Annonce
Debat

Debat: Vinduer er vel bare vinduer?

Bevaret vinduesramme i Strandgade 27. Bemærk de fint udhamrede hjørnebånd, de fine smalle sprosser og de gamle ruder. Foto: Lars Bjørn Madsen 2017.
Annonce

DEBAT: Hvor svært kan det være? Et vindue er vel bare et vindue. Et hul i muren lukket med glas, så lyset kan komme ind! Men nej, så enkelt er svaret ingenlunde. Jo, i nutidens firkantede betonkasser, men så sandelig ikke i et af Helsingørs gamle huse fra dengang gode materialer, godt håndværk og rige detailler blev prioriteret højt. Når man i denne tid følger debatten i vort Dagblad om de nye aluminiumsbeklædte, såkaldte vedligeholdelsesfri vinduer i ejendommen Stengade 23-25, så må det konstateres, at den rationelle tankegang hersker. Ud med de gamle vinduer og ind med mestendels præfabrikerede kopier, der røber en total uvidenhed om, hvordan man lavede vinduer på den tid, huset blev bygget.


Et vindue er netop ikke bare et vindue, for vinduerne i de gamle huse var en uløselig del af husets sjæl, dets arkitektur og håndværk. Datidens vinduer var fremstillet af de allerbedste materialer, så de kunne modstå det stærkt omskiftelige danske vejr.

Lars Bjørn Madsen


Når man i 1970’erne ved den såkaldte bevarende sanering valgte at sikre Helsingørs gamle huse mod de nedrivninger, som så småt var gået i gang flere steder, bl.a. på hjørnet af Bjergegade og Stengade, så var det fordi man ønskede at fastholde fortidens kulturmiljø og lokale særpræg, som vi alle dybest set holder af. Og det, som også turisterne søger og dermed styrker byens kultur- og erhvervsliv. Den bevarende sanering skete ikke uden sværdslag, for der blev stillet hårde krav til husenes ydre, indbefattet butikkernes skiltning. Og så sandelig også vinduerne.

Datidens gode håndværk

Et vindue er netop ikke bare et vindue, for vinduerne i de gamle huse var en uløselig del af husets sjæl, dets arkitektur og håndværk. Datidens vinduer var fremstillet af de allerbedste materialer, så de kunne modstå det stærkt omskiftelige danske vejr. Vindueskarme, lod- og tværposter var ofte fremstillet af egetræ, mens rammerne normalt var fremstillet af fyr - altid kernetræ af naturligt opvokset fyr med tætsiddende årringe. Alle disse dele var forsynet med fint profilerede led i forskellige former, der ikke blot skulle pynte, men også blødgøre og fordele det indfaldende lys. Der var tænkt over tingene dengang!

Alle beslag var fremstillet af byens smede og for de ældstes vedkommende forsynet med finurlige dekorationer. Hjørnebåndene havde således fint udhamrede dekorationer i enderne eller var afsluttet med forskellige profil-led. Karmtræets stabler, som hjørnebåndshængslerne var fastgjort til, var ligeledes afsluttet i fine former, og det samme gjaldt de indvendige stormkroge, anverfere og hasper, hvor de ældste var formet som fuglens bryst og hoved. Bemærkelsesværdigt ved disse finurlige smedejernsarbejder er deres holdbarhed. Stadig finder man dem, godt gemt bag århundreders lag af linoliemaling, helt uden rustdannelse.

Glasset er vinduets sjæl

Og så var der endelig glasset, vinduets sjæl, husets øjne. De ældste vinduer havde kun små, med bly sammensatte ruder, fordi man ikke kunne fremstille store glaspartier og dermed få tilstrækkeligt lys i rummene. Disse glas kaldtes kronglas. Senere, i begyndelsen af det 18. århundrede kom de store ruder, kaldet tafelglas. Her blæste man, i modsætning til kronglassets kugleformede blære, en lang cylinder, skar endestykkerne af, skar cylinderen op og foldede den ud. Herefter lagde man det endnu meget varme glas på en plade, så det kunne glattes ud. Stadig kunne man se ujævnheder i glasset og ikke mindst en masse luftblærer, men de store glas gav mulighed for større firerammede vinduer, gerne med to kvadratiske rammer foroven og to rektangulære rammer med to sprossedelte ruder forneden; de såkaldte »dannebrogsvinduer«.

Holder i århundreder

Der er således mange gode grunde til at undgå en udskiftning af husets gamle, ofte oprindelige vinduer. De har for manges vedkommende holdt i århundreder, primært fordi de er lavet af træ i en kvalitet, der ikke længere findes på markedet. Men også fordi de har været malet med diffusionsåben linoliemaling og ikke med plastmaling, og fordi ruderne var tætnet til sprosser og rammer med linoliekit. Varmetabet klarede man i løbet af det 19. århundrede med anvendelsen af forsatsrammer, og i dag er der endnu bedre tekniske løsninger, uden at disse behøver at være på bekostning af de gamle vinduer. Og det vil koste nogenlunde det samme at restaurere og isoleringsmæssigt forbedre de gamle vinduer, som at udskifte dem. Og så holder de med garanti de næste par hundrede år. Det gør de nye med endnu større garanti ikke!

Bliv overbevist; se på vinduer!

Må jeg anbefale skeptikerne, at de går på jagt efter nye og gamle vinduer i byen for meget hurtigt at kunne opleve en mærkbar forskel. Ofte vil man støde på rådne eller porøse bundstykker i karme og vinduesrammer på nye vinduer. Ofte er vinduesrammer med kitfals undgået på nye vinduer til fordel for dominerende trælister med markante vandnæser af aluminium. Ofte ser man pseudogamle vinduer med brug af termoruder, som kræver overdimensionerede sprosser. Og så er der endelig de omstridte vinduer af træ og aluminium: sammenlign de gamle linoliemalede vinduers patinerede overflade med det totalt livløse hvideloxerede aluminium, forstærket af de ligeså livløse perfekt spejlglatte glaspartier i klar modsætning til de gamle, ujævne, changerende glas.

Derfor er udskiftningen af vinduerne i Stengade 23-25 dybt, dybt beklagelig og i klar strid med lokalplanen for den indre by.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Klumme: Der skal ikke så meget til…

Coronavirus

Live: Ifølge medie tilbageholdt Heunicke også oplysninger om minksmitte

Annonce