Annonce
Debat

Debat: Hvem har ret til sandheden om 5G…?

Akrivfoto. 5G-mast. REUTERS/Adrees Latif
Annonce

DEBAT: Dette debatindlæg skal ikke handle om for eller imod i forhold til 5G som teknologi. Det skal handle om argumentationen i debatten. Den 23/7 havde jeg et læserindlæg i Helsingør Dagblad, hvor jeg omtalte en undersøgelse foretaget af ingeniørfirmaet Rambøll, som frikender 5G og installationen i Helsingør for strålingsfare. 5G modstanderne tog straks til genmæle med den forventede automatreaktion, nemlig at undersøgelsen er bestilt samt betalt af teleindustrien og, at resultaterne naturligvis er tilpasset hertil.

Uden at jeg har noget som helst at gøre med Rambøll, må jeg påpege, at det er et respekteret firma, der laver tekniske målinger i en lang række sammenhænge og naturligvis ikke kan købes af kunderne. Det ville jo dræbe deres forretningsgrundlag på stedet.


Hvad 5G modstanderne hverken kan eller måske snarere ikke vil forstå, er at der ikke er tale om en artikel, men et debatindlæg bragt på debatsiderne, hvor det er ligegyldigt, om jeg er journalist eller maskinarbejder


Men det er ikke kun Rambøll, der er skurken i 5G modstandernes univers. Det er jeg også. Blandt andet fordi jeg underskrev mit debatindlæg - ganske som dette - med navn og ikke mindst titel, nemlig journalist.

Av min arm, hvor er jeg blevet kritiseret for dårlig presseskik, lige som Helsingør Dagblad er blevet kritiseret for at lægge spalter til mit indlæg. Kritikken kan sammenfattes således: Mage til enøjet og useriøs journalistik er en skandale og burde medføre en klage til Pressenævnet. Hvad 5G modstanderne hverken kan eller måske snarere ikke vil forstå, er at der ikke er tale om en artikel, men et debatindlæg bragt på debatsiderne, hvor det er ligegyldigt, om jeg er journalist eller maskinarbejder.

Helt konkret beskyldes jeg også for ikke at have forstand på hverken folkesundhed eller stråling. Korrekt. Jeg har skrevet om IT i mere end 30 år, og bruger min sunde fornuft i troen på, at Rambølls målinger er korrekte.

Men jeg vil ikke kalde mig selv for strålingsekspert, hvilket jeg bestemt heller ikke giver udtryk for i mit indlæg. På en af 5G modstandernes Facebook-grupper har jeg imidlertid set en person, der er uddannet som elektriker i et såkaldt interview præsentere sig selv som strålingsekspert.

Som jeg plejer at sige: Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt. 5G modstanderne har nemlig ingen problemer med selv at sprede et budskab, der bygger på udtalelser fra såkaldte eksperter eller henvise til såkaldte videnskabelige arbejder, der efter sigende skulle bevise, hvor farligt 5G er. Det er imidlertid arbejder, som ikke på noget tidspunkt er blevet videnskabeligt anerkendt eller for den sags skyld har kvalificeret sig til at blive løftet op til vurdering eller evaluering i videnskabelige kredse.

Når man så samtidig oplever, at en af 5G modstandernes bannerførere, Dan Johannesson, der kalder sig selv for musiker, forfatter, coach og blogger og driver en 5G modstandsgruppe på Facebook, vifte til højre og venstre med pseudopåstande om 5G’s farlighed og endda henvise til en ”forskningsside” på internettet, der drives af en akupunktør i Grenaa, ja så må jeg konstatere, at 5G modstanden har udviklet sig til et trossamfund, hvor man ikke længere kan skelne mellem virkelighed og fiktion.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce