Annonce
Helsingør

Clara vil til OL: - Jeg skal toppe i 2028

Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen har en plan for de næste 10 år som sejler.  Foto: Lars Johannessen
Den 22-årige fra Espergærde har store drømme om fremtiden, hvor hun gerne vil være blandt de bedste sejlere i Danmark. Derfor er jagten nu gået ind på både sponsorer og en ny 49'er FX jolle.
Annonce

SNEKKERSTEN: De færreste kan starte til en sportsgren som 14-årige og så rent faktisk have en chance for at repræsentere Danmark ved OL i disciplinen.

Det er dog tilfældet for 22-årige Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen fra Espergærde, der i 2012 i ottende klasse startede til sejlads i Snekkersten Skotterup Sejlklub.

Hun startede i klubben i sin tid, fordi nogle af de andre piger fra hendes klasse gjorde det, men da de stoppede, blev hun ved.

- Jeg kom til en skillevej i niende klasse, hvor jeg skulle vælge mellem at spille trompet på højt niveau eller at fordybe mig endnu mere i sejlads. Da det kom til stykket, fandt jeg mig bare bedst til rette i jollen på havet, fortæller den unge sejler.


Det kommer til at tage den tid, det skal tage. Vi har måske ikke nok år sammen nu som makkere, men i 2027, hvor kvalifikationen starter for OL 2028, skal vi toppe. Det er ikke urealistisk, og det er det, vi arbejder hen i mod.

Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen, sejler


I Snekkersten-klubben mødte hun dog tidligt et loft for, hvor meget hun kunne udvikle sig som sejler, og træneren i klubben anbefalede hende at skifte til en større adresse.

Det førte hende i første omgang til Farum Sejlklub, før hun endte i KDY Rungsted, der har en stor talentafdeling.

- Her mødte jeg andre unge, der havde sejlet i langt flere år, end jeg havde, og selvom jeg måske havde de rigtige ambitioner, havde jeg ikke det rigtige niveau. Derfor sugede jeg også alt den viden og knowhow til mig, som jeg kunne, hvilket har rykket mig til dér, hvor jeg er i dag, siger hun.

Annonce

Flytter til Århus

I dag er hun er det, man på godt dansk betegner som et talent, der har sejlet eurocups i bådtypen 29er, der er ungdomsklassen til 49er FX'en, danske stævner i 49er FX, en world cup, et EM og et VM, hvor det i sidstnævnte blev til en sjetteplads.

Hun er netop begyndt at sejle med en ny makker, den 20-årige Malene Steen Just Petersen fra Århus, hvilket har budt på mange timers pendling, når de har skullet tage træne sammen.

Det slutter dog nu.

- Vi tror så meget på vores makkerskab, at jeg er flyttet til Århus for at studere og sejle, så meget jeg kan komme til. Århus er nok hovedstaden i Danmark, når det kommer til sejlads, forklarer Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen.

I Århus ligger nemlig det Internationale Sejlsportscenter, hvilket tiltrækker nogle af de bedste sejlere fra hele landet. Det er hovedårsagen til, at Clara vil flytte derover, så hun kan udvikle sine kompetencer som sejler endnu mere.

- Lige nu bruger jeg mellem 20 og 30 timer om ugen på at sejle eller styrketræne, og jeg elsker det. Når jeg er ude på vandet, får jeg en følelse af kontrol, men samtidig skal man være på vagt og have respekt for vind, vejr og havet, og adrenalinen kan sagtens pumpe rundt i blodet, mens man er derude, fortæller hun.

Annonce

Skal fortsætte i mange år

Sammen med sin 20-årige makker har Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen lagt en plan for de næste ti år, hvor den sportslige målsætning er fuldstændig klar.

Først og fremmest vil de forsøge at kæmpe sig med til OL i 2024, og hvis det ikke lykkedes, skal det være springbrættet for at komme med til OL i 2028.

- Det kommer til at tage den tid, det skal tage. Vi har måske ikke nok år sammen nu som makkere, men i 2027, hvor kvalifikationen starter for OL 2028, skal vi toppe. Det er ikke urealistisk, og det er det, vi arbejder hen i mod, siger Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen.

Til august skal Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen flytte til Århus,  Foto: Lars Johannessen.

Til den tid vil de i så fald vil være 30 og 28 år, hvilket faktisk stadig er ungt i sejlads, fortæller hun.

- Argentina har en OL-atlet, der er over 50 år, som skal med til OL i 2021, så man kan sagtens fortsætte i den her sportsgren længere end i mange andre. Det kan man, fordi det i lige så høj handler om taktik og teknik, som det handler om styrke, siger sejleren.

Annonce

Vil være en del af feltet

For at deltage i OL, skal man være blandt de bedste danskere til de kvalifikationsstævner, som finder sted i 2023 og 2027. Det er vind eller forsvind, og på de dage kan alt ske, fortæller Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen.

- Det er de bedste, der går videre, så derfor skal vi også være blandt de bedste. Vi har tidligere været i ungdomsklassen, men nu skal vi til for alvor at klare os selv. Derfor er vi også i gang med at lede efter sponsorer, der vil være en del af vores rejse mod OL 2028, fortæller hun.

Selvom både hendes familie og venner til tider synes, at hun bruger for meget tid og energi på sejlads, har hun ikke tænkt sig at stoppe. Det skyldes ikke mindst det sociale miljø og alle de venner, som sporten har givet hende, hvilket nu snart har ført hende til Århus.

Hun ser frem til, at hun kan bo tæt på sin makker, og at de kan have et hverdagsmiljø sammen.

- Det bliver fantastisk at være en rigtig del af miljøet i Århus og bruge de kommende år på at bygge os op, som en vigtig del af det danske felt. Efteråret skal bruges på at træne, og så er vi klar til de udenlandske stævner til næste år, siger Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen.

Hvad er en 49'er FX?

49’er FX er en tomandsjolle til kvindelige sejlere.

Den er 4,876 meter lang, 2,743 og vejer omkring 70 kilo.

Den har været på det olympiske program siden 2000 og er blandt de hurtigste.

Båden styres af en rorsmand og en gast, og det handler derfor om at disse er gode til at arbejde sammen.

Danskerne Jonas Warrer og Martin Kirketerp deltog i 49er under sommer-OL 2008 og vandt guld

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Bølge af positive coronatests: 12 institutioner i Helsingør ramt af smitte

Danmark

Se klippene - udvalgte spørgsmål til statsministeren: Kan jeg bryde loven og via min uvidenhed slippe for straf?

Annonce