Annonce
Sport

Shawn ville være professionel fodboldspiller: I dag er han Hornbæk-legende

Spejder Shawn Engvej efter kamp nummer 400? Foto: Susanne Prahl
Den 34-årige malermester, Shawn Engvej, er så glad for livet i Hornbæk IF, at han har været sponsor for sit eget hold.

FODBOLD: 300 kampe for samme klub er få forundt. I seriefodbolden er det også ganske sjældent, at der forekommer et jubilæum med så højt et antal førsteholdskampe, men i weekenden hyldede Hornbæk IF sin midtbaneslider Shawn Engvej for lang og tro tjeneste, der har varet i 16 år og 300 kampe.

- Det er selvfølgelig fedt at runde så mange kampe for min klub. Det har der været arbejdet længe på at nå, siger Shawn Engvej med et grin, da Helsingør Dagblad fanger ham for at høre om den usædvanlige bedrift.

34 år gammel elsker han fortsat, når arbejdskalenderen og familien giver plads til, at han kan trække den blå- og hvidstribede fodboldtrøje på og gå i krig med dupper under fødderne, som han har gjort det, siden han var en stor teenager.

Annonce
300 kampe er selvfølgelig en dusk værd. Den fik Shawn Engvej overrakt af Hornbæk IF's Seniorformand Michael Jørgensen før kampen i fredags. Foto: Susanne Prahl

- Jeg elsker stadigvæk fodbolden lige så højt, som jeg altid har gjort, og jeg kan virkelig godt lide at være en del af foreningslivet i Hornbæk. Der er et godt sammenhold, og jeg kan godt lide det med, at man er noget for hinanden i lokalmiljøet. Det oplever vi til kampene, hvor der ofte er godt med tilskuere, og de mindre knægte i klubben ved godt, hvem os gamle drenge på førsteholdet er. Det, synes jeg, er meget sjovt, siger Shawn Engvej.

Sponsor for eget hold

At Shawn er engageret i sin fodbold, selvom det er på serieniveau, er der ikke nogen, som sætter spørgsmålstegn ved.

I et par omgange har han sågar været sponsor i Hornbæk IF's fodboldafdeling. Både for børnehold og for sit eget mandskab.


På et tidspunkt måtte man erkende, at det ikke blev til den store Superliga-karriere.

Shawn Engvej, 300 kampe for Hornbæk


- Der er jo en del, som flytter til København for at studere, og ikke har mulighed for hverken tidsmæssigt eller økonomisk at komme til Hornbæk flere gange om ugen. Derfor var vi nogle stykker, der sponsorerede en bil, som så kunne køre frem og tilbage til træning og kamp. Det ser jeg ikke som det store offer. Jeg ville bare gerne spæde til, fordi jeg havde muligheden, men det var jo også egoistisk for at spille på det bedst mulige hold, forklarer Hornbæk-spilleren.

Annonce

Ville være professionel

At det skulle ende med så gloværdig en karriere i Hornbæk IF lå ikke i kortene, da Shawn var knægt i Skovlunde på den københavnske vestegn.

- Jeg spillede i Brøndby med Kasper Lorenzen, Dennis Cagara og Martin Spelmann og de drenge der. Det var en anden tid, men vi drømte selvfølgelig allesammen om at blive professionelle spillere. Da jeg var 14 år flyttede jeg til Hornbæk, og der skulle jeg ud og spille i Humlebæk, hvor jeg blandt andet spillede med Tobias Mikkelsen. På et tidspunkt måtte man erkende, at det ikke blev til den store Superliga-karriere, og så begyndte jeg på min uddannelse, og fodbolden blev mere sekundær, forklarer Shawn Engvej.

Annonce

Stemte nej til Elite 3000

Han blev hentet ind til Helsingør IF som andenårs ynglinge-spiller, og her var han et par år, hvor han blandt andet trænede under den helsingoranske trænerprofil Flemming Pedersen, inden klubben blev lagt ind under overbygningen Elite 3000 - i dag FC Helsingør.

- Jeg stemte faktisk som en af de få nej, da vi spillere blev spurgt. Ideen er fin nok, men alt det her med at afgive spillere på kryds og tværs er noget rod. Og det blev det også. Men i dag er FC Helsingør jo et noget andet sted, og det er fint, siger Shawn Engvej.

Efter et par år på Gl. Hellebækvej skiftede Shawn til hjembyens klub. Han havde "kun" boet i Hornbæk i fem år, og så er der lidt ekstra at bevise på grønsværen.

- Sådan er det jo som tilflytter. Så har du ikke forældrenes anciennitet at køre videre på, og den skal du så selv opbygge på banen, og det gjorde jeg nok med hård fight og mange løb, forklarer Engvej.

Annonce

Corona-form

Fodboldspilleren er aldrig flyttet ud af sit første Hornbæk-hjem, idet han har købt det af sin far og i dag bor der med kæresten Linda og deres to børn Aston og Ellis på tre og et år. Shawn har dertil et enmands-malerfirma - og derfor mangler han da heller ikke beskæftigelse i dagligdagen.

- Det hele skal hænge sammen, og der er selvfølgelig en prioriteret rækkefølge, hvor fodbolden ikke altid kan vinde over arbejde og familie, men jeg gør stadig, at hvad jeg kan for at følge med. Nu skal jeg også bare lige i form her efter corona-nedlukningen, der har været hård for både firma og kondi. Jeg klager ikke, og jeg skal nok blive klar til den nye sæson, siger Shawn Engvej.

Annonce

Håber på redning

I de 16 år i Hornbæk var der i 2013 og 2014 to ekstra sjove sæsoner. Her var Hornbæk i Sjællandsserien - det højeste i klubbens 113-årige historie.

- Det var virkeligt sjovt, for vi havde et godt hold, og jeg er ret sikker på, at vi med lidt mere stabilitet og træningskontinuitet kunne have være kommet lidt længere. Men det er nogenlunde maksimum for en lille by som vores, men det var sjovt, og det gav ret mange tilskuere, husker Shawn Engvej.

Kamp nummer 300 endte med et nederlag til Engvej og Hornbæk, og derfor er klubben i fare for at dumpe ned i serie 3 på lørdag, inden sæsonens sidste to kamp, der skal spilles på udebane. Den første mod Slagslunde-Ganløse IF på lørdag. En kamp der næsten kan sikre hornbækkerne.

- Jeg ved faktisk ikke endnu, om jeg kan få tid, men jeg vil gøre meget for det, for vi skal ikke ned i serie 3. Det synes jeg, vi er for gode til, men vi har været lidt ramt af afbud i denne sæson. Det kan vi forhåbentlig lige redde hjem i denne sæson og så gøre det bedre efter sommerferien, konstaterer Shawn Engvej.

Den fodboldglade Engvej er blandt meget få spillere i Hornbæks historie, som har spillet over 300 kampe. I nyere tid har kun den tidligere topscorer Michael Sevel og klubrekordholder Kim Porsgaard været oppe på det tal. Sidstnævnte er i øvrigt far til den nuværende anfører Casper Porsgaard, der lige nu står på 295. Mon ikke også, at han runder det fornemme hjørne?

Mickel Juellund Sørensen 276

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Helena blev kun 20 år: 'Mor, jeg har glemt mit træningstøj, jeg vender lige om nu og henter det', og så blev der helt stille

Annonce