Annonce
Sport

Det sagde de efter oprykningen ...

Lucas Haren var godt tilfreds med oprykningen. Foto: Andreas Mayerhofer
Det var en flok glade spillere og ledere, der lod glæden flyde i øl, tårer og jubelråb efter 0-0-kampen mod Jammerbugt FC.
Annonce

NIKOLAJ HANSEN, RØRT VICEKAPTAJN MED KONTRAKTUDLØB OM FÅ DAGE: - Jeg lod tårerne flyde, da dommeren fløjtede af, og det er ikke sket før i min karriere. Hvad der er sket med den her klub, siden jeg kom til for et år siden, er utroligt. Det har været en vanvittig tur, og det er så forløsende, at vi nåede det mål, som vi satte os for fra starten af. Vi har spillet en god sæson, men der har været et par bump på vejen, og vi ender med at skulle spille den vigtigste kamp i sæsonen med mange stamspillere ude med skade. Det er en mandfolkepræstation, at vi får det nødvendige resultat. Jeg vil meget gerne med videre i 1. division, men lige nu er det ikke i mine hænder. Ringer klubben, så vil jeg være meget positivt stemt for en forlængelse.

DANIEL NOROUZI, MIDTBANECHEF: - Jeg må indrømme, at jeg hulkede, da vi stod med vores fans og jublede nede ved dem efter kampen. Det har været en uvirkelig tur det seneste år. Da jeg kom til, sammen med Hanne (Nikolaj Hansen, red.), så var der meget langt til den oprykning, vi står med i dag. Heldigvis kom Morten Eskesen til, og han har fået skabt en virkelig god gruppe, som jeg er glad og stolt over at være en del af. Nu venter en kæmpe opgave i 1. division, som bliver historisk stærk. Vi får vores sag for, men jeg tror, vi kan klare det.

LUCAS HAREN, SKADET OG LYKKELIG: - Kom igen Aarhus Fremad. I prøvede ihærdigt, men vi snuppede den. Det er så fedt, og det er en kæmpe forløsning for os alle sammen. Vi har kæmpet hver dag for det her i et år, og nu står vi og har nået målet. Det er det vildeste, jeg har opnået i min karriere. Jeg er simpelthen så glad. Nu er der ferie, men det her skal fejres.

JONAS HENRIKSEN, TØRSTIG FORSVARSSPILLER TIL OMKLÆDNINGSRUMSFEST: - Hvem er det, som bliver ved med at stille vand frem. Jeg gider ikke drikke det lort nu! Hvem giver mig en øl. Nu.

JEPPE KJÆR, TOPSCORER I 2. DIVISION MED 19 MÅL: - Den her oplevelse ligger helt i toppen, selvom jeg har været med til en del efterhånden. Vi har spillet det bedste fodbold, og vi har kæmpet os gennem et svært slutspil, hvor de andre østhold har været en joke, når de mødte vestholdene, og ja, det må du gerne skrive. For os har det både været en mental og fysisk test hele vejen, for vi har vidst, at vi skulle op. Det er sådan en fed følelse, at vi gjorde det. For mig har det været en fin sæson, og jeg er glad for at blive topscorer, men det skal holdet have takken for. Det er ikke svært at være angriber på så godt et mandskab.

KEVIN STUHR ELLEGAARD, REDNINGSMANDEN: - Der er så mange gode ting ved det her. 1. division byder på mange muligheder, og dem skal vi til at arbejde på. Det bliver vildt spændende for en klub som FC Helsingør. Jeg er vildt stolt over at være med, og det var jo derfor, jeg kom. Holdet havde lagt den røde løber ud for mig med et fantastisk efterår, og så var det skønt at kunne byde ind her til sidst. Jeg nåede at registrere, at bolden ramte stolpen i overtiden, og at den sprang ud. Der fra var det bare om at komme ned i den næste afslutningen, og vi pustede da lige ud, da vi fik det målspark. Det var en spændende kamp, men jeg synes, at vi kan være godt tilfredse med, at vi kan tage det resultat, som vi skal bruge i sådan en kamp.

MATHIAS CHRISTENSEN, U19-SPILLER MED 90 MINUTTER PÅ BANEN: - Det er det vildeste, jeg nogen sinde har prøvet i mit liv. Jeg var meget spændt, men jeg er kommet ind på et fantastisk hold, der hjælper mig alt, hvad de overhovedet kan, så jeg føler mig tryg blandt mange venner. Det var hårdt til tider, men vi havde styr på kampen for det meste. Til sidst ved deres store chance, fik man lidt et chok. Jeg nåede at tænke alle tanker, men vi fik det lige afværget, og det var den mest sindssyge følelse, da der blev fløjtet af.

FINN MOSEHOLM, FORMAND FOR UNGDOMSAFDELINGEN OG MED 12 ÅR I KLUBBENS LEDELSE: - Ja, vi står jo med hjertet i halsen hvert eneste år efterhånden. For to år siden gik det imod os i Silkeborg, og i dag var stolpen heldigvis med os. Vi er alle sammen meget glade, for 1. division er enormt vigtigt for hele klubben. Talentarbejdet rykker på sig, og det gør seniorholdet også, og der er ingen tvivl om, at vi sammen kan bringe det hele videre frem. Det er dejligt at se, at der kommer flere og flere spillere af egen avl ind på førsteholdet.

ANDREAS HOLM, ANFØRER MED HJERNERYSTELSE OG DERFOR PÅ VANDVOGNEN: - Jeg er meget, meget glad, men jeg gad virkelig godt at drikke en øl. Den må vente. Det har været et vildt år, hvor vi kun har kunne skuffe, så det er en kæmpe tilfredsstillelse, at vi står med oprykningen. Hvad der sker her fra, ved jeg ikke, men jeg vil meget gerne blive i FC Helsingør, hvor jeg har det godt.

BRIAN GELLERT, SPORTSCHEF: - Det er så fortjent, at vi står her i dag. Der er virkelig mange gode kræfter, som fortjener ros. Ikke bare på banen, men hele vejen rundt. Efter at have tabt voldsomt mange kampe i to år, skal der noget til at få det vendt. Her har Morten Eskesen kommet ind med en fantastisk vindermentalitet fra dag et, og da vi var i bussen i dag, gik han rundt til dem, der bed negle og sagde, at han var 100 procent sikker på, at vi ville lykkes. Det gjorde vi. Og så er det en kæmpe tilfredsstillelse at se, at der er så mange af vores unge spillere, der kommer på banen. Der er et godt samarbejde mellem senior og ungdom, og det er vejen frem for vores klub. Nu skal vi fejrer det nogle dage, og så skal vi i arbejdstøjet igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce