Annonce
Kultur

Derfor er så mange museumsfolk stoppet: - Føler sig kørt ud på et sidespor

Inden for det seneste halve år har flere ledende museumsfolk og frivillige trukket sig fra samarbejdet med Helsingør Kommune. Foto: Torben Sørensen
Ansatte og frivillige under Museerne Helsingør giver udtryk for, at de ikke er blevet inddraget nok i udviklingen af de kommunale museer.
Annonce

HELSINGØR: Først en museumsleder, så en række museumsinspektører og for nylig også projektlederen for Sundtoldsmarkedet og de frivillige i styregruppen.

De har alle trukket sig fra de kommunale museer i løbet af det seneste halve år.

Senest har kultur- og turismeudvalget været i gang med at definere en ny vision for Museerne Helsingør, efter Slots- og Kulturstyrelsen kom med en kritik af driften og formidlingen.

Men de ansatte og frivillige har følt sig alt for lidt inddraget i udviklingen af de kommunale museer, viser en række skriftlige bemærkninger i forbindelse med det politiske udvalgsarbejde.

Eksempelvis fremgår det i et brev fra medarbejderrepræsentanterne ved Museerne Helsingør, at de ansatte er blevet hørt alt for sent i processen med at udvikle og forny museerne, og at “processen, der skal føre til museets fornyelse, er i fare for at løbe af sporet”.

- Der er udbredt frustration blandt personalet, og trivslen er i bund. Museets medarbejdere føler sig kørt ud på et sidespor i debatten om museets fremtid, lyder det blandt andet fra medarbejderrepræsentanterne - heriblandt Sundtoldsmarkedets projektleder Merete Nygaard Frederiksen, der for nylig har valgt at træde ud af samarbejdet med kommunen sammen med frem frivillige fra styregruppen.

Annonce

Føler ikke ejerskab til planerne

De skriver også, at “hvis den udvikling ikke vendes, er der en stor risiko for, at en ny leder per 1. marts vil være forpligtet til at realisere noget, som museets medarbejdere over en bred kam ikke tror på, ikke føler ejerskab til og i stort omfang er imod. Det er en opskrift på fortsat uro.”

Medarbejderne kalder det også en udfordring, at der har været “manglende interesse fra den politiske ledelse”.

- Skiftende politiske signaler, uklarhed og en fornemmelse af manglende interesse fra den politiske ledelse skaber usikkerhed og rygtedannelser, der langsomt trænger ind i marven på museets ansatte, fremgår det er af medarbejdernes brev.


Selv om det er ulykkeligt og tungt lige nu, at der er så mange der har sagt farvel til os, ser jeg det som en ny start

Michael Mathiesen, udvalgsformand


De fremhæver også, at det er deres “frygt, at fornyelsen af Museerne Helsingør kommer til at hvile på et alt for spinkelt fagligt grundlag”, når de primære omdrejningspunkter fremover skal være sundtoldstiden og den industrielle udvikling:

- I det oplæg, konsulentfirmaet har fremlagt, foreslås det, at Museet koncentrerer sin indsats altovervejende om sundtoldstiden. Men man risikerer derved at skære en væsentlig del af Helsingørs historie væk, lyder det i brevet fra medarbejderne.

Denne pointe uddyber Knud Thatt, der også for nylig har trukket sig som frivillig:

- At sundtoldstiden er den vigtigste historiefortælling om byen, kan vi kun være enige om. Men hvem skal fortælle håndværkslaugenes historie frem til værftstiden? Det kan da ikke være en del af den industrielle fortælling, skriver han i en kommentar til museernes fremtidige profil.

Annonce

‘De frivillige er fuldstændig afgørende’

Efter styregruppen for Sundtoldsmarkedet også har forladt Museerne Helsingør, har politikerne i kultur- og turismeudvalget understreget, at de meget gerne vil genoptage dialogen med frivillige og medarbejdere.

- Hvis de frivillige føler, at de ikke er blevet inddraget nok, kan vi ikke tage det fra dem. Men fra udvalget (kultur- og turismeudvalget, red.) vil vi gerne sende et meget klart signal om, at de frivillige er fuldstændig afgørende, og og derfor vil vi gerne have en dialog, så vi kan få fjernet misforståelserne, siger Silas Drejer, der er næstformand i kultur- og turismeudvalget og medlem af Socialdemokratiet.

Formand Michael Mathiesen håber også, at det er muligt at rede trådene ud med de museumsfolk, der har trukket sig:

- Jeg har snakket med et par af dem, og jeg håber på, at de vil være med til, at vi får en god, ny start, siger Michael Mathiesen fra Konservative.

Til 1. marts skal der findes en ny leder af Museerne Helsingør, og der er kommet omkring 80 ansøgninger til stillingen, oplyser udvalgsformanden.

- Så der er faktisk mange, der gerne vil arbejde i Helsingørs museer. Selv om det er ulykkeligt og tungt lige nu, at der er så mange der har sagt farvel til os, ser jeg det som en ny start, siger Michael Mathiesen.

Annonce

MUSEUMSKRISEN: Her kan få et overblik over de begivenheder, der har præget Museerne Helsingør i løbet af det seneste halve år:

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Sårbarhed på Kystbanen

Debat

Debat: Det er synd for dig. Og for mig

Annonce