Annonce
Sport

Divisionsmatchen kom op af mølposen hos orienteringsløberne

Dicte andersen fra HSOK vandt sin klasse ved divisionsmatchen, hvor helsingoranerne endte på andenpladsen. Privatfoto

ORIENTERING: I hele 2020 lå samtlige seks divisioner i orienteringsløb stille. Nu er corona-situationen under så meget kontrol, at kampene kunne tages op igen med det udgangspunkt, som klubberne endte i efter dysterne i 2019. Det betød, at den lokale klub, Helsingør Ski- og Orienteringsklub (HSOK), skulle konkurrere i 4. div. Alle klubber i 3., 4., 5., og 6. division fik indbydelsen til årets første match den 9. maj. Afsenderen var Roskilde, der stod for det store arrangement i Bidstrup skovene. Der var over 600 løbere, og det var næsten en heldagsforestilling for arrangøren, da restriktionerne betød, at der ikke måtte være 50 personer på samme tid i et område af skoven. Der var ingen stævneplads, og den enkelte løber mødte op til den tid, vedkommende havde valgt, og efter løbet forlod deltagerne området.

Gik AMOK

De to af modstanderne havde HSOK mødt tidligere: AMOK og FSK. Den sidste modstander var Skærmen, som var oprykker fra 5. div. Efter at AMOK de tidligere år nærmest var med for at lære orienteringens finurligheder, så leverede klubben noget af et svendestykke, idet AMOK vandt samtlige opgør og fik 6 point, HSOK blev toer med FSK og Skærmen på de følgende pladser. HSOK fik de to skalpe, mod FSK 123-109 og mod Skærmen 122-88. Efter en nærstudie af det samlede resultat fremgår det, at det var katastrofalt med en klasse som H21, hvor HSOK overhovedet ikke var repræsenteret og således tabte klubben 0-26 til AMOK, det er næsten hele differencen til AMOK. Det ville også være godt med flere ungdomsløbere. Der er en returmatch senere på året.

Annonce

Gode HSOK-resultater

De ungdomsløbere, som var med i matchen, gjorde det godt. Således toppede Emily Johnsen og Ulrikke Pedersen i D16, og tilsvarende topplacering var der til Dicte Højbjerg Andersen i D18. For år tilbage var D21 i HSOK noget af et problem, men det problem gjorde de dygtige søstre, Sara Lykke Brinch og Maja Lykke Brinch til skamme. Ved at blive nrummer to og tre skaffede de gode point til puljen. Minna Sejr vandt D45B, Lene Jensen, D60 viste de andre konkurrenter baghjul med en suveræn tid. Sammen med Birgitte Krüger på andenpladsen og Mette Sejr Hansen som nr. 4 blev det gode point. Det kunne damerne i D70 også plagiere; her var det Vibeke Mienë, Kirsten Ellekilde og Inge Olsen, der stod for den indsats.

Også flere herrer gjorde sig positivt bemærket. Jens Hansen vandt sikkert H50. H60 var det igen Rolf Lund, der toppede. Han løb banen 11 min. hurtigere end nummer to. Laus Sejr Hansen bakkede godt op ved at blive treer. John Pihl var vinder af H70, og på H80 dominerede HSOK. Her sprintede Jørgen Jensen sig til en sikker førsteplads, og sammen med John Miené og Flemming Larsen gav det de maksimale 15 point.

Den 25. maj får alle klubbens medlemmer mulighed for at dyste indbyrdes, ved et klubmesterskab, der har Frank Johansen som en kyndig banelægger, og mesterskabet er henlagt til et skovområde, som vil være ukendt for de fleste, da det ikke har været anvendt til træning i lang tid. I næste måned finder det andet danske mesterskab sted i sprint.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Eriksen har sendt besked til Inter-spillere i gruppechat

Helsingør For abonnenter

Maiken er blevet glad for hjemmekontoret: - Jeg er blevet en bedre mor og kone af at kunne arbejde hjemme

Annonce