Annonce
Danmark

DSB om mundbind: Passagerer og togpersonalet bestemmer selv

Der er ikke trængsel i togene, selvom alle sæder skulle være besat, mener Tony Bispeskov, informationschef hos DSB. Han opfordrer rejsende til at bruge mundbind efter myndighedernes anbefalinger. 
Der kan sidde passagerer på alle sæder, uden de behøver at bruge mundbind, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov. Han anbefaler dog kraftigt, at passagerer har mundbind med i toget. Togpersonalet bestemmer også selv, om de vil bruge mundbind.
Annonce

Coronakrise: Onsdag droppede DSB kravet om pladsbillet til toget, fordi det nu anbefales, at passagerer bruger mundbind, når der er trængsel. Avisen Danmark interviewer DSB's informationschef, Tony Bispeskov:

Hvor tæt skal man sidde i toget, før man skal bruge mundbind?

- Der har faktisk siden maj måttet sidde passagerer på alle sæderne. Men vi vil kraftigt opfordre til, at man sikrer sig et mundbind, for man kan komme i en situation, hvor der er trængsel.

Så der er ikke trængsel hvis alle sæder er besatte?

- Nej der er mere end en meter fra næsetip til næsetip, når alle sæder at optagede i et IC-tog. Og med de nye retningslinjer kan der så også være passagerer, der står op under hensynstagen til afstand. Det er op til den enkelte passagers dømmekraft.

Synes du, der er nok, der bruger mundbind i togene?

- Det er lidt tidligt at sige noget om det, da det først er fra i dag, der kræves mundbind. Det er jo ikke strengt nødvendigt, når man sidder ned.

Der er udsolgt af mundbind i flere 7-Eleven kiosker. Burde I ikke have sikret jer, at der var nok mundbind, når I nu henviser til koskerne som et sted, hvor man kan købe mundbind til rejsen?

- Vi kan ikke stille garantier, for vi ved ikke hvordan belastningen vil være. Man kan også få mundbind mange andre steder end i 7-Eleven, hvor vi kun sælger etstyks pakninger til 15 kroner. Det kan man givetvis finde billigere andre steder.

Igen - burde I ikke have sikret jer, at de var mundbind, inden I fjernede pladskravet?

- Det kunne vi ikke, fordi der sker hurtigt det, at der ét sted kommer langt mere efterspørgsel. Vi kan ikke vide, hvor stor efterspørgslen vil være. Vi gør, hvad vi kan, for at følge med, men der kan opstå en situation, hvor vi har udsolgt.

Spørgsmålet er jo stadig, hvorfor I havde så stort hastværk med at fjerne pladskravet, hvis I ikke kunne overskue, om der var mundbind nok.

- Som andre butikker med andre varer har oplevet under coronaen, så bliver der udsolgt af det ene, og det andet og det tredje, fordi der sker en pludselig hamstring eller en efterspørgsel efter et givent produkt. Det er det, der sker i denne situation.

Så lad mig spørge på en anden måde: Hvorfor var det vigtigt at få fjernet pladskravet fra i dag?

- Vores tilgang til at håndtere det sundhedsmæssige aspekt af corona har været, at myndighedederne er eksperterne, og dem læner vi os op af.

Men det pladskrav, I har haft hidtil, er jo ikke på tværs af den nye anbefaling om mundbind, der kommer fra Sundhedsstyrelsen?

- Nej, men vi vil gerne lægge os parallelt med, hvad Sundhedsstyrelsen nu anbefaler. Så kan du sige, at vi godt kunne have nogle skrappere krav, og ja, det kunne vi. Vi kunne også vælge at sige, at vi følger de anbefalinger og påbud, der måtte være, og det er det, vi har gjort nu.

Er der ikke et økonomisk aspekt i, at fjerner pladskravet? I har jo foræret pladsbilletterne væk gratis i hele coronaperioden. Det er vel en tabt indtægt for jer.

- Nej. Det, der er vigtigt for os, er, at vi kan leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og at vi kan give så mange kunder som muligt adgang til at rejse med os. Vi vil naturligvis gerne vende tilbage til en normal situation, hvor vi har kunder i vores tog som tidligere.

Hvorfor bruger DSB's togpersonale ikke mundbind?

- Vores personale har mulighed for at få mundbind, men der gælder det samme for dem som for vores kunder, at det er frivilligt. Vi vil kraftigt anbefale det, men det beror på, om det er nødvendigt i den arbejdssituation, de nu engang har. Nogle vil meget gerne, mens andre siger, at på de tidspunkter, hvor de arbejder, har de ikke brug for at bære mundbind. Det er frivilligt.

Hvorfor er der ikke spritdispensere ved perronerne?

- Vi har svært ved at håndtere det med spritdispensere. Til gengæld siger vi, at når man kommer ind med fjern- og regionaltog, så er der toiletter med vand og sæbe, og så gør vi alt hvad vi kan for at sikre, at man der kan komme til at vaske sine hænder og holde en god håndhygiejne.

Enhver butik eller restaurant i hele Danmark har fået sat spritdispensere op. Hvorfor er det sværere for jer?

- Vi har 300 stationer rundt i landet, og vores vurdering har været, at vi simpelthen ikke kan levere det på en måde, som vil være ordentlig. Der kører tog i døgndrift, og vi har ikke fysisk mulighed for at sikre, at der er fyldte spritdispensere overalt.

Annonce
Annonce
Danmark

Opdateret onsdag: 558 nye smittede i Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce