Annonce
Sport

Cecilie Uttrup tager VM-pres med ro: Det bliver møgfedt

Heinz-Peter Bader/Reuters
De danske medaljechancer i kvindernes landevejsløb ved VM står og falder med Cecilie Uttrup Ludwig.
Annonce

Alt afhænger af Cecilie Uttrup Ludwig, når det danske kvindelandshold i cykling kører landevejs-VM i Imola lørdag eftermiddag.

Det blev meldt ud allerede ved udtagelsen af holdet. Og forhåbningerne til den 25-årige bjergrytter er kun blevet forstærket efter Uttrups fjerdeplads i Giro d'Italia, der sluttede for en uge siden.

Hun er kommet til Imola som Danmarks klare kaptajn. Det ved hun, men det er langtfra et pres, der tynger Uttrup i knæ.

- Det går nok, siger hun med en kluklatter.

- Jeg har brede skuldre og kan klare presset. Jeg glæder mig bare og føler mig klar.

Trods topplaceringen kom hun mellemfornøjet ud af Giro d'Italia. Hun var nemlig blot to sekunder fra tredjepladsen og dermed en plads på sejrspodiet.

- Selvfølgelig er det en bittersød fornemmelse og lidt træls at mangle to sekunder. Men det positive er, at det bekræftede mig i, at jeg er i fin form.

- Det har været en ret fin optakt. Jeg kørte Giroen og kørte direkte derfra til Imola. Jeg har kørt VM-ruten hver dag i en uge nu, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

VM-løbet foregår på en rundstrækning, som skal gennemkøres fem gange med udgangspunkt på racerbanen i Imola.

Herfra kører rytterne ud i det kuperede landskab og skal kæmpe sig igennem 143 kilometer og 2800 højdemeter, inden de når målstregen.

Og det danske medaljehåb er - mildt sagt - begejstret for ruten.

- Det er bare en møgfed rute. Den er megahård, men samtidig er den smuk. Hold op, hvor er der flot. Det er nu ikke, fordi vi kommer til at sidde og nyde det, men det bliver flotte helikopterbilleder for tv.

- Det går op ned og til højre og venstre. Der er blevet lagt ny asfalt hele vejen rundt. Den er så klar til at blive kørt på, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

Da holdet blev udtaget, sagde landstræner Tayeb Braikia, at holdet skal køre efter en medalje til Cecilie Uttrup.

Selv stiler hun i første omgang efter at være med fremme, når løbet skal afgøres.

- Hvis jeg kan sidde med de allerbedste klatrere, vil jeg være tilfreds, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

I VM-løbet får hun hjælp af fem holdkammerater. Det er Pernille Mathiesen, Emma Norsgaard, Julie Leth, Birgitte Krogsgaard og den tidligere verdensmester Amalie Dideriksen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Mangel på daginstitutionspladser: Så mange børn kan ikke få en plads i deres egen by

Helsingør For abonnenter

Leder: Problemet skulle være løst for flere år siden

Annonce