænger til at komme tilbage. Der er flere og flere, der mistrives. Så overhold retningslinjerne – for børnenes skyld

Benedikte Kiær, konservativ borgmester i Helsingør


Sådan ser situationen ud i for eksempel Fredensborg kommune, hvor børnene indtil videre først må komme tilbage i skole en uge efter påske i stedet for umiddelbart efter.

- Vores børn og unge trænger til at komme tilbage. Der er flere og flere, der mistrives. Så overhold retningslinjerne – for børnenes skyld, appellerer borgmesteren.

Stor fest

Benedikte Kiær påpeger, at der tilsyneladende er nogen, der – selvom vi er et år inde i pandemien – stadig ikke kender eller har forstået retningslinjerne og hvorfor det er vigtigt at overholde dem.

Hun nævner blandt andet et bryllup på Vapnagård for nylig med omkring 50 deltagere.

Her kan du blive testet i Helsingør

Færgeterminalen i Helsingør (ved landgangsbroen på 1. sal):

Tilbud om gratis kviktest uden tidsbestilling til alle borgere over 12 år.

Åbningstid alle dage fra kl. 05.45-22.00.

Laden på Vapnagaard, Hovmarken 8, Helsingør:

Tilbud om gratis kviktest uden tidsbestilling til alle borgere over 12 år.

Åbningstid: Alle dage kl. 08.00-20.00.

(Tilbagemeldinger fra personer, der bliver jævnligt testet, er i skrivende stund, at der er væsentlig kortere ventetid på at blive testet i testcenteret i Laden).

Helsingør Station, For Seas lokale ud mod stationen ved perron 13

Tilbud til alle borgere fra TestCenter Danmark om Corona-test ved halspodning (PCR-test). Kræver tidsbestilling via coronaprover.dk.

Åbningstider: Mandag: Kl. 08.00-13.30. Tirsdag: Kl. 15.30-21.00. Onsdag: Kl. 08.00-13.30. Torsdag: Kl. 15.30-21.00. Fredag: Kl. 08.00-13.30. Lørdag: Kl. 15.30-21.00. Søndag: Kl. 08.00-13.30.

NB: Husk sundhedskort og også gerne mobiltelefon

- Jeg forstår godt, at det er superærgerligt, at man ikke kan holde de store fester, man vil, men det går simpelthen ikke – man må vente, siger Benedikte Kiær.

Hun opfordrer alle til at blive testet ofte, isolere sig, hvis man er smittet og vent med de større fester.

- Problemet er, som jeg opfatter det, der er nogen, der ikke bliver synderligt syge af coronavirus men bare får influenzalignende symptomer, og derfor måske møder op på arbejde. Men virussen er bare meget smitsom, så det er rigtig vigtigt, man isolerer sig, afslutter hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce