Annonce
Helsingør

Farlige situationer på Gurrevej: - Jeg er blevet så bange, at jeg ikke cykler længere

Det er blandt andet i dette kryds på Gurrevej/Rønnebær Allé ved Fakta, at Hedvig Vestergaard oplever, at cyklister ikke overholder færdselsreglerne. Foto: Lars Johannessen.
Vi ved generelt for lidt om, hvordan man skal færdes i trafikken og vi tager ikke nok hensyn til hinanden, mener en af dagbladets læsere.

TRAFIK: - Jeg er blevet så bange, at jeg ikke cykler længere, siger Hedvig Vestergaard til Helsingør Dagblad, da vi fanger hende over telefonen.

Hedvig Vestergaard har stillet et spørgsmål til dagbladet om særligt skolebørns færden i trafikken, og hvorfor blandt andet skoler ikke gør mere for at lære de unge, hvordan man kommer sikkert frem på cykel.


Der er klart sket et skred mod mindre hensyntagen og mere egoisme i trafikken

Rosa Nissen, projektleder ved Rådet for Sikker Trafik


Det er særligt området omkring Gurrevej/Rønnebær Allé og Gurrevej/Gefionsvej, der bekymrer Hedvig Vestergaard. Her er der nemlig mange skolebørn til og fra Skolen ved Gurrevej, der færdes, når altså ikke de er hjemsendt på grund af corona og modtager online undervisning.

Annonce

”Meget farlig adfærd”

Børn - og voksne for den sags skyld - kører ifølge Hedvig Vestergaard på fortovene og på cykelstier i den forkerte retning. Desuden krydser skråt over kryds i stedet for at køre i en L-form, hvis de skal til venstre.

Generelt kan man sige, at kørslen er hensynsløs, og det er et billede, de godt kan genkende hos Rådet for Sikker Trafik.

5 råd om at lære børn at cykle

  1. Træn mange gange på lukket område, før I kører ud i trafikken
  2. Lær dit barn at bruge cykelhjelm
  3. Vælg den rigtige størrelse cykel
  4. Tjek, at cyklen har det lovpligtige udstyr
  5. Husk lygter og reflekser til dit barn

- Der er klart sket et skred mod mindre hensyntagen og mere egoisme i trafikken. Trafikken er et samspil, og det kræver, at vi tager hensyn til hinanden. Der skal faktisk ikke ret meget til, før en tur kan blive behagelig – for eksempel at nogen holder tilbage for en, forklarer Rosa Nissen, som er projektleder ved Rådet for Sikker Trafik.

Annonce

Børn skal trænes i trafiksikkerhed

Generelt er forældre meget interesserede i deres børns trafiksikkerhed, fordi det er en måde at beskytte dem på. Men når det kommer til at træne færden i trafikken i praksis, kan det pludselig blive lidt sværere. Det er nemlig en løbende proces, hvor der hele tiden bygges ovenpå.

En helt ny rapport fra ETSC, som er en slags paraplyorganisation for trafiksikkerhedsorganisationer i EU, hvor Rådet for Sikker Trafik er også medlem, viser, at børn generelt har lidt trafikmæssigt under coronanedlukningen i hele Europa, fordi de er gået glip af rigtig meget af den undervisning, de får i skolerne.

Børn og trafiksikkerhed

  • Fra 0.-9. klasse har skoler mulighed for at undervise elever i trafiksikkerhed. Rådet for Sikker Trafik stiller undervisningsmateriale til rådighed for alle klassetrin.
  • Det er krævende at lære at cykle. Det tager tid.
  • Ifølge loven skal barnet mindst være 6 år, før det må cykle alene i trafikken. Indtil da skal det følges med en person, der er 15 år eller derover. Men det betyder ikke, at barnet er klar til at cykle alene fra det er 6 år.
  • Mange børn kan først cykle alene, når de er 10-12 år. Det kommer an på trafikken, og hvor meget de har trænet.

- Der er klart mindre af alt, der ikke er obligatorisk, og der er færdselsundervisning noget af det, der ikke bliver til noget, forklarer Rosa Nissen og fortsætter:

- Det er svært at sætte i værk, for koblingen mellem teori og praksis er nødvendig, når det kommer til trafikundervisning. Det er ligesom svømning – det kan du ikke lære ved kun at kende teorien.

Derfor opfordrer hun til, at familierne bruger tiden under nedlukningen til at træne børn i trafikken, hvis man alligevel skal ud at have noget frisk luft.

- Det er selvfølgelig ikke gjort med én tur, men det er super træning at komme ud, afslutter hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce