Annonce
Helsingør

Fjerde dag på Passage Festival: Surrealistisk plakatkunst bag Madmarkedet og dommedagsstemning i Dokken

Søde og velmenende, men ikke altid så effektive. De to plakatopsættere tager rødvinspauser og finder tid til at pjatte med hinanden, inden de fortsætter deres arbejde, som ender med et smukt, helstøbt værk. Forestilling kan ses igen fredag 31/7. Foto: Lars Johannessen.
Torsdag er dagen hvor festivalprogrammet for alvor folder sig ud. Espergærde, Hellebæk og Helsingør blev fyldt med vandrende forestillinger hvor publikum bevæger sig sammen med performerne, familieforestillinger hvor alle kunne være med, og stor-forestillinger der indtog alternative byrum.
Annonce

Reportage: Røde murstensvægge og krakeleret asfalt danner et råt udtryk på pladsen bag Værftets Madmarked, som underbygger værftets stolte historie. Nu er en lille plet oplyst af lyserøde og orange skilte, rødt afspærringsbånd og mennesker i alle aldre, der med stor forventning indtager bænk efter bænk, klar til at opleve teater i årets festivalcentrum.

Skribenten

Maja Bonde Holtze har siden 2014 været tilknyttet PASSAGE Festival som skribent, og senest redaktør, på festivaltillægget i Helsingør Dagblad. Nu arbejder hun som kommunikationsmedarbejder i Helsingør Teater og deler i den forbindelse dagligt sine oplevelser på PASSAGE Festival med dagbladets læsere.

Annonce

Startede med et brag

Det var dansk-italienske Paolo Nani der åbnede ballet på pladsen bag Værftets Madmarked. Oprindeligt skulle det franske kompagni Les Frères Troubouch have spillet, men pga. en aflysning trådte Paolo Nani til i sidste øjeblik. Og det var der ingen, der havde ondt over. Allerhøjest i mavemusklerne, som kom på overarbejde, da det mimiske talent foldede sig ud.

I Jekyll On Ice! kommer den is-sælgende klovn på overarbejde, når han skal drive 2, så 20, 200, 2.000 kr. op af forældrenes lommer, for at deres børn kan få lov at færdiggøre den is, han allerede har stukket dem i hånden. Det er ikke just en blomstrende forretning, og Jekyll må finde på alternativer. Det bliver i første omgang et supplerende salg af balloner, men heller ikke her har Jekyll heldet med sig. De flyver fra ham og sprænger i luften så det giver genlyd over hele pladsen og publikum kollektivt giver et hop fra sig af forskrækkelse.


Annonce

Mesterlig mimik

Det er dog ikke kun slapstick teater, som Paolo Nani mestrer. Tværtimod er det de subtile virkemidler, der tager flest kegler. Hans mussestemme som mumler på volapyk, de optegnede mundvige der kan pege lodret ned, hænderne der kan vifte apatisk i luften, når tingene ikke går som ønsket. Særligt hen mod slutningen, hvor Jekyll får udviklet et kemisk-vidundermiddel, der får ham til at lyde tilnærmelsesvis meget som Brian Johnson fra AC/DC, får han hele pladsen til at summe. Han samler et band af tilfældige publikummer og udstyrer dem med et sæt lufttrommer, en luftguitar og en luftbas. Pludselig var vi tilskuere til en rockkoncert og flere af de voksne på bænkerækkerne, trak deres egen luftspade frem og jammede med.

Annonce

Plakatopsætningens svære kunst

De næste klovne på programmet var franske Dédale de Clown med forestillingen Drôle d’impression. Her kom to friske herrer anstigende med en trækvogn læsset med plakatklister, vand og værker, der skulle sættes op på en stor træfacade. Iklædt klassiske, blå lærredsskjorter og grønne regnbukser, gik de til dagens opgave som stereotype arbejdere, der med pift og råb, store gestikulationer og mekaniske bevægelser manøvrerede stiger og spande imellem sig. Dog ikke så effektivt, som man kunne have håbet.

Intern konkurrence og små stridigheder er typisk for to-personers klovneforestillinger, og dem var der masser af i forestillingen. Den ene fjoller, den anden skælder ud. Den ene gør et godt stykke arbejde, den anden forsøger at overgå ham. Men med generel velvilje og hjertet på rette sted, hepper man langt hen ad vejen på begge, som undervejs imponerer med den tredje medspiller: Nemlig, plakaterne de sætter op.

Søde og velmenende, men ikke altid så effektive. De to plakatopsættere tager rødvinspauser og finder tid til at pjatte med hinanden, inden de fortsætter deres arbejde, som ender med et smukt, helstøbt værk. Forestilling kan ses igen fredag 31/7. Foto: Lars Johannessen.
Annonce

Surrealistisk streetart

Det er fotograf Nicolas Hergoualc’h der står bag det visuelle bagtæppe, der gradvist dannes jo flere plakater de får sat op. Det er smukke, stemningsfulde sort-hvidbilleder skuespillerne aktivt interagerer med, som når to bare numser sættes op, og de straks får klistret et par fuldt påklædte personer henover. Den sidste genistreg sker dog i slutningen af stykket, hvor de mange plakater bindes sammen til et surrealistisk værk, der er et museum værdig. En oplevelse hele familien kan grine med på, og lade sig imponere af.

Annonce

Opsigtsvækkende performance

Passage programmet er som nævnt stort og mangfoldigt, og alle forestillinger har ikke blot sin eksistensberettigelse, men også sit publikum. Så det er langt fra alt, der kan nå at få en grundig omtale. Dog er det svært at komme uden om Syndfloden, der udspiller sig i tørdokken ved M/S Museet for Søfart. Her har nysgerrige forbipasserende længe kunne følge med i arbejdsprocessen og prøvevisninger, som er til fuld skue i det store underjordiske rum oppe fra overfalden. Dog er det kun en udvalgt skare med billet, der har kunne deltage i begivenhederne.

Publikum til Passage Festivalen. Foto: Lars Johannessen.
Annonce

Kollektiv bevægelse

Og det er ikke uden ansvar, man tager de 60 skridt ned af trappen for medvirke i det audiovisuelle opråb, som Kunstnerkollektivet Vontrapp står bag. Så snart man ifører sig de gule handsker og sikkerhedshjelmen, der udleveres, er man arbejder i et fællesskab, der har en større sag foran sig. Nemlig artens overlevelse.

I fællesskab instrueres publikum i en koreografi, der synes umiddelbar tilfældig. Det er bevægelse man kender fra opholdet på en båd: At trække et torv, at følge med bølgernes bevægelser, at træde et skridt frem og et skridt tilbage.

Annonce

Sammen står vi stærkere

Men når man umiddelbart derefter får udstukket en genstand som sit arbejdsredskab, af en futuristisk karakter med stålhat og sikkerhedssko på, giver det hele mening. Pludseligt indgår man i et mandskab, der holder en båd – eller ark, om man vil – i gang. Fra agter til stævn smeltes de individuelle kroppe sammen til en stor maskine, der danner et mønster. Det er abstrakt, men ikke nok til, at meningen ikke træder frem. Et voldsomt og rungende lydtæppe understøtter følelsen af at befinde sig på et skib. Det knirker og knager, og afslutningsvis strømmer syndfloden ud af højtalerne, og omslutter os i den massive dok, der pludselig synes oversvømmet. Mon vi overlever?

Det sker fredag 31. juli

Drôle d’impression vises igen på pladsen bag Værftets Madmarked kl. 13 og 18. Derudover kaster franske 1Watt sig over improvisationer ved Simon Spies plads. Du kan også tage med på byVANDring og opleve Helsingørs maritime DNA (kræver billet). Og så er det sidste chance for at opleve Diorama – for Helsingør af norske Ingri Fiksdal, der iscenesætter Julebæk Strand med funklende figurer.

Med stor højtidelighed indrulleres publikum i Kunstnerkollektivet Vontrapps audiovisuelle opråb: Vi må være sammen om at redde fremtiden. Syndfloden vises i tørdokken ved M/S Museet for Søfart. Foto: Søren Kjeldgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

En offentlig nedsmeltning

Annonce