Annonce
Helsingør

Det mener Holdet om Museerne Helsingørs kvalitet

Yael Schade, 1980, brugerrepræsentant i Region Hovedstadens Psykiatri, Helsingør: Har desværre kun været på værftsmuseet et kort visit for nogle år siden. Af det jeg husker, så synes jeg personligt, det var lidt kedeligt. Jeg kan godt lide, når man som museumsgænger er en del af udstillingen - mere dynamik og aktivitet, at alle sanser bliver bragt i spil. Jeg vil rigtig gerne besøge de andre museer, men er ikke kommet afsted endnu, men måske det her er en opfordring.
Vi har bedt Holdet kommentere kvaliteten af Museerne Helsingør, der har været kritiseret af Slots- og Kulturstyrelsen. Dette er et udpluk af ugens svar.
Annonce
Bertel Johansen, 1948, maskinmester, Helsingør: Det er fint, at museerne fokuserer på netop gamle ting og fortid, frem for konsulentdesignede oplevelsesevent, der siger mere om nutidens underholdningstrang end om fortiden. Museerne skal jo netop vise fortiden.
Nanna Folkmann, 1946, keramiker/pensionist, Helsingør: Vi har nogle fantastiske museer i Helsingør Kommune.
Søren "Yoga" Rasmussen, 1957, direktør og skoleleder, Helsingør: Museerne er gode nok. Deres problem er, at de prøver at være mere end de er. De er fortidslevn, og de kan ikke leve uden donationer fra kommunen eller staten. Altid og helst mere og flere. Lige som alle andre væsener ønsker de at vokse, og de vil gerne have os til at betale dobbelt. Det er deres store misforståelse. I øvrigt; hvem fra Helsingør kommer på vore museer mere end en gang? Hvorfor komme igen?
Camilla Novaa, 1982, privat børnepasser, Helsingør: Jeg synes, at alle fire museer er rigtig hyggelige, og jeg besøger dem ind imellem med mine børn. Mangler dog lidt udskiftning, så man ikke ser det samme hver gang.
Jacob Mikkelsen, 1983, konsulent/cand.scient., humanfysiolog, Espergærde: Oplevelsestilbud kan altid forbedres. Især hvis lokale skal komme igen og igen.
Jørgen Busch, 1958, formand, Stad & Egn, Helsingør: Slots- og Kulturstyrelsens kritik af museerne i Helsingør peger på behov for tydeligere museumsprofil, forskningsstrategi, strategi for formidling og undervisningstilbud. Men er langtfra de største udfordringer. Først og fremmest skal der gøres noget ved den økonomiske udsultning, ligesom museerne, kulturmiljøerne og historien omkring disse lokaliteter skal ses med et større perspektiv, visioner og mål med flere og langt større aktiviteter. Så kommer en højere kvalitet naturligt af sig selv.
Mette Dalby, 1963, jobkonsulent, Espergærde: Jeg synes ret godt om Værftsmuseet og Flynderupgård. Vi har besøgt dem flere gange. De er gode begge to på hver deres egen måde til at fortælle om lokalhistorien.
Robin Corneliussen, 1953, speditionschef, Helsingør: Museerne kunne godt komme med ”ud-af-huset-events" - det ligger lige for. Man kunne med fordel bruge det historiske byrum og baggårdene lidt mere, specielt Helsingør indre by. Der kunne også kobles lokale kunstnere til, der maler Helsingør motiver, samt fotografer og temauger. Kultur skal være nær og for alle og ikke elitært. Det skal stemme overens med, at Helsingør har ændret sig fra arbejderby til kulturby, og så har vi noget at tilbyde turisterne.
Svend Erik Lolle, 1951, pensionist, Espergærde: Skibsklarerergaarden er desværre lukket på grund af renovering, men den er virkelig et besøg værd. Jeg havde noget familie med, og vi fik en rundvisning af en meget engageret medarbejder. Bymuseet - ja, det trænger til fornyelse.
Anne Herløw, 1963, lærer, Helsingør: Sidst jeg besøgte et af museerne, var i undervisningens tegn. Jeg havde en lille flok børn med. Jeg har ikke været på nogle af museerne privat i lang tid. Af flere grunde: 1. De ligger i den by, jeg bor i, hvor jeg derfor ikke er turist. Synd. 2. Jeg har besøgt dem og har en fornemmelse af ikke at få mere med hjem, hvis jeg besøgte dem igen. Også synd.
Bodil Strandgaard Schau, 1962, translatør/cand.ling.merc., Helsingør: Det er uretfærdigt at slå alle fire museer over en kam. Flynderupgård har udviklet langt mere end Bymuseet. Værftsmuseet profiterer af nærhed til Hal 16. Besparelser har vanskeliggjort meget.
Ole Schmidt, 1942, pensioneret forsikringsdirektør, Espergærde: Har været på Flynderupgård, Værftsmuseet og Skibsklarerergaarden. De tre museer er sikkert helt ok, men indholdet var ikke så interessant, at det indbød til senere besøg. Kvaliteten er slet ikke god nok.
Anita Hougaard, 1968, kvalitetsansvarlig, Hornbæk: Jeg er simpelthen ikke god nok til at opdage de kommunale museer - det må på min to-do liste næste år.
Mads Friis Sørensen, 1968, projektleder/iværksætter, Espergærde: Vi har ganske enkelt ikke besøgt de lokale museer, hvilket vi burde gøre for at lære mere om vores lokale historie. Jeg tager det som en inspiration til nye oplevelser i det nye år.
Jørn Duus Hansen, 1944, tekstforfatter, Espergærde: Der er langt mellem fornyelserne - især på Bymuseet. Formidlingen virker gammeldags. Der er ikke rigtig nogen linje i sagerne. Det støver. Det hele må efter mine begreber tænkes forfra. Hvad skal Bymuseet, Skibsklarergården og Flynderupgård hver for sig, stå for - bøjet i neon - så jeg ved, hvad jeg kan forvente? Kommunen burde ansætte en begavet kapacitet i udstillings- og formidlingsvirksomhed - fælles for museerne og bibliotekerne.
Klavs Wulff, 1945, forfatter, skribent, Helsingør: Jeg kommer ofte på Bymuseet og Værftsmuseet. Begge udmærker sig, ved at have byen og dets borgere som omdrejningspunkt. Der tænkes ikke så meget i at tækkes udenlandske besøgende, og den museale vinkel er befriende gammeldags med mange ting som erindringspunkter. Jeg kunne ønske mig, at man sammen med børnebørnene kunne røre fysisk på et udvalg antal ting. Og så mangler der dynamiske rundvisningsarrangementer. Ellers er jeg meget glad for lokalmuseerne.
Otto Rühl, 1951, lektor, cand.mag., Snekkersten: Helsingør har en fantastisk spændende historie - vis det dog på en moderne og inspirerende måde - som mange andre bymuseer rundt om i landet.
Claus Helge Nielsen, 1958, it-konsulent, Helsingør: Mine besøg ligger år tilbage. Jeg fandt dem gennemsnitlige almindelige, altså på den ok måde. Dog savner jeg noget mere interaktivt for eksempel som fundet på Søfartsmuseet. Eller specialudstillinger med et tema, for eksempel Sundtoldstiden, eller klostrenes placering og historie. Kapertiden under Englandskrigene kunne også være et muligt tema.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Espergærde

Dusinvis af blomster til minde om afdød elev: - Helt ubeskriveligt at et ungt menneske mister livet

Debat

Debat: Regeringen ødelægger ungdommen

Annonce