Annonce
Udland

EU fordømmer masseanholdelser ved protester i Rusland

Russisk politi har anholdt et par tusinde mennesker rundt om i landet, hvor oppositionen havde indkaldt til protester mod fængslingen af oppositionsleder Aleksej Navalnyj. Mange steder greb politiet hårdhændet ind mod de overvejende fredelige demonstrationer. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Mandag drøfter EU's udenrigsministre næste skridt, efter at tusinder af Navalnyj-støtter er anholdt i Rusland.
Annonce

Ruslands reaktion på lørdagens store demonstrationer er dybt bekymrende, mener EU's udenrigschef, Josep Borrell.

Han retter en skarp kritik mod de mange anholdelser, russisk politi har foretaget blandt støtter til den fængslede oppositionsleder, Aleksej Navalnyj.

- Jeg følger de igangværende begivenheder i Rusland med bekymring, skriver Josep Borrell på Twitter.

- Jeg fordømmer de omfattende tilbageholdelser, den overdrevne magtanvendelse og afbrydelsen af internet og telefonforbindelser, skriver han.

- Vi vil mandag drøfte næste skridt med EU's udenrigsministre, lyder det.

Russisk politi har anholdt over 2500 mennesker rundt om i Rusland lørdag. Det viser en opgørelse fra den uafhængige observatør OVD-Info.

Mange steder har politiet brugt vold for at opløse demonstrationer.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger, at Danmark er klar til at overveje flere EU-sanktioner mod Rusland.

- Fængslingen af Navalnyj og hundredvis af antikorruptions-demonstranter i Rusland er dybt bekymrende. Fredelige demonstranter bør ikke kriminaliseres, men løslades, skrev han tidligere lørdag på Twitter.

Lørdag aften dansk tid fordømmer også USA den "barske taktik" fra det russiske politis side.

USA's udenrigsministerium beder Rusland om at løslade de demonstranter og pressefolk, der er anholdt lørdag. Og Navalnyj skal "betingelsesløst" frigives, siger ministeriets talsmand, Ned Price, ifølge Reuters.

Amnesty International fordømmer ligeledes de mange - til tider voldsomme - anholdelser lørdag.

- Politiet ignorerede pligten til at garantere retten til fredelig forsamling. I stedet slog og anholdt de vilkårligt demonstranterne, hvoraf mange var unge mennesker, siger Amnestys Rusland-direktør, Natalia Zviagina.

Den 44-årige Aleksej Navalnyj er præsident Vladimir Putins mest kendte kritiker og modstander. Han vendte søndag hjem til Rusland, efter i månedsvis at have været behandlet i Tyskland mod nervegiften Novitjok.

Ved hjemkomsten blev han anholdt og er foreløbig fængslet i 30 dage.

Navalnyj er anklaget for at have forbrudt sig mod betingelserne i en betinget dom for underslæb. Han siger selv, at anklagerne mod ham er politisk motiverede.

Foruden ham selv er også flere af medarbejderne i hans organisation, der arbejder på at afsløre korruption i Rusland, blevet fængslet.

Fredag tog EU-præsident Charles Michel sagen op, da han talte i telefon med Putin.

- Præsidenten for Det Europæiske Råd informerede præsident Putin om den alvorlige bekymring i EU og dets medlemsstater over den seneste udvikling. Han opfordrede til, at Aleksej Navalnyjs rettigheder fuldt ud respekteres, hed det i en erklæring fra Michels kontor.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Sikke en fest: - Vi er så glade

Erhverv

Statsministerens travle time i Helsingør: - Coronavirusset kommer desværre med en pris

Helsingør

Se video: Statsministeren svarer på dagbladets spørgsmål om hårdtramte caféer

Annonce