Annonce
Debat

Brevkassen - Livet og alt det der: Hvor ondt et menneske er jeg?

Kære Livet og alt det der

Jeg kom gående ned ad Stengade, da en forhutlet mand stoppede mig og spurgte, om han kunne låne min mobiltelefon. Han ville ringe til sin kæreste, så hun kunne komme og hente ham. Han var fuld og medtaget, men jeg afviste at udlevere min telefon til ham og gik videre. Hvor ondt et menneske er jeg så?

Den samvittighedsnagede

Annonce

Kære nagede

På en skala fra 1 til 10 ligger vi nok og roder omkring de 6-7 stykker. Men fortvivl ikke. Der er mange andre mennesker, der er lige ”onde” som dig.

Igen og igen bliver vi mødt med opfordringer til at donere, støtte og hjælpe, og der er masser af muligheder for at skaffe sig en dårlig samvittighed på en almindelige indkøbsrunde i byen. Undervejs når mange at ryste på hovedet ad Hus Forbi-sælgeren, ignorere ham, der står og samler ind til fordel for en rødlistet padde i Sri Lanka og at stikke talonen på kr. 17,50 for flaskerne i egen lomme i stedet for at give pengene til stop madspilds-kampagnen. Inden vi kommer hjem, er det næsten umuligt at mærke et stik af selvhad.

Andre imødekommer af et godt hjerte alle tiggerierne, og deres almisser kan være med til at få dem til at føle sig som gode mennesker. Men der er ingen grund til at have sort samvittighed, hvis du ikke følger eksemplet. Du har i forvejen accepteret, at staten napper mere end halvdelen af din løn og dermed betaler du frivilligt store summer til fællesskabet, til de svage og til ulandsbistand.

At udlevere sin mobiltelefon til et vildtfremmed menneske midt på gaden ville være det samme som at tage alt tøjet af og give det til ham. Det er ikke særligt sjovt, hvis det samtidig støvregner.

I dag ligger de fleste menneskers liv i den flade plade i inderlommen. Uden den føler vi os nøgne, og ingen kan bebrejde dig, at du ikke giver den fra dig. Hvad du derimod kunne have gjort, var at tilbyde at ringe til kæresten for ham. En venlighed, som formentlig også havde givet dig aflad for din dårlige samvittighed.

Niels Berg

Kære samvittighedsnagede

Da jeg læste dit spørgsmål, kom jeg, tidstypisk, som det første til at tænke på, at i disse coronatider vil jeg ikke dele min mobil med nogen. Mobiler er sådan nogle effektive smitte-bomber. Måske havde jeg ringet til mandens kæreste og givet hans besked videre.

Med min ældste datter diskuterer jeg tit emnet ”velgørenhed”. Hun stopper næsten altid op. Jeg gør det næsten aldrig. Så der er god grobund for en livlig diskussion.

En oplevelse har dog sat emnet i et lidt nyt perspektiv. Jeg besøgte min datter i Vancouver på den canadiske vestkyst. En by, der er populær blandt hjemløse, fordi den på grund af særlige klima-forhold er varmere end mange andre steder.

I huset, som min datter delte med flere andre, hører der en garage med. Uden for stod der en vogn, pakket med tæpper, soveposer og andet udefinerbart grej.

Ja, det er Daves vogn. Han er hjemløs og holder til her. Vi sørger for, han får noget mad.

Holder til her?

Det viste sig, at mange mennesker i Vancouvers bykvarterer lidt uden for den indre by lægger garager eller udhuse til hjemløse. Sørger for, at de kan ”spise med” og at de overlever. Velfærdssystemet er langt fra som det danske og vancouverne tager det som en større selvfølge, at hjælpen, den skal komme fra os alle.

Det ligger godt nok langt fra den danske mentalitet at have en hjemløs boende i carporten og lige at huske at servere en portion suppe om aftenen. Det er en oplevelse, der har sat sig fast hos mig. Måske skal vi ikke være så bange for lige at række ud. Måske bare til en snak.

Kirsten Moth

Kære Livet og alt det der

Jeg er endt i et tilfælde af tvivl. Tvivl om jeg skal løsne lidt på mine principper, eller om jeg skal holde fast.

Sagen er den, at jeg nu for tredje gang inden for et år er blevet inviteret til det, i mine øjne, underlige koncept - babyshower. Det er en god barndomsveninde, der venter barn, og jeg er selvfølgelig rigtig glad på hende og kærestens vegne. Men jeg får kuldegysninger af den helt ubehagelig slags, ved tanken om at 20 granvoksne kvinder skal skiftes til at nusse én rund mave, spise cupcakes i neonfarver og lege ”gæt hvilket brunt indhold der er i denne ble”-leg. For det er jo så sjovt, at se hovedpersonen få opkastfornemmelser af en smeltet Snickers-bar.

Skal jeg spare den akavede samtale, der kan opstå, når man begynder at opremse alle argumenterne for, hvorfor det her ikke skal blive en ting? Eller skal jeg pakke sammen og se lidt udover mig selv i denne sag?

Hilsen den cupcake-trætte

Kære cupcake-trætte

Der er mange måder at være sammen på, og i dag bliver der meget ofte lagt temaer for sammenkomster. Graviditet, nedkomst og børn er oplagte emner og der bliver måske nok gjort meget mere ud af de livsbegivenheder i dag, end der blev tidligere. Jeg kan i hvert fald med sikkerhed sige, at min mor aldrig har været inviteret med til en babyshower.

Som mand har jeg utrolig let ved at sætte mig ind i din modvilje. Babyshowers slår mig på en eller anden en måde som et udtryk for den selvoptagethed, der ligger i tiden.

Men jeg og mine kønsfæller har nok i det hele taget svært ved at sætte sig ind kvinders følelsesliv. Ikke fordi mænd er følelseskolde, men jeg vil påstå, at mandens følelsesliv nu engang bare er skruet sammen på en anden måde. Uden at skære alle hanner over én kam, så tror jeg, at den mand, der af den ene eller den anden grund har ladet sig overtale til at deltage i en babyshower ganske hurtigt vil opdage, at han er gået i en fælde. Hvis nogle af de tilstedeværende kvinder skulle tro, at han sidder og koncentrerer sig om arten af brunt indhold i en ble, tager de formentlig fejl. Han er snarere ved at sammenkøre alle sine intellektuelle ressourcer for at finde ud af, hvordan han hurtigst muligt kan slippe ud af lokalet uden at blive opdaget.

For her er vi inde på noget føle-føle, som mange mænd kan have svært ved at leve sig ind i.

Men igen: Hvad ser kvinder i at pille motoren ud af en gammel Morris, skille den ad og samle den igen?

Som allerede antydet kan jeg altså selv føle de kuldegysninger, du får ved tanken om baby shower-arrangementet. Man vil jo ikke såre nogen, men hey - det er ikke din bedste venindes bryllup eller hendes mors begravelse, du melder afbud til. Du ser i mine øjne stadig ud over dig selv ved at sige nej til en babyshower. Ja, jeg synes faktisk du tegner et billede af en selvstændig kvinde der ikke lader sig hvirvle med i modestrømninger og trends – og som en kvinde med en pæn portion selvindsigt.

Niels Berg

Kære cupcake-trætte

Mors dag, fars dag, Valentines dag. Halloween. Og babyshower. De amerikanske traditioner er over os. Dybest set handler de vel alle om, at vi skal have banket gang i forretningernes salgskurver og have øget vores forbrug. Nogle siger, at babyshower er en hyldest til moderen. Jeg har også hørt nogen sige, at det er ”en anerkendelse af moderen for hendes præstation og den udfordring, som det er at være gravid.”

Det er blevet et ”projekt” at være gravid.

Iværksættere har selvfølgelig set chancen og lavet firmaer, der sælger bjerge af pastelfarvede balloner og servietter. Lige som nogen sælger diamantringe til Valentines Dag.

Nu har det jo altid været rigtig hyggeligt og rart at mødes med veninderne. Snakke, spise lidt god mad, udveksle glæder og sorger. Og gennem det gode venindeskab føle sig glad, tryg, inspireret og værdsat.

Sådan er det jo også, når man er gravid.

Det kan vi da aldrig få for meget af.

Jeg fatter bare ikke, hvorfor man skal fejre noget, der endnu ikke er sket.

Til gengæld synes jeg, at barselsbesøg er noget af det mest livsbekræftende, når de nybagte forældre er klar til det. Det hele må gerne være lidt kaotisk, alle tager det, som det kommer og den lille nye verdensborger kan med rette tiltrække sig alles kærlige opmærksomhed som det helt naturlige midtpunkt. I den situation er det ikke formen og farverne på the cupcakes, der overtager showet. På barselsbesøg er det bare glæden over det nye liv, der fylder det hele.

Til dig, kære cupcake-trætte. Hvis den tredje veninde, du nu er inviteret til ”cupcakes i neonfarver” hos, er en meget nær veninde af dig, så tror jeg, at jeg denne ene eftermiddag ville se stort på mine egne principper og deltage. Du, som kender din veninde godt, har nok en god fornemmelse af, om denne event betyder en hel masse for hende. Eller slet ingenting. For det kan jo også godt være. At hun også bare er gledet med på bølgen.

Er hun en veninde lidt længere ude i periferien, så ville jeg glæde mig til at kigge ind en anden dag, fordi det passer bedre. Eller når hun har født.

Kirsten Moth

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Eriksen har sendt besked til Inter-spillere i gruppechat

Helsingør For abonnenter

Maiken er blevet glad for hjemmekontoret: - Jeg er blevet en bedre mor og kone af at kunne arbejde hjemme

Annonce