Annonce
Debat

Debat: Hvornår må jeg se min mormor igen?

Arkivfoto.
Annonce

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Er du interesseret i at dele din mening, kan du sende et indlæg til os på debat@hdnet.dk.

Kære Mette Frederiksen, Søren Brostrøm, partilederer og borgmestre rundt i landet.

Undskyld mit sprog, men dette er fucking umenneskeligt. Jeg skriver dette læserbrev i sorg, bekymring og protest. Jeg kan ikke længere lade som om alt er fint, som om min mormor har det fint, som om at jeg har det fint eller som om at jeres håndtering for at beskytte de ældre borgere er fint.

I bliver nødt til at forstå, de ældre har det ikke fint.

Min mormor er snart 89 år, hun er dement og savner mig hver eneste dag. Hver dag, fortæller jeg hende at vi ikke må se hende. Jeg kan komme ud og vinke til hende, men det bliver altid kun til få minutter for hun kan ikke høre mig fra altanen, når jeg står på parkeringspladsen.

Og det kan være ligemeget, for det giver på ingen måde den samme besøgsværdi som det gør at holde hende i hånden og tale med hende ansigt til ansigt i en times tid. Demensen er slem.

Men den bliver kun værre. Jeg har ingen fornemmelse af hvordan min mormor har det. For hun siger jo altid “Jeg har det godt, jeg har det altid godt”. Selv hvis hun ikke har det, for hun kan ikke huske det.

Det gør det svært for mig og min familie, for hun savner os mere og mere for hver dag hun ikke må se os.

Jeg skal give dig et eksempel for hvorfor det er så vigtigt at jeg ser hende. For nogle uger siden fik vi som pårørende lov til at besøge vores ældre i 2 x 30 min om ugen. Fortsat med afstand, det vil sige uden for hørevidde. Det skal siges, at vi ikke længere må dette. Min onkel tog derfor til plejehjemmet for at besøge min mormor. Det var første gang i flere måneder, at min mormor så et kært ansigt.

Få minutter før min mormor skulle mødes med min onkel på parkeringspladsen, faldt hun. Hun faldt ned på gulvet med albuen først, og hun fik en stor flænge som burde være blevet syet sammen vurderede sygeplejersken. Men min mormor nægtede at få den syet, for dét pjat havde hun jo ikke tid til når hendes søn sad og ventede udenfor. Min mormor var så desperat for at skulle se hendes søn og opleve nærværen, at det tog skade på hende selv. Hvem ved hvad der kunne være sket?

Jeg bliver ked af det af at tænke på det, bliver ked af at skulle skrive et brev og jeg bliver ked af det over at jeg ikke har set min mormor, krammet min mormor, grint med min mormor eller har set min mormor i øjnene i så mange dage, uger, ja faktisk måneder. Fordi Mette, Søren og de andre på Christiansborg mener at de gør hvad der er bedst for de ældre, ved at isolere dem.

Tænk dig engang, at det eneste som de ældre på plejehjem har tilbage at leve for er at se, røre og tale med deres nærmeste og det er blevet taget fra dem i deres allersidst tid.

Hvad har de så tilbage? Kun dem selv, en telefon, et vindue ud til fuglene og måske nogle halvvisne blomster, fra den dag deres kære stillede en pose med indkøb ved døren som blev hentet og sprittet af inden den blev bragt til værelset af personalet på plejehjemmet.

Isolation er aldrig vejen. Isolationen er det som vil slå endnu flere plejehjemsbeboere ihjel end der normalt gør, under et normalt verdensamfund. Det er møghamrende fucking umenneskeligt.

Og denne gang vil jeg ikke undskylde for mit sprog.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Miss Coffee er kommet på hjul

Annonce