Annonce
Sport

FC Helsingør og syv andre klubber vil stoppe sæson

FC Helsingør muligheder for at komme i gang i 2. division på denne side af sommerferien ser efterhånden usandsynlige ud. Foto: Claus Birch
Annonce

FODBOLD: I et åbent brev til Divisionsforeningen har otte klubber fra 2. division bedt om en ny diskussion om afviklingen af den suspenderede sæson.

FC Helsingør har sammen med både jyske og sjællandske klubber opfordret til, at 2. division stoppes nu, fordi tiden nu er så fremskreden og en turnering, der løber langt ind i juli, vil være skævvridende på det sportslige aspekt.

Torsdag gik Divisionsforeningen i pressen med en meddelelse om, at der i næste uge vil foreligge en tidsplan. Det er den udmelding, som de otte klubber nu svarer på.

Udmelding undrer

I mailen som er sendt ud til pressen, står der blandt andet:

– Det kan derfor undre, at Divisionsforeningen går i pressen. For det første fordi vi klubber ikke er orienteret om den plan, man nu forventer at have klar i næste uge. For det andet fordi, at klubberne – og særligt undertegnede – på videomødet i marts blev formanet, hvor vigtigt det var ikke at tage diskussionerne i pressen, men at disse skulle holdes internt – andet skadede dansk fodbold, var uetisk og så videre. For det tredje undrer det, eftersom Divisionsforeningen i forlængelse af vores seneste møde anmodede om, at klubberne skulle fremsende sine bemærkninger og forslag til rækkens resterende afvikling, skriver Andreas Leidesdorff fra Ringkøbing IF, der er blandt de medunderskrivende klubber.

I det medfølgende brev argumenteres over tre sider for, at en snarlig afklaring ønskes, og der er også bud på en mulig løsning.

Divisionsforeningen lagde i mandags et forslag frem, hvor så mange kampe som muligt spilles. Det er fundet plads til yderligere 11 i nærværende sæson. Og det vil betyde fodbold langt ind i sommeren.

"Det er dog undertegnede klubbers overbevisning, at en indgriben som den foreslåede på nuværende tidspunkt i sæsonen, vil skabe en yderst uheldig afgørelse af 2. Division. Det er i denne sammenhæng relevant at bemærke, at cirka 600 spillere spiller i 2. Division, hvoraf alene cirka 30 procent er deltidsbeskæftiget. Med enkelte undtagelser er de resterende 70 procent amatørspillere. Det er undertegnedes overbevisning, at den foreslåede løsning vil skabe en yderst uheldig afvikling af sæsonens resterende kampe, da det i høj grad vil afhænge af hvilke klubber, der kan forlænge sine kontrakter efter 30. juni 2020, hvilke amatørspillere fortsætter, hvem er på ferie, osv.”

Sådan ridses problemstillingen op i begyndelsen af det åbne brev.

“Holdenes indbyrdes niveauforskel risikerer på denne baggrund at forskydes fra runde til runde. Er modstanderens målmand eller topscorer på ferie/flyttet fra byen/skiftet klub, når man mødes, eller er han ikke. Dette medfører, at rækken i stort omfang vil blive afgjort af faktorer, der ligger udenfor banen,” lyder det fra de otte klubber, som foruden FC Helsingør tæller Ringkøbing, FC Sydvest, Slagelse, Brønshøj, FA 2000, Vanløse og Holbæk.

Ingen nedrykkere

De stiller derved spørgsmålstegn ved, at Divisionsforeningens ønske om at "spille så mange kampe som muligt" er den mest sportslige vej at gå.

De otte klubber foreslår, at sæsonen afsluttes nu – uden nedrykker og med udpegelse af en enkelt oprykker:

“Det er på denne baggrund undertegnede klubbers forslag, at 2. Division sæson 2019/2020 afgøres på følgende måde: Nuværende stilling fastfryses dog således, at ingen klubbers skæbner vil blive negativt påvirket af covid-19. Dette vil i praksis betyde, at 2. Division finder en oprykker, men at ingen rykker ned. De nuværende planlagte tre nedrykkere fra NordicBet Liga (1. division, red.) fastholdes, ligesom der skal findes fire hold fra Danmarksserien. Sæsonen 2020/2021 spilles med 30 hold i 2. Division."

Der peges ikke på, hvordan oprykkeren skal findes, men forslaget vil altså betyde, at der i næste sæson vil være 30 hold i 2. division.

Helsingør Dagblad har været i kontakt med Divisionsforeningen, og her har man ikke nogen kommentarer til brevet.

 

[gallery ids="206875,206876,206877"]

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

'Latterligt', 'for dumt', 'helt forkert': Afvisning af kinesisk festival møder kritik

Helsingør

Coronastatus for Helsingør: Hurrah, nu er vi kun nummer syv

Annonce