Hornbæk: Beredskabet blev onsdag ved 10-tiden kaldt til en brand på Grænsestien i Hornbæk. Meldingen lød på bygningsbrand i villa/rækkehus, men heldigvis var realiteten, at der kun var ild i en emhætte.
Alarmen indløb klokken 10.08, og klokken 10.26 kunne politiets patrulje melde til vagtchefen, at ilden var slukket igen.
- Alle beboere var kommet ud, og der var ikke umiddelbart nogen tilskadekomne, fortæller pressevagten ved Nordsjællands Politi.
Ilden i emhætten opstod pludseligt.
- Branden er muligvis opstået på grund af problemer med noget strøm. Der har i hvert fald ikke umiddelbart været gang i noget madlavning på stedet, siger pressevagten, der fortæller, at brandårsagen vil blive undersøgt nærmere.