Annonce
Helsingør

En af de første sager efter samtykkeloven: 15-årig er idømt halvandet års fængsel for voldtægt i Snekkersten

Retten i Helsingør
En splittet domsmandsret fandt torsdag eftermiddag en dreng fra Snekkersten skyldig i voldtægt af en 14-årig pige. Han ankede på stedet dommen til frifindelse i Landsretten.

HELSINGØR-SNEKKERSTEN: Et var, at den 14-årige pige var under den seksuelle lavalder, et andet var, at gerningsmanden ikke sørgede for at få hendes samtykke til sex i sit værelse en januarnat i Snekkersten i år.

Sagen endte med en anmeldelse for voldtægt, og torsdag eftermiddag kom en uenig domsmandsret frem til at kende en 15-årig lokal dreng skyldig i fuldbyrdet voldtægt. Han blev idømt halvandet års fængsel og til at betale en erstatning på 100.000 kroner til den i dag 15-årige lokale pige.

Den første sag af sin art herhjemme

Ét år af dommen blev gjort betinget, mens det halve år skal afsones. Hele straffen kan dog veksles til ubetinget fængsel, hvis den dømte begår ny kriminalitet indenfor de næste to år, eller ikke følger en kommende proces i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Efter domsafsigelsen ankede den 15-årige dommen til frifindelse i Østre Landsret.

Sagen var ifølge anklageren den første i dansk retshistorie, der alene var anlagt på den nye samtykkelov. Den indebærer at der kan dømmes for voldtægt, selv om den anklagede på intet tidspunkt har anvendt vold, eller andre former for fysisk magtanvendelse over for offeret, men blot undladt at få personens samtykke til sex.

Annonce

Påstand mod påstand

Men det var som nævnt ikke en enig jury, der fældede drengen. En af dommerne i den tre mand høje domsmandsret stemte for en frifindelse. Dommeren mente, det var påstand mod påstand, og at det ikke var lagt beviser frem på, at drengen havde begået voldtægt.

Men de to øvrige fandt, at offerets udlægning af, hvad hun blev udsat for den aften i drengens hjem i Snekkersten, var troværdig, og at den på flere afgørende punkter gik hånd i hånd med de forklaringer, som to af hendes veninder, der var til stede i hjemmet den pågældende aften og nat, havde givet under den to dage lange retssag.


Man kan sige ja til sex på mange måder, men uanset måden, så er udgangspunktet i den nye lov, at enhver seksuel akt skal være frivillig for begge parters vedkommende. Ellers er det voldtægt.

Senioranklager Bente Schnack


Den 15-årige selv holdt fast i, at han var uskyldig. Den sex, han havde haft med den mindreårige pige i sit værelse, under en sammenkomst med fire andre jævnaldrende venner, fandt sted i gensidig forståelse, og hun havde ikke sagt fra.

Annonce

"Du sagde ikke fra"

"Fuck dig - du sagde ikke fra," skrev den dømte i en tekst til pigen, efter at han var blevet sigtet for voldtægt.

Men som anklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi påpegede i sin procedure, så hævdede pigen selv det modsatte, og i øvrigt indebærer den nye samtykkelov, at drengen skulle have sikret sig, at pigen sagde ja til at have sex før han gik videre.

- Hun skulle ikke sige "fra" - hun skulle sige "til". Man kan sige ja til sex på mange måder, men uanset hvordan samtykket gives, så er udgangspunktet i den nye lovtekst, at enhver seksuel akt skal være frivillig for begge parters vedkommende, ellers er det voldtægt. Selv om pigen ikke som påstået sagde fra, så skal hun under alle omstændigheder sige ja til sex, lød det fra senioranklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi.

Den 15-årige blev frifundet for at være i besiddelse af en kort film med børneporno på sin mobiltelefon. Efter domsafsigelsen forlod han retten sammen med sine forældre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Eriksen har sendt besked til Inter-spillere i gruppechat

Helsingør For abonnenter

Maiken er blevet glad for hjemmekontoret: - Jeg er blevet en bedre mor og kone af at kunne arbejde hjemme

Annonce