ESPERGÆRDE: Idyllen er komplet på Rørtangkilen, hvor gående og cyklister kan nyde udsigten over markerne uden at skulle koncentrere sig om at undvige store sten og huller, efter der kom ny belægning på grusvejen.
Næsten da.
For selvom den nye belægning er blot et halvt år gammel, er der allerede begyndt at blive dannet nye huller og riller, hvor de store mængder vand i efteråret gravede sig ned i gruset.
Det er ærgerligt, mener én af Dagbladets læsere, som har efterlyst svar på, om Nordsjællands Park og Vej, NSPV, har planer for vedligehold af grusvejen, så den kan være fin og let fremkommelig så længe som muligt.
Problemer med render
- Vi er helt opmærksomme på problemet, siger Preben Berg Nielsen til Helsingør Dagblad.
Preben Berg Nielsen, projektchef hos NSPVVi har haft lidt problemer med skyllerenderne derude, som vi skal finde en løsning på
Han er projektchef i NSPV og havde dialogen med entreprenøren tilbage i november, da det nye grus blev lagt.
- Vi har haft lidt problemer med skyllerenderne derude, som vi skal finde en løsning på. Der kom rigtig meget vand i efteråret, og det gjorde, at de render, der er, ikke kunne få alt vandet væk. Det skal vi have løst, lover han.
Ingen vedligeholdsplaner
Preben Berg Nielsen oplyser desuden, at der ikke er særskilte planer for at vedligeholde den fine, nye grusvej, men at NSPV generelt har tilsyn med veje og stier én gang om året.
Her vurderer de, om der er behov for reparationer og lignende. Preben Berg Nielsen vil dog ikke udelukke, at Rørtangkilen skal kigges efter oftere.
- Den er bygget op på en ny måde, end vi plejer, så det kan da være, vi skal overveje det, afslutter han.