Annonce
Debat

Debat: Kystsikring

Debat. Foto: Grafik fra Pixabay
Annonce

DEBAT: Kystsikring har efterhånden fået en stor mediedækning, hvilket er forståeligt nok. Kystsikring er en nødvendighed for langt den største del af Danmark; Vadehavet, den vestlige del af Limfjorden, Nordvestjylland, hele Østersøområdet, Roskilde fjord med videre, og omkostningerne er ofte store.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en af de mest groteske politiske aftaler, som blev vedtaget af politikerne for mange år siden - med miljøminister Svend Auken som ihærdig fortaler - nemlig, at der ikke måtte udføres kystbevarende sikring på en lang kyststrækning i Nordvestjylland. Vesterhavet skulle have ”lov til” hvert år at tage en ca. 5-15 meter af kysten, og vi kender alle resultatet, nemlig at adskillige sommerhuse først blev ubeboelige for senere at falde i havet. En kirke måtte i øvrigt rives ned for at undgå at ende i Vesterhavet, og den blev efterfølgende bygget op længere inde i landet. Naturkræfternes indgriben på kysten måtte endelig ikke begrænses.


Kystbeskyttelse og dermed den nødvendige fysiske sikring af vort land mod havets indtrængen, bør i sagens natur være et statsanliggende, og bør ikke være den enkelte kommunes eller den enkelte berørte grundejers økonomiske forpligtelse. Men hvis Helsingør kommune ikke kan få staten til at medvirke til en økonomisk håndsrækning, er det min opfattelse, at byrådets tilsyneladende vedtagelse af at betale udgiften 100%, er den rigtige afgørelse.


Den dag i dag er det uforståeligt, at de lokale politikere ikke evnede at forhindre en sådan politisk vedtagelse. Man kan stadig undre sig over, at nordjyderne - selvfølgelig var der lidt spredt bøvl - dybest set accepterede en politisk magtbrynde af værste skuffe.

Mange år senere, blev det som bekendt besluttet, at redde et udtjent fyr fra at falde i Vesterhavet, hvilke medførte en ganske dyr og spektakulær flytning af fyret, hvilket man politisk formentlig syntes var en fremragende idé. Ja, hellere bruge penge på at flytte et udtjent fyr, end at redde en stor del af Vestkysten ved en ordentlig kystsikring og dermed redde både huse, en kirke og et fyr. Ja, det er utroligt, hvad der politisk kan besluttes.

Kystbeskyttelse og dermed den nødvendige fysiske sikring af vort land mod havets indtrængen, bør i sagens natur være et statsanliggende, og bør ikke være den enkelte kommunes eller den enkelte berørte grundejers økonomiske forpligtelse. Men hvis Helsingør kommune ikke kan få staten til at medvirke til en økonomisk håndsrækning, er det min opfattelse, at byrådets tilsyneladende vedtagelse af at betale udgiften 100%, er den rigtige afgørelse.

En merudgift for at sikre et eventuelt vækstområde for fisk/miljøincitament, er imidlertid ikke et kommunalt anliggende. Staten kunne måske overveje, at oprette en kystsikringsfond, som fremover kan finansiere kystsikrings-investeringer/vedligeholdelse, og fonden kan måske administreres af det nuværende stormflodsråd. Stormflodsrådet har muligvis også en vis ekspertise man kan trække på. Indbetalingen til en sådan fond kan eksempelvis i lighed med indbetaling til stormflodsfonden opkræves administrativt/teknisk af skadesforsikringsselskaberne. Indbetalinger til fonden kan være policerelateret, således at det konkurrencemæssigt, selskaberne imellem, er en neutral faktor.

Men et finansieringssystem løser naturligvis ikke selve projektets udførelse. En beregning af en god og langtidsholdbar metode og en kalkulation på den samlede udgift set over en periode på eksempelvis 20 - 30 år (hård kystsikring contra sandfodring eller en kombination) bør kunne udarbejdes af kompetente fagfolk, men om der findes fagfolk med den nødvendige ekspertise er måske tvivlsomt, og med eventuelle ”eksperters” udsagn følger næppe en erstatningspligt for disse ”eksperter”, hvis det tekniske og det økonomiske resultatet ikke står mål med deres oprindelige ekspertudsagn. Men heri er der jo intet nyt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce