Charlotte har arbejdet i hjemmeplejen i 40 år: Dengang var det tre besøg om dagen og ingen hjælp

SOS SOSU: I 40 år har Charlotte Bjerre arbejdet i hjemmeplejen i Helsingør Kommune, og hun elsker stadig sit job.

Jubilæet har fået hende til at stoppe op og tænke over den rejse, hun har været med på, for Charlotte har været med siden hjemmeplejens spæde start i Danmark.

- Jeg har været med på hele rejsen, og sikke en rejse. Det er lidt vildt, hvordan det var til at starte med og nu. Og hvor mange borgere jeg har sagt farvel til, hvor jeg har siddet og holdt dem i hånden til det sidste, siger hun tænksomt.

Og så er der alle de gode minder, dem er der heldigvis flest af.

- Jeg har været inde i næsten alle huse i kommunen. Jeg har været i de små lejligheder i Helsingør og ude på gårdene i Tikøb, hvor det var ren Morten Korch. Madam Blå blev taget ned af hylderne, når vi skulle have kaffe, og kagen var altid hjemmebagt, uanset hvor du kom, husker hun.

Nogle gange bliver hun spurgt, om hun ikke skal ud at lave noget andet.

- Er det en joke? Vi kommer hos de svageste, dem skal man tage sig af. Jeg kan se mig selv i spejlet om aftenen og sige; ’Charlotte, du har gjort noget godt!

For tre år siden tænkte hun faktisk, at nu skulle hun prøve noget andet. Hun ville prøve at arbejde på et plejehjem.

- Jeg søgte ud på Falkenberg, men jeg stoppede efter tre måneder. Det var slet ikke mig. Jeg er og bliver en hjemmepleje-pige. Men jeg er glad for, at jeg har prøvet det, siger Charlotte, som ringede til sin leder og fik sit job tilbage med det samme.

Det hele begyndte i 1982. Charlotte var 18 år, hun var lige kommet hjem fra et high school-ophold i USA og havde brug for et job. Hun arbejdede lidt i en vuggestue, men det var ikke noget for hende. Hendes mor arbejdede i hjemmeplejen og foreslog hende at prøve det. Charlotte kom til samtale og fik jobbet med det samme.

- De første fem dage kørte jeg med en sygeplejerske, hvor vi besøgte tilfældige klienter. Borgerne blev kaldt klienter dengang, og vi havde hvide kitler på, fortæller hun.

Derefter stod hun på egne ben. Hun havde tre klienter om dagen, to om formiddagen, frokostpause og én om eftermiddagen. Kun meget sjældent var der noget ekstra.

- Jeg havde ingen steder at spise min frokost. Jeg kunne håbe på, at en af klienterne gav mig lov til at spise der, ellers var der pølsevognen, husker hun og griner.

Opgaverne var også meget anderledes end i dag. De ældre fik tildelt to timer, hvor de selv kunne bestemme, hvad der skulle laves af praktiske opgaver og pleje.

- Jeg skulle måske lave mad til de næste dage, pudse vinduer eller kobbertøj eller rede frynserne på deres ægte tæpper, fortæller Charlotte og griner.

Den slags opgaver kan man ikke blive visiteret til i dag.

Hvis Charlotte skal summe op, hvad forskellen på hjemmeplejen dengang og nu er, lyder det:

- Vi har væsentlig flere borgere med mindre tid og færre hænder. Men der er en grund til, at jeg er blevet i faget, siger hun.

I dag har hun været på arbejdet fra klokken 7.30 til 14.30 med 29 minutters frokostpause. Hun har sine faste borgere, møder til tiden og går hjem til tiden.

- Jeg har fire faste borgere om formiddagen og måske en ekstra. Om eftermiddagen kører jeg tilbage til tre af dem, og så har jeg måske én til to korte besøg, hvor jeg for eksempel skal give medicin eller servere mad. De er dejlige, de borgere jeg har. Jeg har det godt i dag, slår hun fast.

I mange år arbejdede hun syv dage i træk og havde syv dage fri, for sådan gjorde man.

Først efter flere år i jobbet fik hun et syv ugers grundkursus i Hillerød og var formelt uddannet hjemmehjælper. I 2000 tog hun uddannelsen som social- og sundhedshjælper. Men sin lange anciennitet kunne hun nøjes med tre måneder på skolebænken og tre måneders praktik på et plejehjem.

Det kan lyde som lidt af en loppetjans dengang for 40 år siden, men det er en sandhed med modifikationer. Det var et fysisk hårdt arbejde, som Arbejdstilsynet på ingen måder ville acceptere i dag.

- Vi havde ingen hjælpemidler. Du var heldig, hvis der var en plejeseng med pumpe og en bækkenstol, ellers foregik det i sengen med bækken ind under. Der var ingen lifte eller glidestykker, man skulle bare tage fat, og det var hårdt, forklarer Charlotte.

Når en af de ældre skulle flyttes eller løftes, stod hjemmehjælperen alene med opgaven og måtte klare det bedst muligt. Det kunne være noget besværligt at håndtere for eksempel hjælp til bad og toiletbesøg i de mange boliger med meget små badeværelser.

- I dag er det jo ingen sag. Heldigvis. Der er alle de hjælpemidler, vi kan bede om, og vi har forflytningsvejleder og alt sådan noget, siger hun.

Kommunikationen var også svære end i dag.

- Dengang havde vi ingen PDA (håndholdt computer, red.) eller mobiltelefoner. Hvis vi skulle have fat i nogen, måtte vi låne klienternes telefon eller finde en telefonboks. Der gik mange år, inden vi fik walkie talkies, der kunne række 500 meter, fortæller Charlotte, som dengang kørte i hele kommunen.

I dag har hun sin rute i Espergærde, hvor hun cykler rundt til borgerne.

- Jeg får dejlig frisk luft og masser af motion, siger hun.

Charlotte har aldrig fortrudt, at hun valgte hjemmeplejen, og hun er glad for, at hun har været med fra starten.

- Jeg er så glad for, at jeg har prøvet det, siger hun og tilføjer:

- I princippet kan jeg nå mit 50-års jubilæum.

Har du en plejer som Charlotte? Eller kender du en anden god hjælper, assistent og sygeplejerske, der fortjener noget anerkendelse? Så send en lille tekst på maksimalt 1.000 anslag, hvor du forklarer, hvorfor denne person er den bedste til sit job i følge dig. Med i pakken vedhæfter du også et billede af dig og pågældende, og det hele sender du til fællesskabs- og debatredaktør Julia Friis på jufrj@jfmedier.dk.