Annonce
Indland

De ældste har alle fået første vaccinestik efter næste uge

I næste uge modtager Danmark blandt andet over 70.000 doser fra Pfizer/BioNTech og 76.000 fra AstraZeneca.

I næste uge - uge 8 - vil de tilgængelige vaccinedoser i landet i overvejende grad blive givet til de ældste borgere, som skal have det første stik.

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle personer på 85 år eller ældre vil have modtaget første stik i løbet af næste uge, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

- Vi går målrettet efter at få vaccineret de ældste og de mest sårbare først – og i øjeblikket er det dem, der står i første række til at få deres andel af de vacciner, der kommer til landet. Vi er meget langt med at få vaccineret de allerældste, udtaler direktør Søren Brostrøm.

Danmark modtager i næste uge 70.200 doser af Pfizer/BioNTechs covid-vaccine.

Kun under 1000 af doserne vil blive anvendt til vaccination med andet stik. De resterende doser bliver givet til ældre, der skal have første stik.

Det drejer sig om målgruppe 3, der rummer alle borgere over 85 år, og målgruppe 2, som omfatter borgere på over 65 år, som modtager praktisk hjælp og pleje i eget hjem.

Også målgruppe 7 - personer mellem 80 og 84 år - kan se frem til vaccinestik i næste uge, men her vil de fleste først få tilbuddet i løbet af marts.

De vil få tilbudt doser fra medicinalselskabet Moderna, som leverer 24.000 nye doser til Danmark.

- Vi får stadig ikke så mange vacciner, som vi har brug for, så man må fortsat væbne sig med lidt mere tålmodighed, hvis man selv eller ens pårørende ikke har fået nogen invitation endnu, siger Brostrøm.

En opdateret leveranceplan fra en anden producent, AstraZeneca, betyder desuden, at Danmark nu kender til antallet af kommende doser fra AstraZeneca frem til udgangen af marts.

Derfor er vaccinationskalenderen nu opdateret, så det fremgår, at lidt flere i frontpersonalet i sundheds- og ældresektoren vil blive vaccineret med AstraZeneca-vaccinen.

I slutningen af næste uge sender AstraZeneca således 76.000 doser, som vil blive brugt i uge 9 på frontpersonale.

Kalenderne for både leverancer af vacciner og vaccinationerne bliver opdateret en gang om ugen. Da der er direkte sammenhæng mellem antallet af vacciner til rådighed og det antal, man kan vaccinere, bliver vaccinationsdatoerne også justeret.

/ritzau/

Pressemeddelelse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Overlæge med speciale i overvægtige børn: Det ligger dybt i os, at når vi er kede af det, så propper vi noget i munden

Annonce