SNEKKERSTEN: - Jeg blev lidt fascineret af det fine aftryk og tænkte, at jeg måtte finde kameraet frem.
Sådan lyder det fra Jens Henriksen fra Snekkersten, der forleden fik sig lidt af chok, da han sad ved spisebordet sammen med sin kone.
- Der lød et smæld af en anden verden, da duen ramte vinduet. Den var død på stedet og lå på ryggen ude på terrassen, fortæller husejeren.
Ringduen, der ulykkeligvis tog sin sidste flyvetur, havde dog efterladt sig et særligt aftryk på ruden, som Jens Henriksen forevigede.
- Jeg synes faktisk, at der er lidt poesi over det - på en måde ligner det duens ånd, der sidder der, fortæller fotografen, der har sendt sit billede til Helsingør Dagblad.