Da kystbanen kørte udenom Espergærde ... glimt af fiskerlejets historie

ESPERGÆRDE: Da Kystbanen blev indviet den 2. august 1897, kørte toget uden at stoppe forbi Espergærde. Og da der heller ikke var trinbræt i Mørdrup på Nordbanen, var der stadig langt til nærmeste togforbindelse: Man skulle enten til Humlebæk eller Snekkersten på Kystbanen eller til Kvistgaard på Nordbanen.

Statsbanerne var ikke tilbøjelig til at oprette en holdeplads ved Espergærde. Man troede simpelthen ikke, at de få fiskere i Espergærde og bønderne i Mørdrup kunne afgive et tilstrækkeligt stort passagertal. Og sådan havde stemningen hos DSB været længe inden banen blev åbnet.

Espergærde-folkene sad imidlertid ikke bare med hænderne i skødet og lod som ingenting. En deputation bestående af fiskere, landmænd og håndværkere - med malermester Julius Rasmussen i spidsen - drog allerede den 15. november 1894 til København, hvor de fik foretræde for Helsingør-kredsens folketingsmand, general A.C.F. Thomsen samt trafikministeren, H.P. Ingerslev. På baggrund af dette møde skrev folketingsmedlem Thomsen til Julius Rasmussen den 30.11.1894 bl.a. følgende:

“…Under Forudsætning af, at Bevillingen vil strække til, er der godt Haab om, at det vil blive fastsat, at der ved Espergærde oprettes en Holdeplads foreløbig til Sommerbrug…”

Det skal i denne forbindelse dog også nævnes, at der bestemt også var lokale beboere og ikke mindst landliggere, som mente, at det var helt fint at undvære en station eller holdeplads – så undgik man vel at hele området blev bebygget og at Egebæksvang blev overrendt om sommeren. Man ville med andre ord beholde paradiset for sig selv.

Senere blev der endda eksproprieret et areal i Mørdrup ved Mørdrupvejen, således at det for beboerne så ud som om, at der vitterligt ville blive anlagt en holdeplads. I slutningen af 1896 gik det imidlertid op for beboerne, at DSB havde sparet denne holdeplads, og den tidligere omtalte gruppe af lokale beboere, understøttet at flere landliggere, skrev derfor den 26. december 1896 til ministeriet og tilbød, at man da gerne selv ville betale hvad det kostede at få oprettet en holdeplads eller trinbræt ved Espergærde.

Argumentet var bl.a., at det så lidt besynderligt ud, at når man anlagde en “lyst- og turistbane”, at man så nægtede publikum en nogenlunde let adgang til at benytte den – som landliggeren J.F. Fenger bl.a. skrev. Han ankede også over, at der var en times gang til Humlebæk station og 3/4 times gang til Snekkersten.

Men indvielsesdagen for Kystbanen oprandt som nævnt den 2. august 1897 – uden at der var bygget nogen form for holdeplads ved Espergærde. På strækningen var der kun opført nogle banevogterhuse, nemlig hhv. ved Tibberupvejen, Stokholmsvejen og Mørdrupvejen. De ligger der i øvrigt endnu i dag.

Og det var de lokale beboere ærligt talt godt frustrerede over. En deputation bestående af skipper J. Aanonsen, villaejer Herskind, gaardejer Hans Johansen (Busserupgaard) samt malermester Julius Rasmussen, var derfor i audiens hos hans excellence, indenrigsminister Bardenfleth og generaldirektør Tegner, for at klage deres nød.

Indenrigsminister Bardenfleth sagde bl.a. i den forbindelse: “…at det var lidet ønskeligt saa hurtigt efter Kystbanens Aabning at forøge Stoppestedernes Antal paa denne Bane, men at Ministeren erkendte, at der var Grund til, efter de foreliggende Oplysninger, at gøre en Undtagelse med Espergærde, hvor der derfor ville blive taget fat paa Anlæg af et Stoppested, saasnart der var tilvejebragt Overenskomst med Beboerne om disses Bidrag til Anlægget…”

De lokale beboere måtte altså “spytte i kassen” og samle penge ind. Her var landliggernes interesse i sagen væsentlig, idet disse bidrog med de største beløb. I alt 3.357 kr blev samlet ind, hvilket udgjorde ca. halvdelen af den samlede anlægssum. Beløbet ville svare til en sum på 250.000 kr. i dag.

Desuden blev et mindre stykke jord overladt til DSB, og så skete der endelig noget. Den 9. marts 1898 kunne man læse i avisen, at arbejdet nu skulle gå i gang og den 28. maj 1898 blev den beskedne røde træbygning taget i brug.

Men glæden var nu ikke overstrømmende. For det første standsede alle togene ikke ved Espergærde, og for det andet lukkedes holdepladsen i vinterhalvåret. Med andre ord, man troede ikke, at de lokale beboere kunne danne basis for en helårsåbning.

Også i maj 1898 åbnede imidlertid det nye store hotel Gefion i Espergærde, byggeriet af nye landliggervillaer nærmest eksploderede og nye pensionater skød frem som paddehatte. Denne stærke udvikling medførte et stærkt pres på DSB for at få holdepladsen opnormeret og i det hele taget for at få en forbedring af køreplanen. I dagbladet Politiken skrev “en humlebækker” således i maj 1898 ganske dækkende for situationen:

“Jeg har været saa letsindig at indgaa paa Lejemaal om Sommerbolig i Humlebæk uden forinden at have forespurgt hos Jærnbaneavtoriteterne, hvorledes Togplanen paa Kystbanen vilde blive lagt for Sommeren, idet jeg haabede, at Forbindelsen paa Kystbanen, hvorpaa Staten helst skulle forvente en strygende Sommertrafik, skulde blive saa praktisk som mulig; men tænk Dem min Rædsel ved at se, at man, naar man ikke daglig vil gaa omkring og drive i København fra Kl 8 Morgen, først derefter kan komme herind Kl 11.23; det sidste maa aabenbart være et Tog alene baseret paa Embedsmænd i Ministerierne. …”

Dette indlæg blev fulgt op et par dage senere af en “Espergærde Lejer”:

” Jeg har efterhaanden givet efter for Kone og Børns Ønsker og lejet os Lejlighed for Sommeren i Espergærde, idet Beboerne ved Lejemaalets Indgaaelse foregav, at Forbindelsen vilde blive glimrende “da der nu kom Holdeplads ved Espergærde, som Beboerne havde givet Penge og Jord til”. Hvis det sidste er sandt – hvad jeg foreløbig betvivler og heller ikke har set officielt bekræftet – maa det vel nærmest kaldes en Skandale, at københavnske Forretningsmænd og deres følgende Børn, kun faar – en – Afgang om Formiddagen, nemlig den der er i København Kl 11.33. … Det er meningsløst at anlægge en Stoppested, naar man ikke samtidig lader de Tog stoppe, som Folk vil køre med…”

Medlem af “Udvalget for Tilvejebringelsen af et Billetsalgssted for Espergærde”, overretssagfører C.F. Kuhn kunne to dage senere i Politiken svare således:

“I Anledning af de fra en “Espergærde Lejer” fremkomne Beklagelser over Trafikforholdene paa Espergærde, samt den ligeledes udtalte Tvivl, om Beboerne som “foregivet” af vedkommende Udlejer havde givet “Penge og Jord” til Anlægget af en Holdeplads paa Kystbanen for Espergærde, skal jeg paa Udvalgets Vegne ikke undlade at oplyse, at vedkommende Udlejers Udsagn for dette Punkts Vedkommende forholder sig fuldkommen rigtigt… At Befolkningens Offervillighed til denne Statsanstalts Etablering paa en Bane som Kystbanen kun har medført et saa magert Resultat med Hensyn til bekvem og praktisk Forbindelse for københavnske Landliggere og Forretningsfolk, var noget, man paa Forhaand ikke havde Grund til at formode, og hvorover Udvalget paa Befolkningens Vegne kun kan udtale sin dybeste Beklagelse.“

Ikke mindst pressen var således medvirkende til der skete ændringer og allerede den 20. december 1899 blev holdepladsen atter åbnet efter at have været lukket i en kort periode efter sommeren 1899.

Den 1. maj 1901 kom der en direkte følge af billetsalgsstedets etablering. Der oprettedes nemlig et brevsamlingssted på stationen. Før dette var området delt mellem Snekkersten, Kvistgaard og til dels Humlebæk postdistrikter, således at størsteparten af Tibberup og Mørdrup hørte under Kvistgaard postdistrikt, medens selve Espergærde og Skotterup hørte under Snekkersten postdistrikt. Området langs nuværende Gl. Strandvej hørte under Humlebæk. Nu blev Espergærde, Skotterup og Mørdrup lagt til det nyoprettede Espergærde postdistrikt, medens størsteparten af Tibberup blev lagt under Humlebæk. Efter nogle år blev Espergærde brevsamlingssted hver sommer opnormeret til en postekspedition, for atter hver vinter at blive reduceret til et brevsamlingssted. Denne ordning, samt postdistriktets inddeling, eksisterede helt frem til 1964.

Men tilbage i 1901 var der jo stadig kun en holdeplads med salg af billetter ved Espergærde. Alle andre funktioner måtte henvises til de øvrige stationer. Det fik dagbladet “Vort Land” til den 27. september 1901 at skrive:

” …Om Sommeren standser to ellers meget benyttede Tog ikke ved Espergærde, skønt de standser ved alle de andre nordlige Stoppesteder; og om Vinteren er Toggangen næsten ligesaa primitiv som ved en lille vestjysk Hedestation. … Overfor Publikums Krav paa Bekvemmelighed og Sikkerhed er Espergærdes Stationsbygning vedvarende yderst primitiv med meget daarlig og farlig Passage for Til- og Afgang. Gods kan endnu ikke indskrives, men Rejsende, der tager fra Espergærde til andre Stationer kan, hvor utroligt det end lyder, ikke en Gang faa Garantibevis overfor Statsbanerne for indleveret Bagage, men maa lade denne Rejse ud i Verden paa Lykke og Fromme og kun haabe paa Gensynets Glæde.”

I løbet af 1902 voksede kravet om tidssvarende forhold ved Espergærde Station og i oktober blev der afholdt et møde hvor egnens beboere skulle tage stilling til et krav fra DSB om at yde endnu et tilskud til etablering af en rigtig holdeplads med en stationsagtig bygning. DSB’s ønske var denne gang 1.100 kr (op mod 50.000 kr i vore dages penge) til etablering af en ny adgangsvej. Hertil sagde Espergærde-borgerne imidlertid nej – de havde allerede bidraget ved billetsalgsstedets oprettelse – og da det var blevet en stor succes, havde DSB tjent rigeligt på at lade togene standse i Espergærde. Man ville tilmed tjene endnu mere, hvis der blev bygget en rigtig holdeplads eller station, så DSB måtte selv betale for sin vej – lød konklusionen.

DSB gennemførte da også denne gang stationsbyggeriet uden lokale tilskud, og i løbet af 1904 stod bygningen færdig. Imidlertid var det formelt stadig ingen station, men kun en holdeplads. Lederen af billetsalgsstedet hed Wilhelm Waldemar Ohrt (1861-1938). Han afløstes i 1905 af Andreas Tvede (1867-1930), der havde titel af stationsforvalter. Carl W. Bahnson tiltrådte som stationsmester i 1910. Fra 1. april 1911 blev han imidlertid udnævnt til stationsforstander, hvilket han i øvrigt var helt til 1927. At Carl W. Bahnson (1868-1960) blev stationsforstander skal selvfølgelig ses på baggrund af holdepladsens større og større betydning, samt etablering af et krydsnings- og omløbsspor. Antallet af passagerer steg i disse år kraftigt og Espergærde blev snart en af Kystbanens største hvad passagerantal angik.

Imidlertid var holdepladsen – trods det store antal rejsende – ikke at regne for en rigtig station med alle de forretninger og serviceydelser man kunne forlange af en rigtig station, bl.a. en læsserampe. Det skete først i 1917 – efter yderligere tilskud fra private og fra Tikøb Sogneråd.