Annonce
Helsingør

Enorme fejl sænkede FC Helsingør i Esbjerg

Kevin Stuhr Ellegaard havde meget at se til, da FC Helsingør fredag aften tabte 1-2 i Esbjerg. Foto: Claus Birch.
Et dumt straffespark, et vanvittigt selvmål og et rødt kort var overskrifterne, da FC Helsingør tabte for første gang siden oprykningen.
Annonce

FODBOLD, 1. DIVISION: I en af sæsonens sværeste kampe diskede FC Helsingør op med så graverende fejl, at det helt naturligt måtte ende med sæsonens første pointtab.

Superliga-nedrykkerne fra Esbjerg fik foræret et straffespark og senere både selvmål og rødt kort fra debutanten Brandon Onkony. Et reduceringsmål fra Jeppe Kjær pyntede på måltavlen, men det var ikke nok til FCH-point i det vestjyske.

FC Helsingør var nødt til at ændre startopstillingen på to pladser i forhold til de seneste kampe, da både Sebastian Czajkowski og anfører Nikolaj Hansen døjer med skader. Derfor var der debut til forsvarsspilleren Brandon Onkony og Oliver Kjærgaard, som scorede i sidste uge mod Hvidovre var placeret lige bag Jeppe Kjær.

Annonce

Dumt straffespark

Esbjerg lagde ud med et højt tryk på gæsterne, og det havde FCH-bagkæden sit hyr med at holde ude af farezonen. Det gav enkelte chancer, inden Philip Rejnhold efter et kvarter måtte give et hjørnespark. På dette fik forsvarsklippen Rodolph Austin et helt frit hovedstød, som Kevin Stuhr Ellegaard imponerende reddede. Returbolden helt ude i siden af feltet hoppede Daniel Norouzi hovedløst ind i og pløjede en modstander ned. Det gav helt korrekt et straffespark, som Yuriy Yakovenko tordnede i kassen. For første gang i sæsonen var helsingoranerne bagud.

Annonce

Bizart selvmål

Efter en svær start, hvor FC Helsingør havde haft svært ved at holde fast i bolden, fik Morten Eskesens tropper rykket spillet længere frem midt i første halvleg.

Alligevel gik det galt igen efter en lille halv times spil - helt galt. Debutanten Brandon Onkony vandt en løbeduel med Patrick Egelund, men forsvarsspilleren glemte at kigge op, og han trillede bolden forbi sin egen keeper og ind i det tomme mål. Et vanvittigt mål, der ikke ses ofte på det niveau.

To tåbelige foræringer fra FC Helsingør mod et stærkt Esbjerg-mandskab. Det gjorde helt tydeligt ondt på de ellers så sejrsvante oprykkere. De havde svært ved at sætte spillet sammen i kombinationer, og derfor kunne Esbjergs bagkæde stå og se til, mens deres holdkammerater lukkede ned og byggede op på ny.

Med sit uheldige mål måtte Brandon Onkony lægge ryg til mange ytringer fra de få hundrede Esbjerg-fans, der mente, at han skulle sparke på mål, hver gang han modtog bolden.

FCH's farligste chance kom kort før pausen, da Frederik Christensen fik frispark lige uden for feltet, men Jeppe Kjærs afslutning sad lige midt i muren.

En første halvleg, hvor EfB var bedst, men kun producerede en stor chance - som de brændte - men alligevel vandt 2-0.

Cheftræner Morten Eskesen ændrede to pladser i pausen, hvor Frederik Bay kom ind på venstre back, hvor han fik Anders Holst foran sig, mens Lucas Haren overtog højre kant.

Annonce

Kjær igen

Efter et kvarter uden de store chancer gav udskiftningen gevinst. Anders Holst lagde bolden videre til en overlappende Frederik Bay og på bageste stolpe dukkede lille Jeppe Kjær udækket op, og så er størrelsen ligegyldig. Jeppe Kjær headede bolden i nettet, og så var kampen igen åben. Det var Kjærs femte mål i sæsonen.

Spændingen varede ikke længe, for syv minutter senere kiksede FC Helsingørs offside-fælde, Brandon Onkony forsøgte at gå i duel med den friløbende Andri Bjarnason, og det takserede dommeren til frispark og rødt kort til FCH-spilleren. En rædselsfuld debut var endegyldigt slut.

En mand nede havde FC Helsingør ikke meget at skyde med i jagten på udligning, og det var da også hjemmeholdet, der sværmede om gæsternes mål, men Kevin Stuhr Ellegaard stod i vejen for det meste.

De sidste minutter gik Esbjerg længere tilbage for at sikre sejren, og det lykkedes ikke FCH at komme til en chance.

Næste kamp venter allerede onsdag, hvor HB Køge kommer til Helsingør.

Esbjerg fB - FC Helsingør

2-1 (2-0)

1-0 Yuriy Yakovenko (18.)

2-0 Brandon Onkony, selvmål (28.)

2-1 Jeppe Kjær (58.)

Tilskuere: 499

Esbjerg fB (4-5-1): Jeppe Højbjerg - Jonas Mortensen, Rodolph Austin, Jeppe Brinch, Kevin Conboy - Patrick Egelund (30. Pyry Soiri), Simon Bækgård, Lasha Parunashvili, Joni Kauko (63. Mathias Kristensen), Jakob Ankersen (84. Clinton Antwi)- Yuriy Yakovenko (63. Andri Bjarnason).

FC Helsingør (4-4-1-1): Kevin Stuhr Ellegaard - Anders Holst (70. David Boysen), Jonas Henriksen, Brandon Onkony, Philip Rejnhold - Elijah Just (46. Frederik Bay), Frederik Christensen (88. Andreas Smed), Daniel Norouzi (76. Teddy Bergqvist), Carl Lange (46. Lucas Haren) - Oliver Kjærgaard - Jeppe Kjær.

Advarsler: EfB: Rodolph Austin (44.), Yuriy Yakovenko (52.), Jakob Ankersen (61.), Simon Bækgård (86.), Mathias Kristensen (91.) FCH: Daniel Norouzi (18.), Anders Holst (31.), Frederik Bay (74.), Jeppe Kjær (85.),

Udvisning: Brandon Onkony (65.)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Mangel på daginstitutionspladser: Så mange børn kan ikke få en plads i deres egen by

Helsingør For abonnenter

Leder: Problemet skulle være løst for flere år siden

Annonce