Debat: Der pågår for tiden en omfattende kamp om samfundets indretning til hver vores unikke identitet. Vi kalder det identitetspolitik. Siden 70’erne har parolen lydt, at du kan blive hvad du vil. Nullernes reality-tv og de efterfølgende Youtube-stjerner har vist os, at man kan blive berømt på ikke at kunne noget som helst, og de seneste 15 år har vi hørt, at alle har ret til et fedt køkken. Alle!
Vi har fået opbygget et ligemageri uden lige, hvor minoritetsgrupperne endelig er blevet inkluderet i det store fællesskab, men hvor de opblomstrende generationer jævnligt insisterer på at være både unikke, specielle og særlige, samtidig med at de vil være normale.
Janteloven lever dog i bedste velgående, hvilket bevirker, at vi intuitivt skærer toppen ned i stedet for at løfte i bunden. Frihed, lighed og broderskab handler derfor om, at alle skal blive som arbejderen, og finkultur, talent, og rigdom er noget skrammel.
Fra klummenHvis vi nedbryder normalen, ødelægger vi også helheden.
Jeg betragter mig selv som ekstraordinært tolerant og tålmodig over for andre, men jeg kan ikke lade være med at iagttage, hvordan kravene fra de unikke nedbryder helheden og fællesskabets rammer.
I racismedebatten så vi, hvordan de undertrykte blev til undertrykkere, så snart de fik taletid på de nationale medier. Pludselig var det mig, der blev udgrænset som: “hvid, privilegieblind, cis-kønnet, hetero-normativ, kristen, konservativ, racistisk, midalderende, middelklasse, BMI-belastet mand …”. Av for den. Straks blev jeg ekskluderet fra at deltage i den offentlige samtale om ovenstående emner.
I kønsdebatten insisterer voksende miljøer på at kunne designe deres egen kønsidentitet med krav om, at samfundet skal indrette sig efter mangfoldigheden. Det kan give nogle forviklinger, som vi jo nok kan løse, i svømmehallen,. For vi skal strække os mod hinanden og skabe gode fælles rammer. Men hvis vi nedbryder normalen, ødelægger vi også helheden, som det sker, hvis muskelbundtet Brian Brutalius, der altid har følt sig som pige indeni, han/hun insisterer på at stille op i VM i brydning for kvinder.
Hvis medlemmerne fra Porse-Snapse-klubben gerne vil hjælpe til i den lokale Blå-Kors butik, er det også misforstået, hvis de på førstkommende generalforsamling stiller krav om snaps til julefrokosten.
Vi er jo alle unikke. Det er faktiske helt normalt. Vi skal blot huske, at hensyntagen går i alle retninger, og det er helheden, der bærer alle enkeltdelene.
På kant-skribenter
På kant-klummerne skrives på skift af MEP Morten Helveg Petersen (R); MF Karsten Hønge (SF); fhv. PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen; lektor og forfatter Mikael Busch; forfatter og journalist Svend Løbner; Balance Danmark-formand Kim Ruberg; præst, folketingskandidat og byrådsmedlem i Aabenraa Rasmus Elkjær Larsen (K); erhvervspædagog og stifter af Mand & Bil Mikael K. Bjerre; byrådsmedlem i Horsens Lisbeth Torfing (EL) samt folketingskandidat i Syd- og Sønderjylland Nanna Bonde (SF).