Annonce
Nordsjælland

Corona: Lad os få et permanent testcenter i Helsingør

Chefredaktør Peter Hagmund-Hansen. Foto: Lars Johannessen
Annonce

Smittetrykket stiger; det samme gør usikkerheden. Derfor er der et voksende behov for at blive testet for corona - og derfor også et voksende behov for et permanent coronatestcenter i Helsingør. Derfor bør Region Hovedstaden snarest tage initiativ til at åbne et sådant center.

Det nuværende, midlertidige center ved færgelejet i Helsingør er kun åbent to dage om ugen og er, som dagbladet beskrev i går, blevet udsat for et kraftigt øget pres i de seneste uger. Derfor bør regionen tage konsekvensen og åbne et permanent center, der kan sikre, at alle, der har behov for en coronatest, kan blive testet nemt og hurtigt.

Realiteten er, at pandemien er på fremmarch. For få uger siden blev der på landsplan blot fundet mellem 10 og 20 nysmittede om dagen. Nu finder man dagligt mellem 300 og 400 nysmittede. Det går hastigt i den forkerte retning, og derfor er det nødvendigt at få udvidet testkapaciteten og få forbedret testfaciliteterne, ikke mindst i grænsebyen Helsingør. Du, jeg og alle de andre i vores område skal kunne blive testet uden at skulle vente i lange køer og uden at skulle vente adskillige dage på at komme til.


Vi skal sørge for at holde afstand, vaske hænder og spritte af. Og regionen skal sørge for at sikre os et permanent testcenter.


I disse dage og uger handler det ikke kun om testfaciliteter, men også om hvordan vi opfører os i det daglige. Faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, blev i dagbladet i går citeret for, at vi hver især skal beslutte os for, hvem vi vil se i efteråret: "Man skal prøve at finde en social boble at være i. Så man finder måske en håndfuld eller 10 personer, som man så ser", sagde han.

Vi står med andre ord på kanten af et efterår, hvor vi ikke får mulighed for at være så sociale, som vi måske kunne tænke os. Det kan blive et langt og sejt efterår at komme igennem. Et efterår, hvor vi hver især skal gøre vores for at begrænse smitten. Og et efterår, hvor regionen naturligvis også skal gøre sit for at sikre, at de af os, der måtte have symptomer, kan blive testet tæt på deres bopæl.

Vi skal sørge for at holde afstand, vaske hænder og spritte af. Og regionen skal sørge for at sikre os et permanent testcenter. Det kan kun gå for langsomt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce