Annonce
Danmark

Det bliver ikke sagt med blomster: Derfor flygter blomsterhandlerne fra Interflora

Britta Egholm har drevet blomsterbutikken Solsikken i Holstebro de seneste 16 år og har i alle årene været medlem af Interflora. Men nu er det slut. Foto: Johan Gadegaard

Der var en, der var to, der var tre, der var fire. En stribe blomsterforretninger rundt i Danmark trækker sig pludselig fra Interflora, der ellers har opbygget et særdeles solidt navn over næsten 100 år. Firmaet oplyser selv, at 99 procent af alle danskere over 12 år kender Interflora.

Dagbladet Holstebro-Struer kunne allerede i september fortælle om to lokale blomsterbutikker, der træder ud af Interflora-samarbejdet. Dermed skal nabobyernes florister, som det hedder, ud på lidt af en køretur, når man bestiller blomster igennem Interflora til svigermor i Holstebro.

- Jeg synes, at Interflora er blevet for bestemmende og for grådig, siger Britta Egholm, der har drevet Solsikken i Holstebro gennem de seneste 16 år, til avisen.

Annonce

Lignende historier hører man fra Assens, Varde, Odder, Brønderslev og Nibe. Interflora vil ikke selv fortælle om antallet af blomsterbutikker, der har pillet Interflora-logoet af facaden.

Men hvad er det lige, der foregår? Jo, Interflora er blevet opkøbt af en fransk kapitalkæde, og nu får blomsterbutikkerne for alvor kærligheden at mærke fra de franske ejere. Og det bliver ikke sagt med blomster.

Når Interflora modtager en bestilling på nettet, beholder virksomheden 28,5 procent af blomstens pris for ulejligheden. Blomsterbutikken får resten af pengene til at købe blomster, binde buketten, betale huslejen og alt det andet, der følger med.

Provisionen til Interflora er steget kraftigt, og det har gjort virksomheden til en blomstrende forretning. I 2020 tjente Interflora Danmark et rekordoverskud på 40 millioner kroner. Dobbelt så meget som året før, og det er vel at mærke indtjening fra at drive Interfloras netbutik. De lokale blomsterbutikker har deres egne regnskaber.

Det er en verden til forskel fra Interflora, som man kendte det i gamle dage. Dengang var det en forening, der var drevet af de lokale florister, og overskuddene i Interflora var små. Pengene skulle jo blive ude hos medlemmerne.

Men i 2018 valgte et stort flertal af medlemmerne på en ekstraordinær generalforsamling at sælge Interflora Danmark til Interflora Frankrig.

Hvis blomsterhandlerne synes, at de er gået i en fælde, så deler de skæbne med flere andre brancher.

Det kan lyde som en vissen beslutning, men dengang var man skrækslagne for, at konkurrencen på nettet ville vende op og ned på det danske marked for blomsterbuketter. Især frygten for, at globale Amazon.com ville etablere sig i Danmark, fyldte meget.

Derfor endte Interflora som en enkelt lille blomst i en buket af Interflora-virksomheder i seks europæiske lande. Som en del af aftalen måtte floristerne ikke forlade Interflora-samarbejdet i tre år, og den periode er slut nu. Det forklarer den pludselige faneflugt.

Hvis blomsterhandlerne synes, at de er gået i en fælde, så deler de skæbne med flere andre brancher. På hotelmarkedet har man vænnet sig til, at Booking.com og Hotels.com snupper 15-25 procent i provision, når kunderne bestiller et hotelværelse på nettet.

Pizzeriaer og restauranter er i samme båd. Her er provisioner på op til 30 procent ikke ukendte, når udbringningstjenester som Wolt, Just Eat og Hungry tager imod bestillinger fra sultne forbrugere.

Det kaldes platformsøkonomi, og det er let at forstå, hvis små erhvervsdrivende har svært ved at elske de digitale salgsmaskiner, der æder en stadigt større luns af omsætningen. Til gengæld ser platformene sig selv som en gave til de små butikker, der stort set kan slippe for at markedsføre sig selv.

- Det er en lille og beskeden betaling, vi tager for et enormt arbejde. Vi fordeler hver dag tusindvis af buketter til florister over hele landet. Det eneste, de skal gøre, er at bukke sig ned til computeren, tage ordren, og naturligvis binde buketten, og for det arbejde får de over 70 procent af prisen, siger Søren Flemming Larsen, direktør for Interflora Danmark, til Dagbladet Holstebro-Struer.

Hvad gør den smarte forbruger? Man ringer da direkte til blomsterhandleren og bestiller sin buket. Hvis man er dygtig, får man en tredjedel flere blomster for pengene.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Helsingør

Her rammer besparelserne: Daginstitutionerne lukker tidligere – men måske opdager du det ikke

Helsingør For abonnenter

Fra sin altan kan Tommy se parkeringspladsen ved Sundhedscenteret: - Det er det rene kaos

Helsingør

Industriforeningens formand sukker: - Det her er et skridt i den forkerte retning

Helsingør

Se billederne: Nissepiger spreder glæde i gågaderne

Regeringen holder pressemøde om restriktioner onsdag aften

Hornbæk For abonnenter

Se den vilde video: - Jeg har aldrig set brandmænd så store i Øresund

Danmark

Tirsdagens coronatal: Der er 6324 nye smittetilfælde med coronavirus

Danmark

Løvkvist: Også det seneste afsnit i DF-serien "Arvefølgen" blev giftigt

Helsingør

Gerda har mistet begge sine børn og Annelise har sagt farvel til flere venner: Denne dag er noget helt specielt for dem begge

Coronasmitte kan igen sende børn hjem til onlineskole

Debat For abonnenter

Helsingør Dagblad mener: Sygeplejerskerne er ikke de eneste, der har knoklet under coronapandemien

Debat For abonnenter

Helsingør Dagblad mener: Vi er usle, dumme, tarvelige og ubegavede ...

Erhverv

Efter Barslund-konkurs: Medarbejder på 57 skrev ansøgning på Facebook

Annonce