Øresund: Der er dybt og der er masser af fisk. Samtidig er der læ, så farvandet syd og øst for færgehavnen i Helsingør er et attraktivt sted at lægge sig, hvis man vil prøve fiskelykken i Øresund.
Det er bare en ualmindelig dårlig idé, for det kan i bedste fald blive nogle af de dyreste fisk der længe er hevet op, hvis politiets søpatrulje opdager dig. For slet ikke at tale om den risiko man løber for at blive sejlet ned af færgerne. Styrmændene kan nemlig ikke se de små joller og motorbåde i området.
Pris: 5.000 kroner
Derfor har Nordsjællands Politi optrappet kontrollen med ulovlig sejlads og lystfiskeri i forbudszonen ud for Helsingør Havn. Det sker også på foranledning af ForSea, som er bekymret for den eskalerende fritidsbådtrafik i farvandet.
Finn Janniche, Nordsjællands Politi- Det er faktisk lige så mange bøder, som vi skrev hele sidste sommer
- Alene i juni måned har vi skrevet bøder ud til fire lystsejlere, der lå og fiskede i området, fortæller politikommissær Finn Janniche fra Den Maritime Sektion ved Nordsjællands Politi.
Det koster 5.000 kroner at blive taget i den ulovlige sejlads.
Ikke et nyt problem
Mange lystsejlere tænker ikke over, hvor små de er i forhold til færgerne. Halvtreds meters afstand kan måske virke som langt for en lystsejler eller for føreren af en motorbåd.
Men fra de store færger betyder den afstand, at sejleren ikke kan ses fra broen. Hvis båden får motorstop eller en anden form for havari i den position, så kan det blive farligt.
Problemet er ikke nyt, men Janniche kan ikke på stående fod huske, hvornår der sidst er blevet skrevet så mange bøde ud for forseelsen som i år.
Vidste det ikke
- Det er faktisk lige så mange, som vi skrev hele sidste sommer, siger politikommissæren og benytter lejligheden til at varsle øget kontrol med sejladsen i fremtiden.
Et par af junis syndere var svenskere. De sigtede fortæller typisk, at de ikke vidste, de lå i forbudszonen. Men alle har pligt til at sætte sig ind i søfartsreglerne, før de sejler ud, minder politiet om.