Annonce
Udland

Detailgigant fjerner midlertidigt våben fra hylderne i USA

Efter uroligheder i Philadelphia og kort før præsidentvalget fjerner Walmart våben fra tusindvis af butikker.
Annonce

Den amerikanske detailkæde Walmart fjerner midlertidigt våben og ammunition fra sine butikshylder.

Det oplyser Walmart torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Beslutningen kommer efter voldsomme uroligheder de seneste dage i storbyen Philadelphia samt op til næste uges præsidentvalg i USA.

Flere - både politikere, medier og almindelige borgere - har udtrykt bekymring for, at udfaldet af valget muligvis kan udløse optøjer.

Tusindvis har de seneste dage protesteret i Philadelphia, efter at politi mandag skød og dræbte en sort mand.

- Vi har set nogle isolerede tilfælde af civile uroligheder, og som vi har gjort adskillige gange de seneste år, har vi fjernet våben og ammunition fra vores salgsområder som en sikkerhedsforanstaltning for vores kunder, siger en talsmand for den gigantiske detailkæde.

Han tilføjer, at det stadig er muligt at købe våben og ammunition på forespørgsel. Men pistoler, geværer og rifler vil ikke være synlige i butikkerne.

Beslutningen er truffet, efter at borgmesteren i Philadelphia onsdag indførte et natligt udgangsforbud. Det skete i et forsøg på at forhindre to dages protester og uroligheder i at fortsætte i kølvandet af drabet på den 27-årige sorte mand Walter Wallace.

Tidligere har tilsvarende politidrab på George Floyd, Breonna Taylor og andre sorte borgere udløst enorme protester i adskillige amerikanske byer.

Ofte har demonstrationerne taget en voldelig drejning med ildspåsættelser, personvold, plyndring af butikker og angreb på offentlige bygninger.

Det har også været tilfældet under protesterne i Philadelphia, der med over 1,5 millioner indbyggere er USA's ottende største by.

57 betjente er blevet såret under urolighederne, og over 200 personer er blevet anholdt.

Walmart har ikke sat en dato på, hvornår våben og ammunition kommer tilbage på hylderne.

Detailkæden sælger våben i omkring halvdelen af dens godt 5000 forretninger i USA.

Walmart er ifølge det amerikanske National Retail Federation verdens største detailkæde. I 2019 havde den et salg på 524 milliarder dollar. Nummer to er Amazon, som sidste år havde en omsætning på cirka 280 milliarder dollar.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce