CORONA: Testkapaciteten skal øges i Helsingør. Det var et af budskaberne, der blev sendt da Helsingør kom med i en særlig indsats rettet mod i alt 18 hovedstadskommuner.
Men man skal tilsyneladende væbne sig med tålmodighed at dømme efter de erfaringer, en læser har haft. Han fortæller, at da han i går gik ind for at få en test, så skulle han frem til den 22. december, før der var en ledig plads. Det vil sige en ventetid på 13 dage.
Ifølge TV2 er der nu alle steder i hovedstadsområdet nu mindst en dags ventetid på at blive testet. Det viser Danske Regioners seneste opgørelse over ventetid på test i det såkaldte sundhedsspor på hospitalerne i Bispebjerg, Herlev, Hvidovre og Hillerød.
Ventetiden er højest i Holbæk, hvor man skal vente 14 dage på at blive testet.
I sidste uge var der mobile testbusser i Helsingør Kommune, men nu er busserne igen sendt andre steder hen, og først den 17. december kommer der igen en mobil testbus til Helsingør Kommune.
I øjeblikket er man igen med at øget testkapaciteten i hele landet, og det forventes at man om godt en uge kan øge antallet af daglige tests til fra 100.000 til 115.000. I januar øges kapaciteten yderligere til godt 140.000 daglige tests.