Annonce
Danmark

Debat: Covid-19 går værst ud over piger og kvinder

Debat: Golmina på 13 år lever i en landsby lidt uden for Kabul i Afghanistan. Hun er flygtet hertil, fordi hun i sin hjemby, Kunduz, sammen med en gruppe af andre piger fra hendes skole blev overfaldet og tævet af væbnede grupper. Samtidig blev Golminas og kammeraternes familier truet på livet, alene fordi døtrene gik i skole.

Flemming Møller Mortensen

Desværre er Golminas historie kun én af mange. 8. marts er kvindernes internationale kampdag, hvor vi fejrer de mange fremskridt, verden har set for kvinders ligestilling. Men det er også dagen, hvor vi desværre må sande, at der fortsat er meget at tage fat på. I verdens fattige og skrøbelige lande og i humanitære kriser udsættes piger og kvinder stadig i uhyrlig grad for diskrimination, voldtægt, børneægteskaber og begrænset adgang til prævention og sundhedsydelser. Og covid-19 har kun gjort ondt værre. Den barske sandhed er, at kriser altid går hårdest ud over de i forvejen mest sårbare, navnlig piger og kvinder.

Johanne Schmidt-Nielsen. Pressefoto

Ifølge tal fra FN bliver 243 millioner kvinder hvert år udsat for seksuel eller fysisk vold af en intim partner. Og omfanget af kvindelig kønslemlæstelse - det der tidligere blev kaldt omskæring - forventes at stige i løbet af de næste 10 år som resultat af afbrudte forebyggelsesindsatser under covid-19. Ikke én eneste pige eller ung kvinde burde udsættes for vold. Men tal fra Red Barnet og FN peger på, at alene antallet af børneægteskaber på globalt plan vil stige markant inden for de næste 5-10 år som følge af covid-19.


At få piger i skole og holde dem der, er det bedste værktøj, vi har til at modvirke kønsbaseret vold og børneægteskaber og til at forbedre pigers fremtidsmuligheder.

Fra debatindlægget


Børneægteskaber standser pigers skolegang, isolerer dem, og bringer dem i overhængende fare for at blive udsat for vold i hjemmet. At få piger i skole og holde dem der, er det bedste værktøj, vi har til at modvirke kønsbaseret vold og børneægteskaber og til at forbedre pigers fremtidsmuligheder. En god skolegang klæder også piger såvel som drenge på til at kunne forstå og respektere hinandens rettigheder. Derfor er det helt afgørende, at Danmark er med til at sikre adgang til kvalitetsuddannelse til både piger og drenge.

Der er også Marieme fra Dakar i Senegal. Som 11-årig blev hun seksuelt misbrugt, og som 13-årig blev hun gravid. Alene med sin søn måtte hun forsøge at finde styrken til at klare sig.

Mariemes historie er heller ikke unik og vidner om, at vi også skal have fokus på den psykosociale sundhed. For når man har været udsat for voldtægt, eller som teenager har gennemgået en graviditet og født et barn, er det ikke kun kroppen, der skal hele. Det samme skal psyken og værdigheden.

Børn og unge med ar på sjælen kan have svært ved at lære i skolen, danne positive relationer og i sidste ende bidrage til det samfund, de er en del af. I Mariemes situation var Red Barnet med til at skaffe hende tag over hovedet, adgang til sundhedsydelser og psykosocial støtte. Samtidig kom hun med i et træningsforløb, hvor hun fik tilegnet sig faglige færdigheder, som hjalp hende videre.

Danmark spiller allerede en vigtig rolle i forhold til at sikre adgang til psykosocial støtte til sårbare og voldsramte børn og familier. Men der er et klart og stort behov for, at vi får tænkt psykosociale ind på tværs af alle indsatser, og at vi får øget kapaciteten, så den matcher det store behov, vi ser.

Fra årsskiftet har Danmark overtaget lederskabet af det globale Call to Action-initiativ, der samler 92 stater, donorer, civilsamfundsorganisationer og FN-organisationer om at bekæmpe seksuel og kønsbaseret vold i humanitære kriser. Red Barnet vil sammen med flere andre danske NGO’er støtte op om Danmarks lederskab. Sammen skal vi prioritere at bekæmpe kønsbaseret vold og gøre det til en integreret del af alle humanitære indsatser.

Det er afgørende, at vi skaber politisk opmærksomhed på dagsordenen og opbakning til det arbejde, der skal forebygge og beskytte piger, blandt andet ved at fremme ligestilling og ved at sikre adgang til uddannelse og livsnødvendige serviceydelser. Ligesom vi skal arbejde målrettet for, at kvinder og piger i langt højere grad inddrages i tilrettelæggelsen af humanitære indsatser.

På kvindernes internationale kampdag er der grund til at ønske tillykke med alle fremskridtene - til alle piger og kvinder i verden. Der er meget at fejre, men der er endnu mere at kæmpe imod og arbejde for. Flere piger og kvinder skal sikres bedre levevilkår. Det kan kun gå for langsomt. Det skylder vi Golmina, Marieme og deres millioner af medsøstre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Hvad har vi lært af corona?

Annonce