Annonce
Debat

Den anspændte og brutale bandekriminalitet skal stoppe nu

Redaktionschef Josephine Vedel. Foto: Lars Johannessen

Lørdag aften var den gal – igen, kan man være fristet til at skrive. Sandheden er dog heldigvis en anden, for der har faktisk været nogenlunde roligt i det helsingoranske bandemiljø de seneste par år.

Noget kunne dog tyde på, at det er ved at gå den forkerte vej. For i weekenden blev 10 mennesker tilbageholdt af politiet efter et knivstikkeri i Kvistgård, der startede en bølge af nye opgør på Nordvej og ved parkeringspladsen ved Borupgårdskolen i Snekkersten.

”Det er lidt anspændt i bandemiljøet for tiden, så vi sendte flere patruljer afsted,” lød det fra vagtchef Flemming Hansen hos Nordsjællands Politi efter weekendens uro.

Det er godt, at politiet reagerede talstærkt og satte ind.

2020 har på alle måder slået fast, at bandekriminalitet fortsat er et stort problem trods bandepakker og andre indsatser. Sidste år slog alle rekorder for bandedrab på landsplan. Mere end hvert tredje drab i Danmark blev begået i bandemiljøerne.

Så derfor skal politi og politikere være i højeste beredskab og få stoppet den rå og brutale bandekriminalitet nu.


Der må efter så mange år være samlet så megen erfaring og viden på området, at vi ved, hvad der virker, og hvad der ikke virker i kampen mod bandekriminalitet.


For fire-fem år siden var problemet med kriminelle bander her i kommunen så stort, at der blev etableret en exit-koordinator, der blandt andet skulle hjælpe med at få unge ud af bandemiljøet. Siden da har kriminalitetsbilledet ændret sig - og banderne er forsvundet.

Men selvom banderne ikke er til stede her i kommunen længere, kommer der fortsat  bandemedlemmer udefra og skaber problemer. Det kan og skal vi ikke tillade.

Desværre er sandheden, at der er lige så langt mellem mål og midler, som da regeringens første bandepakke kom til verden i 2009.

Vi har her i Helsingør haft held med at bekæmpe bandekriminaliteten, men vi kan selvfølgelig ikke barrikadere os imod den, når den kommer udefra. Og efter mere end 10 års fokus på området burde vi heller ikke skulle barrikadere os.

Der må  efter så mange år være samlet så megen erfaring og viden på området, at vi ved, hvad der virker, og hvad der ikke virker i kampen mod bandekriminalitet. Med andre ord burde langt flere i dag vælge døren ud af kriminalitet i stedet for døren ind.

Derfor skal Christiansborg-politikerne i gang igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce