Annonce
Debat

Debat: Bevar Hellebæk Klædefabrik som erhvervsområde

Genrefoto: Hellebæk klædefabrik. Foto: Lars Johannessen
Annonce

DEBAT: I 1989 kravlede en lokal Hellebækborger op i den store fabriks skorsten på Hellebæk Klædefabrik. Han var i kaptræsko og et sammenrullet Dannebrog, som han nåede at vifte en hel del med, inden politiet ankom. Formålet var at protestere mod bortsprængning af skorstenen og Klædefabrikkens omdannelse til konferencecenter. Ingen vidste på det tidspunkt, at ruinen fra fordoms storhed skulle ende, som et af de smukkest restaurerede industrianlæg i landet. Godt tænkt af det byråd, der vedtog den lokalplan i 1998, der skabte de rigtige rammer.

Alternativet var skræmmende. Man ville overbebygge fabriksgrunden med et fuldt udbygget kursus- og konferencecenter. Med en udnyttelsesgrad så ikke en kvadratmeter gik fri. Ingen i Hellebæk ønskede dette.


Hellebæk har overhovedet ikke brug for urbanisering med caféer og badebro som lokkemad.


I over tyve år har fabrikken rummet liberale erhverv i mange skikkelser. Masser af biler på parkeringspladsen og livlig trafik af gående fra stationen, på vej til og fra arbejde. Nogle sågar helt fra Sverige. Mange gode arbejdspladser skabt, men desværre i de senere år også tabt.

Færre biler på P- pladsen og ingen svenskklingende stemmer i byen.

I den bedste af alle verdener ville de to pensionsselskaber Pension Danmark og Velliv, der ejer Hellebæk Klædefabrik, handle ansvarligt på den nye virkelighed og være deres samfundsansvar bevidst. De gør alt hvad der står i deres magt, for at stimulere udlejningen og forhindre at fabrikken står tom og sårbar tilbage.

Det at stå tomt, er døden for et erhvervsområde, det er den skæbne, der har ramt Småkagen og flere andre erhvervsområder i vores Helsingør.

Så rykker vandalerne ind med meningsløse skader til følge.

Sådan ser Hellebæk klædefabrik heldigvis ikke ud endnu. Alle udendørs områder og bygninger er i fantastisk stand.

Alt er intakt og brugsparat til erhverv i alle afskygninger, derfor virker det også som en alt for let løsning på de nævnte udfordringer at omdanne bygningerne til boliger og yderligere tilføre nye boliger på den i forvejen fuldt udnyttede grund. Det er nemlig det ejerne, pensionsselskaberne, barsler med forslag om.

De vil simpelthen ændre lokalplanen fra erhverv til helt eller delvis bolig på Klædefabrikken.

Jeg mener, det er alt for uambitiøst, at lade pensionsselskaberne maximere deres investering, endsige mangedoble den ved at lave dyre højloftede New Yorker-lejligheder i bygningerne. Uanset om det er helt eller delvist.

Hverken det unikke område Hellebæk, er som boligområde, kulturhistorisk eller naturperle tjent med at ændre status fra erhverv til bolig, fordi en fordobling af indbyggertallet i Hellebæk vil øge brugertrykket på alle de værdier, vi alle værner om.

Hellebæk har overhovedet ikke brug for urbanisering med caféer og badebro som lokkemad.

Havde den gamle skorsten været der endnu, ville jeg finde en ungersvend i træsko og lade ham kravle de 60 meter op, for at svinge flaget med teksten: Bevar Hellebæk Klædefabrik.

Min appel til Byrådet under den kommende lokalplanbehandling er: Sæt foden ned og bevar arbejdspladser i kommunen. Værn om de helt unikke værdier i Hellebæk bygningskultur, historie, natur med videre, og tving pensionsselskaberne til at gentænke planen.

Der er masser af muligheder, måske ligger de allerede i indbakken og er sat på hold med udsigten til velhaverpenge, der klirrer i kassen - pensionskassen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Den ukendte hospitalsnormering

Danmark

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce