Annonce
Debat

- En HH-forbindelse bliver et mareridt for Helsingør

"Med den øgede trafik på Helsingørmotorvejen vil flere også komme til at holde i kø", mener Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti. Foto: Lars Johannessen

DEBAT: Det bliver et mareridt for Helsingør, hvis der bygges en fast HH-forbindelse. Derfor er vi i Dansk Folkeparti imod en fast forbindelse med både vej og tog. DF har lokalt i Helsingør tidligere talt positivt for at etablere en fast togforbindelse, men denne er vi nu også imod.

Omkring 60 ejendomme skal eksproprieres i mindre eller større grad, hvis der bygges en fast togforbindelse. Det vil ikke være muligt at tage toget fra stationerne i Helsingør og Snekkersten i flere år pga. arbejdet med at etablere en fast forbindelse. Det vil være til stor gene for vores lokale pendlere.

Der er også risiko for, at der køres med godstog på kystbanen om natten, og at støjen forstyrrer mange borgeres nattesøvn. Det er særligt venstreorienterede partier, der gerne ser, at der kommer til at køre godsvogne på kystbanen.


Vi vil også miste lokale arbejdspladser


Hvis der etableres en fast togforbindelse, hvor kystbanen kobles på det svenske net ved Helsingør, så er der risiko for flere forsinkelser på kystbanen. Det bliver pendlerne ikke begejstrede for. Der er i forvejen problemer, da Kystbanen er koblet på det svenske tognet i retning mod København.

Hvis man ser på en vejforbindelse, vil der blive mindre tung trafik og CO2-udledning ved Kongevejen i Helsingør. Det er positivt. Til gengæld vil der komme mere trafik på Helsingørmotorvejen og ved tilkørslen til den faste vejforbindelse mellem Espergærde og Snekkersten. Ud af det får man en øget CO2-udledning, da der vil komme mere tung trafik, som tidligere ville have kørt over Øresundsbroen. Med den øgede trafik på Helsingørmotorvejen vil flere også komme til at holde i kø.

"HH-forbindelsen er derfor ikke en god drøm – nej, den er et mareridt", mener Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti.

Færgerne sejler i dag på el, og det er derfor mere klimavenligt, hvis lastbilerne benytter færgerne. Vi risikerer, at færgerne stopper med at sejle, hvis der kommer en vejtunnel. Vi vil også miste lokale arbejdspladser. I Dansk Folkeparti frygter vi desuden, at flere vil køre uden om Helsingør, og at det vil have negative konsekvenser for vores lokale erhvervsliv.

Vi i Dansk Folkeparti arbejder for, at Øresund bliver en maritim nationalpark, men de negative konsekvenser for sundet er uafklarede. Vi ønsker ikke, at en fast HH-forbindelse skal have negative konsekvenser for biodiversiteten i Øresund.

HH-forbindelsen er derfor ikke en god drøm – nej, den er et mareridt.

+

De otte partier i Helsingør Byråd får på skift mulighed for at skrive et længere indlæg i HD Debat om et politisk emne, som ifølge ugens parti er særligt vigtigt lige nu. I dag er det Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti, der skriver.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Divisions-formand kalder forslaget et frontalt angreb - eks-OB-direktør Thomas Christensen ser hele fodbold-verdens balance truet

Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Annonce