Annonce
Sport

FC Helsingør er et point fra oprykning

Jeppe Kjær nedlægges i feltet, og kort efter sparker topscoreren 2-0-målet ind fra pletten. Foto: Torben Sørensen
Både FC Helsingør og Aarhus Fremad vandt onsdag aften, og derfor skal oprykningen afgøres på lørdag.
Annonce

FODBOLD, 2. DIVISION: Intet er afgjort i toppen er 2. division før sidste spillerunde. Det er en realitet efter onsdagens runde, hvor FC Helsingør vandt 3-1 over AB, mens forfølgerne fra Aarhus Fremad tævede HIK med 5-1.

Med en markant bedre målscorer og to point mere, kan FCH "nøjes" med et point i Pandrup, hvor sæsonen afsluttes mod formstærke Jammerbugt.

- Nu skal vi op og gøre det færdigt med et resultat, der kan sende os op. Vi skal finde niveauet frem fra de seneste tre kampe mod Jammerbugt, så skal det nok lykkes, og så bliver det en god tur hjem fra Nordjylland, sagde cheftræner Morten Eskesen efter opgøret, som han overordnet var fint tilfreds med.

- Vi spiller en god kamp i dag med mange fine præstationer. Jeg ærgrer mig lidt over fejlene til sidst, men jeg er generelt stolt af drengene, der leverer godt mod et godt AB-hold.

Hjemmeholdet indledte opgøret med at lægge tryk på AB, men det bragte ikke andet end en stribe hjørnespark med sig. Presset fortog sig, og gæsterne fik flyttet spillet længere frem.

Annonce

Cortez åbnede

Ingen af holdene kom frem til de store chancer, før Chris Cortez åbnede målscoringen med et sublimt mål. Det startede med et forrygende fladt skift fra Daniel Norouzi, der fandt Dalton Wilkins, og newzealænderens indlæg sejlede hen over AB's keeper og lige i panden på den amerikanske angriber, der sikkert lagde bolden i kassen med panden.

FC Helsingør slækkede på kontrollen efter målet, og nu var det AB, der jagtede en udligning.

Med en håndfuld minutter tilbage var det tæt på i to omgange. Første på en ripost efter et frispark lige uden for feltet, og sekvensen efter med et helt frit hovedstød, der heldigt for hjemmeholdet blev sendt forbi mål. Hjemmeholdets spilere virkede uorganiserede både defensivt og offensivt i de sidste minutter, og pausefløjtet var bestemt til deres fordel.

Organisationen var bedre i anden halvleg, men det var fortsat sjældent, at FCH blev farlige. Et fikst vip og en hurtig Jeppe Kjær ændrede det. Den lille angriber kom fri, og så nedlagde AB's Simon Holden ham. Det gav et straffespark, og her var Kjær sikkerheden selv. Han satte sit 19. sæsonmål i kassen og er dermed alene på topscorerlisten i 2. division.

Scoringen gav ro på FC Helsingør, der kontrollerede spillet og ikke gav noget væk til de fodrappe gæster fra AB. Midtbanen gjorde sad solidt på spillet og lod bolden gøre arbejdet.

Med 10 minutter tilbage var Jeppe Kjær ophavsmanden til afgørelsen. Han satte igen Simon Holden af, og inde foran mål var Teddy Bergqvist klar til at prikke bolden i kassen.

Så troede de fleste, at festen var forbi, men sløset boldomgang og inkonsekvent forsvarsspil gav AB et lille håb om comeback fem minutter før tid, da Karim El Haddoucchi sparkede bolden i mål.

Annonce

"Har ikke mødt os"

Kampen blev afsluttet med et fyrværkeri på den anden side af det gennemsigtige hegn, og med det skal FC Helsingør nu en tur til Jammerbugt på lørdag, hvor et enkelt point sender dem i 1. division. Men det kan blive svært nok, idet nordjyderne har hentet 13 point i de foreløbige fem kampe i slutspillet.

- Men de har heller ikke mødt os endnu, konstaterede Morten Eskesen knastørt på talen om Jammerbugts form.

En af nøglefigurerne i den kamp bliver utvivlsomt Daniel Norouzi, der igen var stærk onsdag aften.

- Det var ikke prangende i dag, men det var ok og det var heldigvis nok, og nu er det heldigvis stadig i vores egne hænder. Nu skal vi op og spille mod Jammerbugt, og det er svært nok, men vi skal gøre arbejdet færdigt, sagde Daniel Norouzi efter kampen.

Aarhus Fremad får lørdag besøg af Frem, der onsdag tabte til - Jammerbugt.


FC Helsingør - AB

3-1 (1-0)

1-0 Chris Cortez (27.)

2-0 Jeppe Kjær (59.)

3-0 Teddy Berqvist (82.)

3-1 Karim El Haddouchi (86.)

FC Helsingør (4-4-2): Kevin Stuhr Ellegaard - Jonas Henriksen, Andreas Holm (58. Mathias Christensen), Nikolaj Hansen, Dalton Wilkins - Frederik Christensen, Thomas "TK" Kristensen (44. Oliver Kjærgaard), Daniel Norouzi, Eli Just - Jeppe Kjær, Chris Cortez (56. Teddy Bergqvist).

Advarsel: FCH: Andreas Holm (12.) AB: Albert Nørager (18.), Seejou King (45.), Simon Holden (58.), Jonathan Dahl Bagger (93.)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce