Annonce
Sport

FC Helsingør på jagt efter Kjær-afløser i transfervindue

Jeppe Kjær er netop blevet opereret og kommer ikke i kamp før næste sæson. Derfor skal FC Helsingør ud og finde en erstatning i den kommende måned. Foto: Claus Birch
1. januar åbnede fodboldens transfervindue, og FC Helsingør jagter "to til tre" nye spillere, siger klubbens bestyrelsesformand.

FODBOLD: Frem mod afslutningen af efterårssæsonen blev FC Helsingør hårdt ramt af skader. Således var Jeppe Kjær, Jonas Henriksen og Sebastian Czajkowski ukampdygtige i de sidste kampe.

De to førstnævnte kommer formentlig ikke til at spille mere i denne sæson, og det skal der reageres på i januars transfervindue.

- Vi har en situation, hvor vi skal ud og lede efter to-tre spillere i januars transfervindue. Der skal blandt andet findes en erstatning for Jeppe Kjær, der ser ud til at være ude i resten af sæsonen, siger Jordan Gardner, som er klubbens amerikanske bestyrelsesformand.

Annonce

Flere på blokken

For nylig præsenterede selskabet bag FC Helsingørs førstehold et stort underskud. Det betyder dog ikke, at der ikke er mulighed for at tilknytte nye spillere.

- Der er noget fleksibilitet i økonomien, og det er den, vi kan arbejde med. Vi skal have sat truppen sammen, så vi kan komme styrket ud til sæsonens anden del, og det arbejde, er vi i gang med. Det er ikke nogen let opgave, for vi er jo ikke de eneste, der gerne vil finde nye gode spillere, men vi har nogle emner på blokken, som vi kigger på, siger Jordan Gardner, der ikke vil være mere konkret på hverken navne eller positioner.

Jeppe Kjær blev opereret i knæet kort før juleaften og har ifølge lægerne formentlig et halvt år, til han kan træde ind på en fodboldbane igen.

Ved offentliggørelsen af regnskabet i midten af december, der viste et minus på cirka 17 millioner kroner, sagde klubbens direktør, Jim Kirks, blandt andet, at resultatet ikke var en stor overraskelse, og at der blev arbejdet på en langsigtet plan, hvor klubben kunne løbe rundt.

Jordan Gardner har ikke meget at tilføje.

- Jim har helt ret. Vi (den amerikanske investorgruppe, red.) er i FC Helsingør i lang tid. Det er et langsigtet projekt, som vi er dedikerede til. Vi ser frem til, at vi igen kan åbne dørene for alle klubbens tilhængere og vi igen kan gå til fodbold sammen, lyder det fra formanden.

FC Helsingør genoptager sæsonen i 1. division med en udekamp mod Kolding IF den 14. februar. den 16. januar spiller holdet træningskamp mod Superliga-spillerne fra FC Nordsjælland i Farum.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Divisions-formand kalder forslaget et frontalt angreb - eks-OB-direktør Thomas Christensen ser hele fodbold-verdens balance truet

Annonce