Annonce
Sport

DIF bifalder beslutning om at fratage Hviderusland VM

DIF-direktør Morten Mølholm Hansen glæder sig over, at Hviderusland er frataget VM i ishockey. (arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Morten Mølholm Hansen finder det betryggende, at Hviderusland er frataget rollen om VM-vært i ishockey.
Annonce

Det uroplagede Hviderusland blev mandag frataget værtskabet for dette års VM i ishockey. Det skete efter stort pres fra blandt andet flere deltagerlande samt hovedsponsoren, Skoda.

Beslutningen blev truffet på et møde i Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), og den blev modtaget med stor glæde i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

- Det er både betryggende og glædeligt, at IIHF har besluttet, at der ikke skal afvikles VM-kampe i Hviderusland. Vi ser i DIF med stor alvor på blandt andet de forhold og den diskrimination, som hviderussiske atleter har været udsat for.

- Det har vi ved flere lejligheder gjort opmærksom på, og derfor bifalder vi også IIHF's beslutning, siger DIF's administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen.

Han tilføjer, at man i DIF er meget optaget af at sikre øget integritet i visse dele af den internationale idrætsverden – også i tildelingen af værtskaber.

Gennem en lang periode har der blandt andet været stor kritik af tildelingen af VM i fodbold til Qatar i 2022.

- Vi mener eksempelvis, at menneskerettighedssituationen og situationen for landets idrætsudøvere godt kan indgå som et parameter, når der skal uddeles værtskaber.

- Derfor glæder det os også, når danske idrætspolitikere lykkes med at påvirke tingene i den rigtige retning, som vi her har set med Henrik Bach Nielsen, der sidder i bestyrelsen for IIHF, siger Morten Mølholm Hansen.

Hviderusland skulle have været vært for VM i ishockey sammen med Letland. Nu skal det besluttes, om Letland skal stå for VM alene eller sammen med en anden vært.

Danmark lagde i sidste uge billet ind på en rolle som vært i stedet for Hviderusland.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Danmarks Ishockey Union (DIU), men indtil videre uden held.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Taget på fersk gerning: Tre anholdt for tyveri mod varebiler

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Annonce