Annonce
Debat

Debat: Museerne Helsingør er forlist og sunket på den dybeste del af Øresund

Nicolai Vædele tror ikke lyset er brændt ud, og ønsker at den gode dialog genskabes.Foto: Lars Johannessen.
Annonce

DEBAT: Helsingørs rige historie og vores fælles kulturarv er noget, som næsten alle i byen kan enes om at være stolte af, og som mange følger med i. Jeg får næsten dagligt og selv i denne Corona-tid henvendelser om det, også fra mennesker jeg slet ikke kender.

Derfor er det med kæmpe sorg, at kunne læse i dagens avis, at en af de allersidste medarbejdere nu forlader den synkende skude i Museerne Helsingør, fulgt af de stærke og hårdtarbejdende frivillige, der med en kæmpe indsats har gjort Sundtoldsmarkedet til den største årlige succes for museerne i Helsingør.


Så kære borgmester - og kære Kultur- og Turismeudvalg. Der er så mange mennesker, der gerne vil gøre noget godt i denne by. Så mange vælgere, der ikke forstår, den vej Helsingør kommune og kommunens kulturadministration forfølger, når det handler om den fælles historie, som vi alle er stolte af.


Det gør ondt på en masse mennesker, der kerer sig om vores fællesskab. Det gør ondt på medborgere, der frivilligt engagerer sig i vores kommune. Mennesker der med formidling og lokal kærlighed gerne vil gøre os stolte af og bevidste om den lille del af Danmarks og verdens historie, som vi kan prale af her i vores hjørne af Sjælland.

Og det berøver os muligheden for at give historien videre til vores børn og unge i nogle af de gode samarbejder med byens skoler, der var etableret og nu er smuldret.

Den meget dygtige projektleder siger op, fordi hun ikke er blevet involveret i planerne for hendes egen stilling. De frivillige stopper, fordi ingen har gidet gå i dialog med dem, og fordi det de kan læse er, at kommunen hellere vil prioritere den maritime fortælling i havnen. Kulturudvalgsformanden udtrykker overraskelse i avisen og har ikke hørt om opsigelserne fra sin egen administration, til trods for at det har været ”talk of the town” og udstiller på den måde endnu en gang den nødlidende kommunikation mellem ”bestyrelse” og kulturadministration. Kort sagt; forvirringen er stor.

Som repræsentant for de mange frivillige, der har arbejdet for at etablere Historisk Havn og Maritimt Værksted Hal 16 som en levende, aktiv og foreningsbaseret del af vores kommune og som formidler af den maritime kulturarv, kan jeg sige, at de signaler vi modtager fra kommunen, er præcis det modsatte af en ”prioritering af den maritime fortælling”.

Læs med her: Helsingør kommune har bortskåret de midler, der skulle bruges til udvikling af Historisk Havn og Fyrskib Gedser Rev i regi af Søfartsmuseet. I takt med, at Værftsmuseet er faldet sammen, er også det nyskabende ”Lærling på værftet”-samarbejde mellem byens skoler, Værftsmuseet og Maritimt Værksted Hal 16 ophørt. Måske godt det samme, fordi Maritimt Værksted Hal 16 har fået besked om, at foreningen ikke efter renoveringen af værftshallerne kan regne med at råde over Hal 18, hvor foreningen ellers med stor og gavmild fondsstøtte og mange frivillige medlemshænder har etableret et state-of-the-art bevaringsværksted for maritim verdensarv (blandt andet den ældst kendte Aage Utzon-konstruktion og verdens ældste skolebåd).

Maritimt Værksted Hal 16 har også fået besked om, at foreningen ikke kan regne med en ellers meget beskeden kommunal støtte til afholdelse af kapsejladsen ”Øresund på langs”, der de seneste 3 år har samlet hele den østdanske maritime kulturarv i havnen. Det til trods for at kapsejladsen "Øresund på langs" er flyttet sammen med Sundtoldsmarkedet for at kunne skabe en hel "Sundtoldens Uge", der havde potentiale til at blive et kæmpe event for byens borgere, børn og besøgende og en fantastisk mulighed for at byens kulturinstitutioner og museer skabte endnu mere samarbejde.

Så også blandt de frivillige og foreningsmedlemmer på havnen skaber kommunens prioriteringer og de meldinger, vi får, stor forvirring og uklarhed om fremtiden.

Jeg kommer fra en verden af positiv medskabelse. Hvor dialog og fællesskaber skaber resultater, som alle er stolte af. Hvor frivillige engagerer sig, arbejder solen sort og gør verden til et bedre sted for deres medborgere. Hvor man løser problemer og uenigheder ved et gribe knoglen og tale sammen. Hvor vi sammen skaber en kommune, som gør os glade og stolte af den plet i verden, hvor vi bor. Uanset om man er rød eller blå, eller hverken eller.

Så kære borgmester - og kære Kultur- og Turismeudvalg. Der er så mange mennesker, der gerne vil gøre noget godt i denne by. Så mange vælgere, der ikke forstår, den vej Helsingør kommune og kommunens kulturadministration forfølger, når det handler om den fælles historie, som vi alle er stolte af.

Jeg tror ikke lyset er brændt ud. Lad os snart sætte os sammen, genskabe den gode dialog og løse udfordringer i fællesskab i stedet for gedulgt. Måske med færre smarte konsulenter og mere helt almindelige samtaler mellem engagerede medborgere og deres folkevalgte. Det er faktisk ikke så svært.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Det er synd for dig. Og for mig

Annonce